Fagligt input 2021-2022

Hovedpinelidelser er særdeles hyppigt forekommende. Men udbredelsen og konsekvenserne modsvares langt fra af opmærksomheden fra politikere og andre beslutningstagere, arbejdsgivere og aktører på sundhedsområdet. Med dette indlæg ønskes at højne vidensniveauet om udbredelsen og konsekvenserne af hovedpinelidelser i Danmark. Dette vil være et vigtigt skridt i retning af en mere målrettet indsats, som omfatter både primære, sekundære og tertiære forebyggelsesinitiativer og involverer en række forskellige aktører både i og udenfor sundhedsvæsenet.

Hovedpinelidelser er hyppigt forekommende – både hos mænd og kvinder

Helt nye data fra Den Nationale Sundhedsprofil (1) finder, at blandt 25-64-årige har hver fjerde erhvervsaktive kvinde og hver 10. erhvervsaktive mand migræne eller hyppig hovedpine. Samtidig har 45% af kvinderne og knap hver 3. mand været generet af hovedpine inden for de sidste 2 uger. Der er samtidig en ikke ubetydeligt social ulighed i forekomsten af migræne eller hyppig hovedpine – fra 8% blandt mænd med en lang videregående uddannelse til 19% blandt mænd, som udelukkende har en grundskoleuddannelse. De hyppigste hovedpinelidelser er spændingshovedpine og migræne. Spændingshovedpine er kendetegnet af let til moderat ofte dobbeltsidig smerte, mens migræne typisk er forbundet med moderat til svær pulserende smerte i den ene side samtidig med fx kvalme samt lyd- og lysfølsomhed. Varigheden kan variere fra få timer til flere dage (2).

Fremtrædende årsag til funktionsnedsættelse

Hovedpinelidelser har heldigvis ikke altid et omfang, som påvirker livskvalitet og funktionsevne. Ifølge WHO er migræne imidlertid den mest betydende årsag til funktionsnedsættelse blandt personer under 50 år (3). Hovedpinelidelser er forbundet med betydeligt sygefravær, nedsat produktivitet og arbejdsløshed, eller at man arbejder færre timer end man egentlig ønsker (”underbeskæftigelse”). Migræne er imidlertid kun sjældent forbundet med førtidspension – faktisk kun i 0,5% af det årlige antal bevilgede tilfælde. For henholdsvis depression og lænderygsmerter er det omkring 5%. Det betyder heldigvis, at mange mennesker med hovedpinelidelser bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet. Men det betyder også at arbejdsgivere kan have gavn af viden om, hvilken betydning hovedpinelidelser kan have for arbejdsevnen blandt en stor del af deres ansatte.

Hovedpinelidelsers konsekvenser for arbejdsevnen

Data fra den danske CAMB-undersøgelse viser, at erhvervsaktive med migræne og hyppig hovedpine oplever større udfordringer med at imødekomme fysiske og kognitive krav i arbejdet end erhvervsaktive uden migræne eller hyppig hovedpine. Det tyder samtidig på, at mennesker, der enten slet ikke eller dagligt indtager smertestillende medicin er særligt udfordrede i forhold til deres arbejdsevne (4). Begge dele nødvendiggør en ekstra opmærksomhed fra sundhedsprofessionelle, herunder privatpraktiserende læger og neurologer: At understøtte adækvat medicinsk og ikke-medicinsk behandling af hovedpinelidelser. Denne indsats skal dels sikre at hovedpinelidelser udredes og behandles, og dels bidrage til at behandle omfattende brug (fx 10 eller 15 dage pr. måned afhængig af præparatet) af smertestillende medicin, som kan lede til medicininduceret hovedpine.

Et stort forebyggelsespotentiale

Fordi hovedpinelidelser er så udbredte i den erhvervsaktive befolkning, ligger der et omfattende forebyggelsespotentiale i at oplyse om konsekvenserne af hovedpinelidelser for arbejdsevnen og for sygefraværet. Heri ligger også muligheden for, at den enkelte leder og medarbejder forholder sig til mulige arbejdsrelaterede triggere, som kan udløse anfald hos den enkelte. Skifteholdsarbejde, psykosociale stressorer, støj og lugte er under mistanke for at kunne være udløsende faktorer, om end der er stor individuel variation. Konsekvenserne af anfald vil formentlig også i et vist omfang kunne afbødes ved fleksibilitet i fx arbejdsopgaver, arbejdssted og arbejdstider, mens smerterne står på. De vanlige anbefalinger i forhold til at opnå en balance mellem helbredsmæssige ressourcer og krav i arbejdet kan imidlertid også forventes at have en social slagside på grund af den sociale ulighed i fx graden af fysiske krav, fleksibilitet og indflydelse i arbejdet.

Centrale aktører kommer med fælles bud på løsninger

I slutningen af september i år blev afholdt et politisk topmøde med titlen Et bedre liv med migræne. Topmødet samlede centrale aktører på området, herunder patientforeninger, medicinalindustrien, Dansk Hovedpine Selskab, Dansk Erhverv og politikere. Aktørernes anbefalinger, som blev udgivet i forbindelse med topmødet, handlede om at tilvejebringe mere viden både blandt mennesker med migræne, generelt i samfundet og blandt sundhedsprofessionelle, herunder i almen praksis, sikre mere lige adgang til behandling, nedbringe ventelister, inklusion af migræne i planlagte nationale kvalitetsplaner for kroniske sygdomme og etablering af nationalt register for migræne (5).

Stigmatisering kan stå i vejen for effektive indsatser for mennesker med hovedpinelidelser

Forskningsresultater – levendegjort af individuelle hovedpinepatienters beretninger – sandsynliggør, at omgivelsernes (manglende) viden om, hvor indgribende hovedpinelidelser kan være for nogle menneskers livskvalitet og funktionsevne, kan udgøre en barriere for at være åben om sin lidelse (6). En migrænepatient forklarer, at hun ”spiller rask”, hvilket illustrerer konsekvenserne af det stigma, der forbundet med hendes lidelse. De negative konnotationer, der er knyttet til at trække sig fra pligter og sociale sammenhænge på grund af ”hovedpine” eller ”migræne” kan vanskeliggøre vidensdeling, udgøre en barriere i forhold til at opsøge udredning og behandling, og begrænse (oplevelsen af) den sociale støtte fra omgivelserne.

Med dette indlæg er givet en illustration af det omfang og de konsekvenser, hovedpinelidelser har for de berørte – og det er håbet, at der samtidig er tegnet et omrids af de mange forebyggelsesmuligheder, der eksisterer. I den sammenhæng bør hovedpinelidelser blandt børn og unge, herunder deres indvirkning på skolegang og uddannelse ikke forglemmes. Der er derfor god grund til at allokere opmærksomhed, både i forskning og i praksis, til gruppen af mennesker i det danske samfund, som har en hovedpinelidelse.

Referencer:

• Nationalt Videnscenter for hovedpine, www.videnomhovedpine.dk
• Den Nationale Sundhedsprofil, danskernessundhed.dk/
• Steiner TJ, Stovner LJ, Vos T et al.Migraine is first cause of disability in under 50s: will health politicians now take notice?. Journal of Headache and Pain 2018, https://doi.org/10.1186/s10194-018-0846-2
• JL Steenberg, K Thielen, JM Hansen, ÅM Hansen, V Rueskov, K Nabe-Nielsen, Demand-specific work ability among employees with migraine or frequent headache, International Journal of Industrial Ergonomics, 2022, https://doi.org/10.1016/j.ergon.2021.103250
• Et bedre liv med migræne: Anbefalinger fra politisk topmøde, 27. september 2022 
  Konklusionsdokument 
• Parikh SK, Young WB, Migraine: Stigma in Society. Current Pain and Headache Reports 2019, https://doi.org/10.1007/s11916-019-0743-7

Kirsten Nabe-Nielsen, chefkonsulent i HR i Vurderingsstyrelsen og gæsteforsker på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet har leveret dette faglige input. Kirsten er desuden medlem af DSFFs bestyrelse.

Ulighed i sundhed og nye veje
Til prækonferencen i regi af Scandinavian Journal of Public Health, der blev afholdt i forbindelse med den årlige norske folkesundhedskonference i Hamar i oktober 2022, var der - foruden sessionen om Scandinavian Journal of Public Health, som præsenteredes i forrige nyhedsbrev - yderligere to sessioner om ”Health Equity” og ”New directions”. Vi præsenterer her nogle udvalgte læringspunkter fra disse sessioner.
 
Health Equity
Danske Finn Diderichsen talte om Planning for health equity in the crossfire between science and policy¹. Den konstante tilstedeværelse af social ulighed i sundhed er en udfordring, men ambitionen om at reducere uligheden møder stærke kræfter, som trækker i den modsatte retning. Der er et stort potentiale for både lokale og nationale forbedring, men det handler om at stille de rigtige spørgsmål, som gør det lettere for forskere og beslutningstagere at forstå hinandens behov. Finn har sammen med Margaret Whitehead og Göran Dahlgren udviklet 8 spørgsmål, som de med udgangspunkt i danske forhold også forøger at besvare:

1. Hvilke prævalente eksponeringer er både uens fordelt på tværs af socioøkonomisk position og har substantiel kausal effekt understøttet af robust epidemiologisk evidens?
2. Hvad er de største årsager til de uens konsekvenser af sygdom.
3. Hvad og hvem står for den uens fordeling af eksponering?
4. Hvad og hvem står for uligheden i konsekvenser af sygdom?
5. Hvad er evidensen for de policy-interventioner, som reducerer uligheden i sygdomsincidens.
6. Hvilken evidens er der for policy effektive interventioner, som reducerer uligheden i konsekvensen af sygdom.
7. Hvad er evidensen for, at implementering af en forebyggende policy faktisk reducerer uens eksposition?
8. Bliver kliniske interventioner implementeret ens for at reducere ulighed i sygdomskonsekvenser og hvorfor (hvorfor ikke)?

I Danmark har vi kun robuste svar på 1), 2) og 5).
Norske Elisabeth Fosse talte ud fra overskriften Norwegian policies to reduce social inequalities in health: Developments from 1987-2021¹. Social ulighed i sundhed kom på den politisk agenda i 1980erne, men fortrinsvis som et problem for udvalgte marginaliserede grupper. WHO’s projekt ledet af Michael Marmot blev en stor inspiration for Norge, og begrebet social gradient blev introduceret. Fra 2005 blev forsøget på at udjævne gradienten en central strategi, som kulminerede med indførelse af Folkesundhedsloven i 2012, hvor der er fokus på de strukturelle determinanter. Loven har fem basale principper 1) reducere den sociale ulighed i sundhed 2) sundhed i alle politikker 3) bæredygtig udvikling 4) fremme opmærksomhed og 5) deltagelse. Loven er vigtig, og faktisk det stærkeste værktøj Norge har, bl.a. fordi den institutionaliserer social ulighed som et politikområde inden for folkesundhed. Kommunerne har en central rolle, når det gælder implementering af downstream faktorer som adfærdsmæssige, sociale og psykologiske risikofaktorer, men de har ikke kontrol over upstream faktorer: sociale determinanter som skat og arbejdsmarkedspolitik, så alle administrative niveauer må bidrage til målet om at reducere social ulighed i sundhed. Reduktion af social ulighed i sundhed er et vildt problem (’wicked problem’) og er indlejret i politiske konflikter, hvilket gør det vanskeligt at finde bæredygtige politiske løsninger. Derfor forvandles de ofte til tamme problemer og politikker, der adresserer individuelle livsstilsfaktorer, og som er håndterbare og ofte falder inden for sundhedssektoren.

Danske Signe Smith Jervelund tog udgangspunkt i artiklen Recommandations for ethnic equity in health: A Delphi study from Denmark², som blev publiceret i Scand. J Public Health i 2021, og som er skrevet på baggrund af GPSen Veje til etnisk lighed i sundhed³. Der er fortsat store sundhedsmæssige forskelle mellem borgere med etnisk minoritetsbaggrund og borgere med etnisk dansk baggrund på trods af et øget fokus. I udarbejdelse af GPSen deltog nøglepersoner fra kommuner, regioner, statslige institutioner, privatsektoren og frivillige organisationer i udformningen af anbefalinger inspireret af Delphi-metoden. De otte anbefalinger blev inden udgivelsen sendt til de etniske organisationer Mino Danmark og Bydelsmødre til kommentar. De blev diskuteret med MESU på KU og DSFF’s bestyrelse. Det er afgørende for lighed i sundhed, at danske velfærdsinstitutioner og deres strategier, tilgange og de ansattes færdigheder tilpasser sig en stadig stigende heterogen befolkning.

New Directions
Svenske Mats Målqvists indlæg Beyond global health: Redefining the ’public’ in public health¹ fokuserede på det store skift, der har været inden for folkesundhedsarbejdet gennem de sidste 50 år. Den demografiske og epidemiologiske transition har ændret sygdomsmønstre og fertilitet, og levekårene er stærkt forbedret. Viden og innovationer spredes med en utrolig hast. Men udviklingen har også skabt nye trusler og udfordringer: vedvarende ulighed, koloniale magtstrukturer, ødelæggelse af biosfæren og klimaforandringer. I den samme periode har det globale folkesundhedsarbejde ændret sig sideløbende fra et medicinsk baseret internationalt sundhedsperspektiv til en global sundhedsdisciplin med fokus på sociale sundhedsdeterminanter og systemisk tænkning. Nu da vi står ansigt til ansigt med globale udfordringer som klimforandringer, tab af biodiversitet og antimikrobiel resistens har globalt folkesundhedsarbejde behov for atter at ændre fokus og gå videre fra det antropocentriske til også at inkludere naturen og vores planet som genstandsfelt.

1. https://journals.sagepub.com/toc/SJP/current
2. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/34515598/
3. https://www.danskselskabforfolkesundhed.dk/media/hbldbpov/gps_veje-til-etnisk-lighed-i-sundhed_final.pdf

Indlægget er forfattet af næstforperson i DSFFs bestyrelse Pernille Dam Naumann og forpersonerne for henholdsvis selskabets Forskningsudvalg og Folkesundhedsdagsudvalg Signe Smith Jervelund og Kirsten Vinther-Jensen.

I forbindelse med den årlige norske folkesundhedskonference i Hamar blev der afholdt en førkonference i regi af Scandinavian Journal of Public Health. Anledning var tidsskriftets 50-års fødselsdag, hvor ledende nordiske folkesundhedsforskere reflekterede over folkesundhedsforskning i fortiden, nutiden og fremtiden. Dansk Selskab for Folkesundhed havde sendt forpersonen for Folkesundhedsdagsudvalget Kirsten Vinther-Jensen og næstforpersonen fra bestyrelsen Pernille Dam Neumann til Hamar for at deltage i både folkesundhedkonferencen og førkonferencen, og desuden deltog forpersonen for Det Videnskabelige Udvalg Signe Smith Jervelund inviteret af tidsskriftet.
Der er i forbindelse med fejringen udgivet et særnummer¹. Særnummeret indeholder en række artikler under fem overskrifter: 1) Celebrating five decades of the Scand J Public Health, 2) Health inequalities and their social determinants, 3) From research to policy: promoting health equity, 4) a snapshot of Nordic health data, 5) Moving forward: new concepts, methods and directions. Både særnummeret og prækonferencens udvalg af præsentationer understreger tidsskriftets store fokus på ulighed i sundhed, men også metodemæssige forhold og policies.
Prækonferencen var meget veltilrettelagt og spændende, hvor ledende nordiske folkesundhedsforskere reflekterede over folkesundhedsforskning i fortiden, nutiden og fremtiden. Der var 4-5 præsentationer inden for tre sessioner: Scandinavian Journal of Public Health, Health Equity og New Directions. I dette indlæg har vi lavet et nedslag på Scandinavian Journal of Public Health-delen, mens de næste to tematiske nedslag præsenteres i næste nyhedsbrev.

Scandinavian Journal of Public Health
Norske Terje Andreas Eikemo, som er tidsskriftets ansvarshavende meget aktive redaktør, præsenterede jubilæumsnummeret¹ og blev efterfulgt af svenske Peter Allebeck, som under titlen Fifty years of Nordic research in social medicin and public health beskrev udviklingen. Tidsskriftet skiftede navn fra Scand. J Social Medicin til Public Health i slutningen af 1990’erne en tendens, som også ses i andre sammenhænge i de nordiske lande. Vores eget Dansk Selskab for Folkesundhed har fx sit udspring i Dansk Selskab for Samfundsmedicin. Tidsskriftet har uanset navn fungeret som en arena for deling af forskning og været et debatforum, og mange af de nordiske banebrydende og aktive aktører inden for folkesundhed og social medicin et at finde blandt bidragyderne gennem alle år. Antal udgivelser per år er steget fra 3 i 1970erne til 8 de sidste ti år. Antallet af artikler årligt er i samme periode steget fra ca. 25 til ca. 120, ligesom antallet af forfattere per artikel er steget fra i snit 1,6 til 4,6. Efter at Terje Andreas Eikemo har overtaget redaktørrollen af tidsskriftet, er impact factoren steget fra 1, 1.387 i 2016 til 3,199 i 2021. Impact factor er en kvalitetsindikator, som indikerer, hvor mange gange de publicerede artikler i tidsskriftet bliver citeret i andre videnskabelige artikler inden for det første publikationsår. En impact factor på 3,199 er virkelig pænt for folkesundhedsvidenskabelige tidsskrifter.

1: https://journals.sagepub.com/toc/SJP/current

Indlægget er forfattet af næstforperson i DSFFs bestyrelse Pernille Dam Naumann og forpersonerne for henholdsvis selskabets Forskningsudvalg og Folkesundhedsdagsudvalg Signe Smith Jervelund og Kirsten Vinther-Jensen.

Mere end hver syvende skolebarn har overvægt, hvilket kan påvirke deres fysiske og psykiske trivsel. Trivsel og overvægt i barndommen rækker videre ind i voksenlivet. Et af de tilbud, der findes til børn med overvægt og dårlig trivsel, er et ophold på et af Julemærkefondens fem Julemærkehjem, hvor børnene bor og undervises i ti uger. Under opholdet forbedres de fleste børns livskvalitet, børnene taber sig i vægt, og de får sundere vaner. Det er ikke tidligere systematisk undersøgt, hvordan det går børnene senere i livet.

Statens Institut for Folkesundhed, Sydansk Universitet har foretaget undersøgelser baseret på registeropfølgninger af godt 15.000 børn og unge, der har været på Julemærkehjem i årene 1992-2018. Undersøgelserne har resulteret i to rapporter udgivet i 2021:

Ungdom og voksenliv efter ophold på Julemærkehjem og
Når børn, der har været på Julemærkehjem, bliver voksne

Formålet med rapporterne har været at sammenligne børn med overvægt, der har været på Julemærkehjem, med børn med overvægt, der ikke har været på Julemærkehjem, med hensyn til uddannelse og alvorlig psykisk mistrivsel i årene efter opholdet. Det har tillige været et formål at undersøge, om børnenes sociale og helbredsmæssige baggrund og/eller trivsel og sundhedsvaner under og efter opholdet på Julemærkehjem har betydning for, hvordan det går børnene i årene efter opholdet.  Endelig beskriver rapporten i hvor høj grad børn, der har været på Julemærkehjem, bryder den sociale arv.

Det er håbet, at rapporterne kan anvendes til at styrke indsatsen overfor børn med overvægt og dårlig trivsel under og efter et ophold på et Julemærkehjem.

Forfattere: Susan I. Michelsen, Anne Thorsted, Rikke F. Krølner, Mette Kristoffersen, Lau C. Thygesen Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

Du kan læse om Julemærkehjemmenes arbejde her: https://www.julemaerket.dk/ 
Ophold er gratis for børnenes familier, alt finansieres af frivillige bidrag, se her hvordan man søger om ophold.

Det faglige input er sakset af administrationen fra SIFs hjemmeside.

Sundhedsstyrelsen har i august 2022 udgivet rapporten "Sundhedskompetence i det danske sundhedsvæsen. En vej til mere lighed", som sætter fokus organisatorisk sundhedskompetence. Organisatorisk sundhedskompetence er organisationer og enheders evne til at gøre information og tilbud tilgængelige for alle borgere uanset deres sundhedskompetence.
 
Rapporten er motiveret af den stigende sociale ulighed i sundhed. Social ulighed betinges primært af individuelle faktorer udenfor sundhedsvæsnets og de sundhedsprofessionelles rækkevidde, men det er sundhedsvæsnets ansvar i så vid udstrækning som muligt at mindske konsekvenserne af uligheden. Det kalder på organisatoriske løsninger på tværs af sektorer og fagligheder.
 
Sundhedskompetence fordeler sig i befolkningen efter en social gradient, og borgere med udfordringer relateret til sundhedskompetence har dårligere adgang og ringere udbytte af sundhedsvæsnets tilbud. I hvor høj grad dette forekommer, afhænger imidlertid af de krav og den kompleksitet, borgeren møder i sundhedsvæsnet. Sundhedsvæsnets organisationer "sætter barren" for, hvor høj grad af sundhedskompetence, der er nødvendig for at borgeren kan tilgå og få udbytte af relevante tilbud og forløb. Gennem et systematisk arbejde med organisatorisk sundhedskompetence kan organisationerne indrette sig, så barren sænkes.
 
I et sundhedsvæsen med høj grad af centralisering og specialisering er problemstillinger, der går på tværs af sektorer en særlig udfordring. For at skabe sammenhæng i borgernes forløb og mindske informationstab undervejs, er det afgørende at sundhedsvæsnets organisationer har en fælles forståelsesramme uafhængig af konkrete fagligheder. Organisatorisk sundhedskompetence kan bidrage til en sådan fælles kultur og terminologi omkring arbejdet med sårbarhed og ulighed.
 
Konkret indeholder Sundhedsstyrelsens nye rapport otte veje, der anviser en systematisk og praksisorienteret tilgang til organisatorisk sundhedskompetence (fig. 1). Rapporten er udarbejdet i et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet og kan findes her: https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2022/Sundhedskompetence-i-det-danske-sundhedsvaesen
Det forventes at Sundhedsstyrelsen i foråret 2023 udbyder en temadag på baggrund af rapporten.
 
Rigtig god læselyst.

Indlægget er skrevet af læge Anna Aaby, suppleant i Bestyrelsen for DSFF og professor Helle Terkildsen Maindal, Formand for Bestyrelsen for DSFF, som begge har bidraget til udarbejdelse af rapporten for Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

Kunsten og kulturen kan invitere den prikkede, vibrerende, spontane og vilde viden ind i de stribede, formelle og bureaukratiske rum. Den kan blødgøre (formelle) relationer, bestøve og inspirere på tværs af fagsiloer, og på tværs af ”kommunen” og civilsamfundet - og sætte nye refleksioner og handlinger i spil. Den kan skabe mærkbare stjernestunder og blive til kreative og æstetiske metoder, der kan åbne relationer og strukturer op og fremme fælles værdiskabelse og sundhedsfremmeindsatser, der gør en vedvarende forskel for borgerne.

Det var et af budskaberne i det prikkede rum på ARKEN for et par uger siden, da syv modige kommuner mødtes til den fjerde fælles workshopdag i den tværkommunale indsats Kulturens Rige. Et aktionslæringsforløb, hvor Sund By Netværket i samarbejde med Danmarks Underholdningsorkester og Aktionsuniversitetet og ABC for mental sundhed har inviteret syv medlemskommuner til at arbejde med, hvordan kommunen kan bruge kulturen som løftestang for det mentalt forebyggende og sundhedsfremmende arbejde – på tværs af afdelinger, forvaltninger og eksterne aktører, herunder kulturinstitutioner og foreninger og borgere.

Gennem det seneste år har de syv kommunale aktionslæringsgrupper – fra Aarhus, Egedal, Guldborgssund, Høje-Taastrup, Køge, Ringkøbing-Skjern og Rudersdal Kommune, arbejdet med at udvikle lokale, fællesskabte sundhedsfremmeindsatser, der gør brug af kunst og kultur. Nogle har udviklet mentorordninger, andre foreningsklippekort og atter andre har eksperimenteret med invitationer og møder, der fremmer mere livsbekræftende og skabende møder på lokale steder. Og lige så stille begynder vi at se, at de tværfaglige aktionslæringsgrupper er med til at opbygge en form for resiliens, ved at dele og skabe ressourcer på tværs af foreninger, siloer og steder.

Den metodiske tilgang tager afsæt i de 6 P’er som Sund By Netværket, qua vores WHO-ophav, arbejder med som en måde at omsætte verdensmålene til Folkesundhedsarbejdet, en slags mønsterbrud i arbejdet med af fællesskabe sundhedsfremmeindsatser: People, Participation, Place, Prosperity, Peace og Planet.

Parallelt med de lokale borgerrettede indsatser, udvikler vi sammen undervejs ny viden til gavn for fremtidigt sundhedsfremmearbejde og forskning på området. Overordnet omfatter projektforløbet seks fælles workshops, samt en afsluttende (og fremadskuende) inspirationskonference (sæt gerne kryds i kalenderen den 18. april 2023).

Vil du vide mere om arbejdet, er du velkommen til at læse med her, eller tage fat i projektchef Louise Dal, Sund By Netværket, lod@sundbynetvaerket.dk

Det faglige input er formidlet af Jan Andersson, specialkonsulent i Sund By Netværket og bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Folkesundhed.

I dette faglige indlæg opsummeres status på forebyggelse af livmoderhalskræft i Danmark og på globalt plan.

Livmoderhalskræft er forårsaget af humant papillomavirus (HPV), som er en seksuelt overført infektion. HPV er meget almindelig, og næsten alle får infektionen på et tidspunkt i deres liv. Hos langt de fleste forsvinder infektionen af sig selv uden symptomer, men hos nogle få bliver infektionen kronisk. Disse kvinder er i risiko for at udvikle forstadier til livmoderhalskræft, som igen kan udvikle sig til kræft.

Fra et forebyggelsesperspektiv er livmoderhalskræft unik, fordi det er én af de eneste kræftsygdomme, der er så godt som fuldt ud forebyggelig. Primær forebyggelse er mulig via vaccination mod HPV. Den nyeste HPV vaccine beskytter mod ni HPV typer, der tilsammen forårsager omkring 90% af livmoderhalskræfttilfælde. Endvidere er sekundær forebyggelse mulig via screening. Formålet med screening er at opdage forstadier til livmoderhalskræft, som derefter kan behandles for at forhindre udvikling af kræft.

På baggrund af disse særdeles effektive forebyggelsesmuligheder har Verdenssundheds-organisationen (WHO) opstillet et mål om, at livmoderhalskræft skal elimineres på globalt plan i løbet af de næste 100 år. Ved elimination forstås, at incidensen skal nedbringes til <4 per 100.000 kvinder. For at nå denne ambitiøse målsætning skal alle lande inden 2030 indfri de såkaldte 90-70-90 mål, hvilket betyder mindst 90% vaccinationsdækning, mindst 70% screeningsdækning, samt at mindst 90% af opdagede forstadier bliver effektivt behandlet.

Hvad er status i Danmark?

I Danmark forekommer der ca. 370 tilfælde af livmoderhalskræft om året, svarende til en incidens på ca. 10 per 100.000. Der er således endnu et stykke vej, før vi har indfriet WHOs målsætning om elimination. Imidlertid er vi på rette vej, idet vi i Danmark er så heldige at have relativt velfungerende vaccinations- og screeningsprogrammer.

HPV vaccination af 12-årige piger har været en del af børnevaccinationsprogrammet siden 2009, med flere catch-up programmer for ældre piger og kvinder. Efter et midlertidigt fald i tilslutningen omkring 2015 pga. frygt for mulige bivirkninger, er dækningsgraden af vaccinen blandt piger nu igen oppe omkring 88–90%. Fra 2019 tilbydes også HPV vaccination af 12-årige drenge, hvilket (udover at beskytte drengene selv mod HPV-relaterede sygdomme) også bidrager til flokbeskyttelse af uvaccinerede piger/kvinder.

Screening for livmoderhalskræft har været et landsdækkende tilbud siden midt-1990erne. Screening tilbydes hvert 3.-5. år til kvinder i alderen 23–64 år. Hidtil har screening foregået ved hjælp af en celleprøve fra livmoderhalsen, som undersøges i mikroskop for tegn på celleforandringer. Pt. er man imidlertid ved gradvist at implementere screening med HPV test i stedet, da denne metode har vist sig at kunne opdage flere kræftforstadier end screening med celleprøve. Den største udfordring i screeningsprogrammet er den relativt lave dækningsgrad, idet kun ca. 75% af kvinderne i målgruppen deltager i screening som anbefalet. Regionerne arbejder med flere initiativer for at øge screeningsdeltagelsen, herunder indførelse af en hjemmetest for HPV. Denne test kan kvinder selv kan tage i deres eget hjem i stedet for at skulle til gynækologisk undersøgelse ved den praktiserende læge.

De vigtigste indsatser i Danmark for at nå målet om elimination af livmoderhalskræft er at sikre fortsat høj vaccinationstilslutning blandt både piger og drenge samt at arbejde for at øge deltagelsen i livmoderhalskræftscreening. Det gælder især i socioøkonomisk udsatte grupper og blandt immigranter, hvor screeningsdeltagelsen er særligt lav.

Hvad er status på globalt plan?

Livmoderhalskræft er en sygdom præget af kolossal global ulighed. Næsten ni ud af ti dødsfald af livmoderhalskræft forekommer i lav- og mellemindkomst lande, og i mange lande, særligt i Afrika, er livmoderhalskræft den hyppigste kræftform blandt kvinder. Økonomiske begrænsninger, logistiske udfordringer, pressede sundhedssystemer og mangel på politisk vilje gør det vanskeligt at implementere HPV vaccinations- og screeningsprogrammer i mange lande. I 2020 havde kun 55% af WHOs medlemslande indført HPV vaccination, heraf kun 31% af afrikanske lande. Den globale vaccinationsdækning blandt piger er kun omkring 15%, og adgangen til organiseret screening i lavindkomstlande er endnu lavere. For at nå WHOs mål om elimination af livmoderhalskræft på globalt plan er der således behov for en massiv investering i implementeringsinitiativer, politisk pres for at prioritere livmoderhalskræft-forebyggelse, samt yderligere forskning i effektive screeningsmetoder som er implementérbare i lavindkomstlande.

Med en fokuseret indsats på implementering af effektive forebyggelsesindsatser kan livmoderhalskræft om nogle få generationer være en sygdom, som hører fortiden til!

Hvis du vil læse mere:

World Health Organization. Global strategy to accelerate the elimination of cervical cancer as a public health problem. Geneva: World Health Organization, 2020. Tilgængelig online: https://www.who.int/publications-detail-redirect/9789240014107 (tilgået 5.8.2022).

Det faglige indput er leveret af Louise T. Thomsen, cand.scient.san.publ., ph.d..

Center for Kræftforskning, Kræftens Bekæmpelse (til d. 12. august 2022).

Sektion for Forebyggelse og Sundhedsfremme, Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Frederiksberg Hospital (fra d. 19. august 2022).

Louise er desuden medlem af DSFFs forskningsudvalg.

I Danmark er vi flere der hverken sover nok - eller godt nok. Det betyder noget for vores sundhed og trivsel. I TrygFonden vil vi gerne bidrage til ny viden og gode løsninger indenfor de store folkesundhedsudfordringer. Det gælder nu også indenfor søvn.

Søvnproblemer fylder nemlig meget hos mange. Ifølge den nyeste sundhedsprofil angiver 34 procent at have været lidt generet af søvnproblemer inden for de seneste 14 dage, og yderligere 15 procent angiver at have været meget generet. Det er en betydelig stigning siden 2010. Særligt markant er stigningen blandt unge kvinder.

Søvn hænger sammen med mange andre dele af vores liv. Stress og belastende livsbegivenheder kan fx udløse søvnproblemer, og selvom søvnproblemerne ofte er forbigående, kan de for nogle mennesker også i sig selv blive en stressfaktor. Langvarige søvnproblemer øger samtidig bl.a. risiko for stress, overvægt, type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme.

Et øget fokus på søvn er altså ikke kun ’nice to’, men ’need to’ når vi kigger på udviklingen af danskernes søvnvaner. I TrygFonden vil vi gerne sætte tidligt ind og forebygge, at problemer med søvn vokser sig større. Sammen med andre aktører vil vi også gerne bidrage til at øge vidensniveauet, hvor der er behov. Og der, hvor der allerede er gode veldokumenterede forebyggelsesindsatser, vil vi gerne være med til at udbrede dem.

Læs mere om hvad og hvordan TrygFonden støtter på www.tryghed.dk  

Næste ansøgningsfrist er 1. september 2022.

I den for nyligt indgåede aftale på Christiansborg om sundhedsområdet er der udover tilstedeværelsen af nærhospitaler og fraværet af forebyggelsesinitiativer en del fokus på de digitale potentialer på sundhedsområdet. Det fremgår bl.a.: Øget brug af digitale løsninger bidrager til, at sundhedspersonalets tid kan anvendes bedre, når nogle borgere selv kan foretage eksempelvis hjemmemålinger. Visionen er et sundhedsvæsen, hvor patienterne har mulighed for digitale sundhedsydelser, hvor det giver fagligt mening.
 
Ræsonnementet bag digitaliseringen er mindst tosidet. På den ene side har det en frisættende dagsorden for borgeren/patienten. Med digitale løsninger bliver man mere uafhængig af tid og sted – og får dermed bedre mulighed for at disponere over eget liv. Det kan være ved selvbetjeningsløsninger, digital genoptræning on demand eller som tryghedsskabende element ved at man hurtigt og uproblematisk kan komme i kontakt med f.eks. en sygeplejerske på ældreområdet eller en bostøtteperson indenfor socialpsykiatrien.
 
Men i disse år er det på den anden side også et vigtigt perspektiv i digitaliseringen, at det kan frisætte fagpersonalet - f.eks. ved at mindske transporttid og ved at overlade en del af borgerens/patientens dialog med sundhedsvæsenet via eller ved en digital løsning.
 
I Region Midtjylland har kommunerne og Regionen i fællesskab etableret en telemedicinsk forening kaldet ”Fælles Service Center”. Foreningen har til formål at levere teknisk support og logistik til telesundhedsløsninger, produkter til hjemmebehandling, herunder kropsbårne hjælpemidler på tværs af kommuner og hospitaler på de opgaver, der tildeles Fælles Service Center. Derudover leverer Fælles Service Center dertilhørende rådgivning, udvikling, koordinering, samt videnopsamling til medlemmerne. Det hele under overskriften ”mere fælles – sammen”. Fordi det er tudetosset – og ineffektivt – at alle dele af sundhedsvæsenet skal opfinde alle digitale løsninger selv – i stedet for at udvikle og supportere dem fælles. Jeg har fornøjelsen af at være bestyrelsesformand for Fælles Service Center og ser frem til at vi forhåbentlig snart kan udvide foreningen med flere kommuner og regioner.
 
På folkesundhedsområdet er der også allerede nu mange løsninger i brug. Mest kendt nok de mange sundhedsapp’s til telefoner og tablets. Men det er ingen tvivl om, at også på områder som nudging, virtuel reality (fx VR-briller ift mental sundhed/angst) og i det hele taget det at indtænke digitalt design i alle løsninger på folkesundhedsområdet giver helt nye perspektiver. Dertil kommer adgangen til en ny stor mængde data om adfærd mv. som kan give helt nye muligheder for forskning og evidensbaseret praksis.
 
Det er dog vigtigt samtidig at holde sig for øje, at udviklingen også rummer en række etisk/moralske problematikker, som vores politikere kommer til at forholde sig til – for det er ikke teknikken, der kommer til at sætte begrænsningerne. Og så skal vi huske cybersikkerheden – særligt med et Europa i krig. Borgernes/patienternes data må ikke bringes i fare.

Det faglige input er leveret af Jens Peter Hegelund Jensen.
Jens Peter er kommunaldirektør i Ringkøbing-Skjern Kommune og medlem af DSFFs bestyrelse.

”Det nære sundhedsvæsen” er efterhånden allestedsnærværende i den nye sundhedsreform og i andre politiske programmer og udmeldinger. Tanken er, at udvikling af det nære sundhedsvæsen skal være en af hjørnestenene til at løse fremtidens udfordringer for sundhedsvæsenet, hvilket bl.a. skyldes en aldrende befolkning med flere kroniske sygdomme og flere kostbare teknologiske muligheder. De politiske programmer understreger, at det nære sundhedsvæsen skal understøtte borgerens sundhedsbehov nær borgerens hjem almindeligvis via almen praksis. Kerneopgaverne for det nære sundhedsvæsen er at håndtere mindre komplicerede behandlinger samt kroniske forløb, rehabilitering, støtte til egenomsorg, forebyggelse og sundhedsfremme, tidlig opsporing af sygdomme, samt opgaver inden for pleje og omsorg. Samtidig er det en (indirekte) intention, at et effektiv nært sundhedsvæsen skal holde borgeren væk fra hospitalet, som er langt mere omkostningstungt end behandling og pleje i almen praksis samt ved privatpraktiserende speciallæge og kommunes sundhedstjenester.

Sundhedsvæsenet skal altså være mere nært, og efter en årrække med at nedlægge mindre sygehuse for at centralisere behandlingen på større enheder for at styrke den faglige kvalitet skal vi nu også have nærhospitaler i områder, hvor der er i dansk forstand er langt til et hospital. Men hvad er egentlig det nære sundhedsvæsen? Ordet nær har flere dimensioner; en geografisk dimension (tæt på geografisk) og en følelsesmæssig dimension (tæt på følelsesmæssigt). Begrebet er i det hele taget politisk attraktivt, idet ”nær” har en række positive konnotationer, bl.a. nærhed, nærværende, nær relation, nær familie og nærmiljø, som vi tillægger noget meget gunstigt og affirmativt. Det nære sundhedsvæsen er alle de funktioner, tjenester og opgaver, der udføres i sundhedsvæsenet udenfor hospitalerne – men ellers krydses grænserne for det primære, sekundære og tertiære niveau i sundhedsvæsenet. Dermed bryder det nære sundhedsvæsen med de normale opdelinger af sundhedsvæsenet. Ved at benytte et nyt begreb bliver den opgavefordeling, der er mellem kommunerne, regionerne og de private aktører, stadig ikke mere gennemsigtig for borgeren, endda måske mere mudret. Det bliver så yderligere kompliceret af det nye initiativ vedr. etablering af 20 nærhospitaler (bemærk igen ”nær”), som skal være tæt geografisk placeret på borgeren, men samtidig er de såkaldte nærhospitaler ikke tænkt til at rumme hospitalssenge, som vi normalt forbinder med hospitaler, og derved er der snarere tale om tilbud om ambulant behandling på en fysisk enhed. De nye buzzwords inden for sundhedsvæsenet ser ud til at begrebsforvirre på et højere plan.

Selvom vi er begunstiget af at have et såkaldt ”single-payer” sundhedsvæsen, hvor alle borgere i Danmark er dækket af et enkelt offentlig skattefinansieret sundhedsvæsen, er vi udfordret af, at sundhedsvæsenet er opdelt i tre forskellige sektorer (region, kommune og privat sektor). Nu får vi introduceret nye begreber, nye funktionsenheder, som skal være med at flytte sundhedsvæsenet tættere på borgerne med fokus på forebyggelse, rehabilitering og at kunne blive i eget hjem. Det lyder lovende. Men introduktion af et nyt begreb i sundhedsvæsenet hjælper ikke på udfordringerne med bl.a. sammenhængende patientforløb (over tre sektorer), og at 1,8 millioner danskere bor i såkaldte lægedækningstruede områder. Sidstnævnte gør det netop vanskeligt at se, at det nære sundhedsvæsen, hvor almen praksis er et af grundpillerne, kan lykkes efter hensigten. Men vi har brug for at sætte borgerens vej gennem sundhedsvæsenet i centrum og gøre op med det siloopdelte sundhedsvæsen, særligt med mange kroniske patienter, der modtager deres behandling, rehabilitering og pleje på tværs af sektorer, in mente. Man må håbe på, at politikerne, der står bag beslutningen om det nære sundhedsvæsen, ikke lader sig blænde af et besnærende navn. ”Nær” foran gør det ikke alene. For at dette projekt skal blive vellykket, at der brug for at klarlægge, hvad det ”nære sundhedsvæsen” helt præcist dækker over, hvor ansvaret ligger, hvordan vi skaffer sundhedspersonale i alle dele af Danmark, at patientforløbene bliver koordineret, at vi får monitoreret og evalueret indsatsen, og at der følger tilstrækkeligt med ressourcer til at klare opgaven med at flytte sundhedsvæsenet tæt på borgeren.

Det faglige input er leveret af Signe Smith Jervelund, lektor ved Afdeling for Sundhedstjenesteforskning, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet og formand for Det Videnskabelige Udvalg under Dansk Selskab for Folkesundhed.

I Danmark ses et stigende udbud af tobak- og nikotinholdige produkter på markedet, herunder produkter som e-cigaretter, opvarmet tobak, snus og nikotinposer. Det er derfor ikke længere nok at tale om hvor mange, der ryger cigaretter. Det er især de unge, der har taget de nyere produkter til sig og der er særlig grund til at have fokus på unges kombinationsforbrug. Både hvad angår forskellige tobak- og nikotinprodukter, men også kombinationen med andre rusmidler (fx alkohol og hash m.v.). 

En tredjedel af de unge bruger mindst ét nikotinprodukt og hver fjerde, der binge-drikker bruger også snus eller andre røgfri nikotinprodukter

I februar kom der nye resultater fra §RØG – undersøgelsen, som viser at selvom cigaretter er den mest udbredte tobaksform (19,3 % af de 15-29-årige ryger cigaretter enten hver dag eller nogle gange, fx til fester), er der i de senere år er sket en stigning i især røgfri tobaks- og nikotinprodukter som snus, tyggetobak og nikotinposer blevet mere udbredte – særligt blandt unge mennesker (Petersen et al. 2022). Blandt 15-29-årige er det mere end en ud af ti (11,4 %), der bruger et røgfrit nikotinprodukt. I nogle aldersgrupper er forbruget særlig højt. Fx gælder det for 23-24 % af de 18-19-årige. Og tager man andelen af unge, der anvender mindst et tobaks- eller nikotinholdigt produkt, er det en tredjedel (31,0 %). Undersøgelsen viser også at 26 procent af de 15-17-årige, der ofte binge-drikker, også bruger snus eller andre røgfri nikotinprodukter enten dagligt eller en gang imellem.

Det er ikke kun forskellige nikotinprodukter de unge eksperimenterer med. Ungdomslivet er en periode karakteriseret ved høj risikovillighed. En ny rapport fra Sundhedsstyrelsen udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed giver et nuanceret indblik i risikoadfærdsmønstre blandt 15-25-årige på ungdomsuddannelser i Danmark. Rapporten viser, at 12 % blandt drenge og 10 % blandt pige udviser et højt risikoadfærdsmønster – altså har et problematisk alkoholforbrug, ryger cigaretter og også eksperimenterer med forskellige former for illegale stoffer.

Helbredskonsekvenserne af kombinationsforbruget

Der er endnu ret begrænset viden om de helbredsmæssige konsekvenser af et kombinationsforbrug. Men forskning viser, at både alkohol og nikotin påvirker børn og unges hjerner. Et nyligt notatudkast fra Vidensråd for Forebyggelse sammenfatter evidensen for nikotins effekt på helbred. Det fremgår tydeligt, at den unge hjerne på flere måder er meget følsom overfor nikotins effekter, hvilket bl.a. gør, at de unge lettere udvikle afhængighed end voksne (Vestbo et al, 2022). Nikotin er også associeret med øget risiko for senere misbrug og afhængighed af andre rusmidler.

Desuden viser den nye undersøgelse af unges rusmiddelforbrug, at unge med et højt risikoadfærdsmønter oplever flere symptomer på psykiske helbredsproblemer end andre unge.
 
Læs mere her:
Bramming M, Rise JE, Holst CA, Hviid S, Tolstrup. Risikoadfærdsmønstre og sammenhæng med anden sundhedsadfærd, fysisk helbred, mental sundhed og sociale relationer. Udarbejdet for Sundhedsstyrelsen  af Statens Institut for Folkesundhed. 2022. Link: https://www.sundhedsstyrelsen.dk/-/media/Udgivelser/2022/Unge/Risikoadfaerd-blandt-unge.ashx?sc_lang=da&hash=9D2A5F12BF9075B98987432EBF8A523F

Petersen MT, Lund L & Bast LS. §RØG – En undersøgelse af tobak, adfærd og regler. Udvalgte tendenser 2021, rapport 3. Statens Institut for Folkesundhed. 2022. Link: https://www.sdu.dk/da/sif/rapporter/2022/paragraf_roeg_en_undersoegelse_af_tobak_adfaerd_og_regler

Vestbo J, Andreasen JT, Bast LS, Lund L, Pisinger C. Udkast til notat: Konsekvenser af nikotinbrug – for børn og unges sundhed: Vidensråd for Forebyggelse, København 29. marts 2022. http://www.vidensraad.dk/sites/default/files/udkast-konsekvenser_af_nikotinbrug_for_boern_og_unges_sundhed_29._marts_2022.pdf

Det faglige input er skrevet af Christina Bjørk Petersen. Christina er lektor og forskningsleder på Statens Institut for Folkesundhed (SIF), SDU. Desuden er Christina aktiv i DSFFs bestyrelse. Indlægget er skrevet i samarbejde med Lotus Sofie Bast, seniorforsker og strategisk leder af forskning i tobaksforebyggelse ved SIF.

"Kulturen og naturen tilbyder et frirum og en mulighed for fællesskab og fordybelse, som kan øge trivslen," siger projektlederen for Kultur på Recept. 

Kultur på Recept er startet for 8-12 borgere i hver af kommunerne Kerteminde, Faaborg-Midtfyn, Odense og Ærø. 

Nu skal "best practice" findes. 

Som noget helt nyt tilbydes 8-12 borgere i hver af kommunerne Kerteminde, Faaborg Midtfyn, Odense og Ærø "Kultur på Recept".

Borgerne får tilbuddet, fordi de har mild til moderat stress, angst eller depression, eller fordi de savner et fællesskab i hverdagen. Og det er "aktiv deltagelse", for det bliver med en pensel, et musikinstrument og en bog i hånden.

"Vi tilbyder et frirum for deltagerne, hvor de får plads til fordybelse og fælles oplevelser. Deltagerne får mulighed for både at opleve kulturaktiviteterne og selv at deltage i dem. Det kan være ved at lære om et kunstværk og skabe et selv - og lytte til en fortælling og skrive en selv. Tidligere lignende projekter har vist, at det kan øge deltagernes mentale trivsel og livskvalitet, og det er også vores sigte i det her projekt," siger projektleder for Kultur på Recept i Kulturregion Fyn, Mathilde Kihl Kellermann.

Deltagerne har fået tilbuddet af for eksempel deres egen læge eller kommunen og skal over de næste otte uger mødes om billedkunst, musik, fortælling og i naturen. Det sker i de fire kommuner i samarbejde med lokale kulturinstitutioner.

Flere danskere har mentale udfordringer
Kultur på Recept har tidligere været afprøvet i Nyborg Kommune, men det er nyt, at man arbejder på at få god effekt i flere kommuner samtidig og finde samme model til fremtidige lokale Kultur på Recept-projekter.

"Antallet af danskere med mentale udfordringer stiger. Dermed stiger også behovet for at kunne hjælpe, og derfor har vi i de ni kommuner i Kulturregion Fyn valgt at arbejde sammen for at finde en fælles fynsk model for Kultur på Recept på tværs af kommunerne og på tværs af kultur- og sundhedssektoren i kommunerne. Vi afprøver det i flere kommuner på én og samme tid for at finde den bedste måde at tilbyde et sundhedsfremmende kulturforløb på. Kunst, kultur og natur kan noget helt særligt for vores mentale velvære, og det får vi nu prøvet af i en stor fælles fynsk målestok," siger formand for den politiske styregruppe i Kulturregion Fyn, Anne Møllegaard Mortensen, som også er formand for Kultur- og Lokalsamfundsudvalget i Faaborg Midtfyn Kommune.

Effekten af Kultur på Recept er velbeskrevet i en evalueringsrapport fra Sundhedsstyrelsen, som blandt andet omfatter projektet i Nyborg Kommune, og i en rapport fra verdenssundhedsorganisationen WHO. Rapporterne viser, at kunst- og kulturforløb kan forbedre livskvaliteten for somatisk og psykisk syge borgere.

Det sker efter mesterlærerprincippet

I denne første runde af det fælles fynske projekt tilbydes Kultur på Recept til deltagere i alderen 31 til 65 år. I næste runde kommer de resterende kommuner i Kulturregion Fyn på Kultur på Recept-landkortet og tilbyder Kultur på Recept til unge borgere.

For kulturinstitutionerne på Fyn vil det ofte være nyt at arbejde med deres kulturtilbud på denne måde. Derfor får de en håndsrækning fra otte mentorer, som Kulturregion Fyn har udpeget, og som har erfaring med målgruppen. 

Efter mesterlærerprincippet starter de lokale formidlere og undervisere, som står for de lokale tilbud, med at kigge deres mentor over skulderen. Dernæst står de selv for tilbuddet.

"Jeg ved, at de sammen vil kunne skabe nogle rigtig gode tilbud til mennesker, som kan få gavn og glæde af Kultur på Recept. Hensigten med forløbene er, at deltagerne får åbnet op for nye perspektiver og tilgange til tilværelsen og livet, som kan styrke deres trivsel og selvværdsfølelse. Så det er en meget vigtig opgave," siger projektleder Mathilde Kihl Kellermann.

Projektet med Fynsk Kultur på Recept kommer til at løbe over de næste to år.

Fakta: Hvornår startede tilbuddet i de fire kommuner?

• Kerteminde Kommune: den 7. marts 2022.
• Odense Kommune: den 15. marts 2022.
• Faaborg Midtfyn Kommune: den 21. marts 2022.
• Ærø Kommune: den 21. marts 2022. 

Læs mere på www.fynskkulturpårecept.dk

Det faglige input er sakset af administrationen

Det er næppe gået nogens næse forbi, at en større proces omkring udflytning af uddannelser er i fuld gang. I marts 2022 blev Regeringen sammen med Venstre, SF, Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne enige om, hvordan udflytningsaftalen fra juni 2021 i praksis skal implementeres frem mod 2030.

Den overordnede ambition med aftalen er at sikre gode uddannelsesmuligheder i hele landet - også i de kommende år, hvor faldende ungdomsårgange vil betyde lavere rekrutteringsgrundlag.

Uddannelsespladserne i de fire største byer bliver frem mod 2030 reduceret med i alt 6,4 % svarende til ca. 4.350 uddannelsespladser. Cirka 2.400 af disse pladser bliver udflyttet, mens resten nedskaleres. Hvis alle institutionernes indmeldte planer frem mod 2030 bliver implementeret, vil det derudover betyde, at yderligere op mod 2.000 nye uddannelsespladser etableres uden for de fire største byer.

Flere uddannelser i folkesundhedsvidenskab bliver potentielt berørt. Aalborg Universitets udspil er at flytte kandidatuddannelsen fra Aalborg til Hjørring, og Syddansk Universitet arbejder for at udbyde både bachelor- og kandidatuddannelsen i Slagelse. Begge dele er dog for nuværende blot uddannelsesinstitutionernes ambitioner, som de har tilkendegivet, at de vil undersøge nærmere. Udflytningerne skal derfor igennem den formelle ansøgningsproces, hvis de skal realiseres.

Det bliver spændende at følge processen, og hvad den får af betydning for landets samlede uddannelse af folkesundhedskandidater i fremtiden.
 
Læs mere her:
https://ufm.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2022/bredt-flertal-enige-om-udmontning-af-udflytningsaftale-om-videregaende-uddannelser

https://ufm.dk/uddannelse/indsatsomrader/bedre-muligheder-for-uddannelse-i-hele-danmark/landsdaekkende-faktaark.pdf

Det faglige input er skrevet af Maja Bertram. Maja er studieleder på fysioterapeutuddannelsen på UC SYD. Desuden har Maja i mange år været aktiv i DSFFs Folkesundhedsdagsudvalg og bestyrelsen  både som menigt medlem, formand og i øjeblikket som kasserer.

Planning for health equity in the crossfire between science and policy

Finn Diderichsen1 , Margaret Whitehead2 & Göran Dahlgren2

1University of Copenhagen, Denmark, and 2University of Liverpool, UK

Abstract
The persistence of health inequalities means that many public health professionals face an ongoing task to develop and update policies to tackle them. However, although the inequalities might be unchanged, the political priorities in the many policy areas involved are changing and the ambition to reduce the health divide is constantly facing strong forces pushing in the opposite direction. Recent proposals to re-think health inequalities need to be treated with caution because they are disconnected from what is needed for policy-making in this area. From our experience of 35 years in developing strategies to tackle health inequalities, we still see many entry points with space for local and national improvements, but it is crucial to
ask the right questions. The aim of this Commentary is to present a new framework of eight questions that might provide a helpful structure for the necessary dialogue between researchers and policy-makers. Even if answers are not yet available for all of them, we believe that discussing them for a specific population in a specific political context will be fruitful to inform policy on the ground.

Læs hele artiklen her https://journals.sagepub.com/doi/full/10.1177/14034948221082450 

Kræver at du logger ind med dit DSFF medlemslogin

Finn Diderichsen er professor emeritus, Afdeling for Social Medicin, Københavns Universitet, mangeårigt medlem af DSFF og æresmedlem af FFSV.

En fælles udfordring for landets kommuner er rekruttering af sundhedspersonale til ældreplejen. Udfordringen består blandt andet i, at der er kommet flere ældre samtidig med, at nogle store årgange trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Løsningen er ikke enkel. Udfordringen kræver, at kommunerne anskuer udfordringen fra mange vinkler, og kræver samtidig stor nysgerrig på mange forskellige løsninger.   

Vejen til et ’Toptunet uddannelsesmiljø’

Herning Kommune har gennem en årrække arbejdet med udfordringen omkring rekruttering af sundhedspersonale til ældreplejen. Baggrunden for indsatsen er at sikre, at organiseringen på uddannelsesområdet modsvarer de udfordringer, sundheds- og ældreområdet står overfor. Der er behov for at sikre:

• At Herning Kommune både nu og på længere sigt kan rekruttere og uddanne tilstrækkeligt med dygtige SOSU-hjælpere og –assistenter
• At SOSU-eleverne gennemfører uddannelsen
• En optimeret kvalitet af SOSU-uddannelsen i Herning Kommune, så vi får så dygtige fremtidige medarbejdere som muligt

Vi har valgt at kalde det vejen til et ’Toptunet uddannelsesmiljø’. Indsatsen integrerer mange perspektiver på behov i vejen til et ’Toptunet uddannelsesmiljø’. Metoden er ’nysgerrig inddragelse’ med særlig stor involvering af eleverne i og på vej ind i uddannelsen som social- og sundhedsmedarbejder.
 
Processen mod konceptudarbejdelsen har otte overordnede mål:

• Hvad har andre gjort (Indsamling af empiri – blandt andet analyse af frafaldsanalyser, praksisoplæg fra andre kommuner, oplæg og skriv fra Kommunernes Landsforening, Klyngestrategien om fastholdelse og rekruttering på social- og sundhedsområdet etc.)  
• Hvem skal involveres (Udarbejdelse af en klassisk interessentanalyse for indsatsen)
• Hvad mener de involverede, at der skal til (Kvalitative fokusgruppeinterviews med nuværende og kommende elever på social- og sundhedsuddannelsen, lederinterviews, FOA-interviews etc.)
• Hvilken forandring skal til (Forandringsteoriudarbejdelse med udvalgte nøglepersoner)
• Hvordan skal indsatsen ledes (Visionsudarbejdelse af ledergruppen i hjemmeplejen plejecenterledelsen)

Konceptudarbejdelse på baggrund af forudgående proces

Konceptet ’Toptunet uddannelsesmiljø’ er to initiativer bestående af;

1. Kulturguide med principper for et godt lærings- og uddannelsesmiljø
2. Standard for praktik og vejledning

Kulturguiden indeholder fem principper for, hvordan der skabes et bedre læringsmiljø for eleverne:

• Hvis du vil, har vi plads til dig (Første princip)
• Her udvikles gode historier sammen med dig (Andet princip)
• Her former du dit arbejdsliv med os (Tredje princip)
• Her er din læring i fokus (fjerde princip)
• Her er det spændende at være elev (femte princip)

Principperne er et udtryk for, hvordan eleverne skal opleve vores praktiksteder i kommunen. Det er samtidig principper med idéer til, hvordan personalet kan arbejde med forbedringer i praksis. Der arbejdes med principperne på hvert enkelt plejecenter og hjemmeplejedistrikt, så de lokale idéer og muligheder inddrages.

Standarden tager udgangspunkt i, hvad der konkret skal gøres for, at praktikstrukturen og vejledningen støtter op om et toptunet uddannelsesmiljø. Standarden indeholder:

• Personstruktur: Uddannelsesansvarlig, elevkoordinator, praktikvejledere, kollegaer, læringsgrupper.
• Materialeredskaber til understøttelse af standarden: Velkomstbrev, intro med elevkoordinator, forventningssamtale, midtvejsevaluering, slutevaluering, bekymrings- og fraværssamtale, prøvetidsskema.

Derudover er det beskrevet, hvor ofte noget skal gøres, og hvor meget tid, der skal afsættes.

Standarden implementeres med leder, uddannelsesansvarlig, elevkoordinator og praktikvejledere på hvert enkelt plejecenter og hjemmeplejedistrikt.

Udover ovenstående indsats med at uddanne og fastholde dygtige social- og sundhedsmedarbejdere, har vi følgende initiativer i gang for at imødekomme udfordringen omkring rekrutteringen til ældreplejen:

• Rekruttering af udenlandsk arbejdskraft
• Rekruttering af seniorer
• Rekruttering af brancheskiftere

For yderligere information kontakt venligst:
Louise Theilgaard Nikolajsen, kandidat i folkesundhedsvidenskab
Sundhedskonsulent i Herning Kommune.

Mailadresse: louisetheilgaard@herning.dk

Tlf: 42441612

Det faglige input er formidlet af Anna Mygind Rasmussen. Anna er kandidat i folkesundhedsvidenskab, ph.d. og ansat som seniorforsker i Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Univeristet. Anna er desuden medlem af DSFFs bestyrelse.

Som mange har bemærket, blev Den Nationale Sundhedsprofil ”Hvordan har du det?” lanceret i onsdags; det er den største befolkningsundersøgelse i Danmark med godt 180.000 deltagere, der har svaret på spørgsmål om deres sundhed, sygdom og trivsel. Sundhedsprofilen er blevet udført hvert fjerde år siden 2010 af landets fem regioner, Statens Institut for Folkesundhed og Sundhedsstyrelsen. Resultaterne viser desværre, at det overordnet set er gået ned af bakke med danskernes sundhed, og at der er stor social ulighed i sundhed. Se mere her: https://www.sdu.dk/da/sif/ugens_tal/10_2022

I sundhedsprofilen indgår bl.a. data fra Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen (SUSY), en national repræsentativ undersøgelse, som Statens Institut for Folkesundhed har gennemført siden 1987. Se mere her: https://www.sdu.dk/da/sif/forskning/projekter/sundheds_og_sygelighedsundersoegelserne

Der er imidlertid grupper i befolkningen, som vi ikke når med undersøgelser som SUSY, såsom socialt udsatte mennesker. De lever ofte et kaotisk liv, eventuelt på gaden og måske uden adgang deres e-boks. Rådet for Socialt Udsatte og Statens Institut for Folkesundhed udfører derfor en separat sundhedsprofil for socialt udsatte mennesker, kaldet SUSY UDSAT. Der udføres en ny SUSY UDSAT i 2022, og det er den fjerde af sin slags. Dataindsamlingen er baseret på en opsøgende tilgang; spørgeskemaerne uddeles på herberger, væresteder, natcafeer, botilbud og andre sociale tilbud, hvor socialt udsatte mennesker har deres daglige gang. SUSY UDSAT undersøger sundhed, sygelighed og trivsel blandt socialt udsatte mennesker, og sammenligner med sundhedstilstanden blandt den generelle befolkning baseret på data fra SUSY. SUSY UDSAT har været gennemført hvert femte år siden 2007. Resultaterne af SUSY UDSAT 2022 publiceres i marts 2023.

Se mere her: https://www.sdu.dk/da/sif/forskning/projekter/susy_udsat

Det faglige input er leveret af Nanna Gram Ahlmark, seniorforsker ved Statens Institut for Folkesundhed, SDU. Nanna er medlem af DSFFs Folkesundhedsdagsudvalg.

Social ulighed i sundhed er den systematiske ulighed i forekomst og konsekvenser af sygdom mellem socioøkonomiske grupper. Sundhed påvirkes gennem hele (hverdags)livet – der, hvor folk bor, arbejder og lever. Derfor er det ikke kun sundhedssektoren, der kan bidrage til at fremme social lighed i sundhed, men det kan ske på tværs af hele samfundet. I bestræbelserne på at skabe større lighed i sundhed fordrer det, at der arbejdes med et gradientperspektiv rettet mod den systematiske ulighed i hele befolkningen og et sårbarhedsperspektiv rettet mod udsatte grupper. Det betyder, at der er behov for både strukturelle og individuelle indsatser, og at der skal anlægges en massestrategi såvel som en højrisikostrategi. Social lighed i sundhed er en grundlæggende værdi i Danmark, hvilket også bør afspejle sig i organisering af sundhedsvæsenet. Regeringen har som politisk mål at bekæmpe ulighed i sundhed, men det er uklart om, eller hvordan den kommende sundhedsreform skal bidrage, herunder hvilke strukturelle indsatser der indtænkes. Dertil er det uvist, om og hvordan sundhedsfremme og forebyggelse indgår i porteføljen i de kommende sundhedsklynger og udviklingen af det nære sundhedsvæsen.

Dansk Selskab for Folkesundhed har fokus på reformering af folkesundhedsområdet og har som mål at arbejde for en bedre folkesundhed. Vi påvirker beslutningsprocesser ved blandt andet at deltage i relevante netværk, give høringssvar, involvere vores medlemmer aktivt, ytre os i kronikker og debatindlæg og ved at arbejde fokuseret med temaer af betydning for folkesundheden. Som led i denne strategi blev der på Folkesundhedsdage 2021 afholdt en workshop, hvor konferencedeltagerne gennem en konsensusøvelse gav forslag til strategier, metoder og indsatser, der kan mindske social ulighed i sundhed på strukturelt og organisatorisk niveau. Disse forslag har resulteret i nærværende opsamling. Den er baseret på input fra 242 deltagere på Folkesundhedsdage 2021, som var inddelt i 29 grupper med ca. 8 personer i hver gruppe. Ved hvert bord sad en bordfacilitator, der havde til opgave at facilitere workshoppen og nedskrive gruppens forslag. Forslagene er efterfølgende blev transskriberet, systematiseret og tematiseret til 7 områder, som beskrives i det nedenstående efterfulgt af forfatternes perspektiver.  

Tidlig indsats

Den sociale ulighed i sundhed starter tidligt, og mange forslag retter sig mod børn og unge både generelt og håndholdt, og især familien som indsatsområde fremhæves. Fokus for forslagene er tiltag, der afhjælper overvægt, forbedrer forældrekundskaber, fremmer fysisk aktivitet, og som aktivt inddrager hele familien. En proaktiv indsats til sårbare og udsatte familier kan omfatte hjælp til generel støtte i hverdagen og til at navigere i sundhedsvæsenet og mellem andre myndigheder. Vigtigheden af en sundhedspædagogisk tilgang nævnes, hvor fokus er på normer og værdier fx ’hvordan tales der om mad i familien’ og ’hvad fylder i familien’. Flere forslag adresserer behovet for helhedsorienterede indsatser målrettet unge, som ikke er i uddannelse eller i arbejde. Dertil er der behov for strukturelle indsatser, der sigter mod at opkvalificere pædagoger og skolelærere inden for børn og ungetrivsel - særligt børn med dårlig mental sundhed samt de sårbare og etniske minoritetsbørn. Der ønskes desuden evidensbaserede tiltag, som rummer et fokus på at arbejde med normer og værdier i skoleklassen såvel som i forældreskabet. Sundhedsplejen, dagtilbud og skolen fremhæves som oplagte arenaer for indsatser, og der foreslås gratis tilbud om skolemad og fysisk aktivitet i forlængelse af skoledagen, mere elevinddragelse samt sundhed og trivsel som fag på skoleskemaet.

Lokale indsatser

I bestræbelserne på at håndtere social ulighed i sundhed lokalt blev bl.a. nævnt ulighed i fysisk aktivitet og her særligt de ulige vilkår i by/land, i forskellige boligområder og i forskellige kommuner. Der blev peget på, at fremtidig planlægning af de lokale fysiske rum skulle inddrage dem, der normalt ikke har en stemme – fx hjemløse, etniske minoritetsgrupper eller særlige grupper af gående eller cyklende. Der blev givet en række eksempler på projekter, der er lykkedes med at gå på tværs af sektorer og forvaltninger (Island, Havndal, Herning, Kalundborg mv). Også boligsociale helhedsplaner i særligt udsatte boligområder blev fremhævet som værende med til at adressere og muligvis mindske ulighed i sundhed. Lokale udfordringer med manglende samarbejde mellem forvaltningsområder blev italesat som en barriere for gode lokale løsninger.

Strukturelt fokus på sundhedsfremme og forebyggelse

Strukturelle tiltag på forebyggelses- og sundhedsfremmeområdet fremhæves som særligt vigtigt for at reducere social ulighed i sundhed. Forslagene omfatter både tiltag, der vedrører organisering af folkesundhedsarbejdet og på lovgivningsområdet. Inden for organisering nævnes behovet for strukturelle tiltag, der kan sikre bedre adgang til sundhedstilbud fx digitale forebyggelsesløsninger samt reduktion af egenbetaling på forebyggelsesydelser som tandlæge. Det foreslås, at fx kommuner arbejder ud fra en syndemisk tilgang, hvor der på samme tid arbejdes med flere sygdomme (eller sundhedsmæssige problemer), som eksisterer på samme tid i en bestemt befolkningsgruppe. Der peges på styrkelse af empowerment i lokalområder ved at involvere civilsamfund, erhvervsliv, sundhedsvæsen, borgere og forvaltninger på tværs for at skabe forandringer i det fysiske og sociale miljø. Dette vil kunne medvirke til at afhjælpe og modvirke sårbarhed og udsathed. På lovgivningsområdet påpeges behovet for regulering af salt, sukker og fedt i fødevarer samt afgifter og håndhævning af aldersgrænser på alkohol. Dertil anbefales det, at der udarbejdes en national politik mod social ulighed i sundhed.

Datadrevet arbejde

Det forslås, at kommuner og alle andre aktører i højere grad skal arbejde datadrevet. Indsamling af data kan hjælpe med at skabe overblik over problemernes omfang og fordeling i befolkningsgrupper, og hvad der virker for at reducere social ulighed i sundhed. Det blev flere steder nævnt, at screeninginstrumenter til at identificere sårbare borgere er vigtige, så en tidlig indsats kan sættes ind. Det kræver, at data skal samles, deles og formidles på en forståelig måde – også til det politiske niveau. Datadrevet viden kan ligeledes hjælpe til fælles udvikling af nye løsninger. Endelig blev det nævnt, at det skal være lettere at udveksle data på tværs af forvaltningsområder, når det er til borgerens fordel og ønske.

Tværsektoriel og tværfaglig tilgang

Flere forslag opfordrer til et opgør med silostruktur og –tankegang. Derimod skal man i højere grad arbejde tværsektorielt og tværfagligt. For at modarbejde den social ulighed kræver det inddragelse af borgere, civilsamfund, erhvervsliv, sundhedsvæsen, og at forvaltninger arbejder på tværs. Mange af de samarbejder på tværs af forvaltninger eller sektorer, der fungerer godt, er i høj grad båret af personlige relationer, som jo ikke nødvendigvis varer ved (pga. jobskifte, pension og lign.), så strukturen for samarbejde er ikke robust. I Danmark mangler der således en national incitamentsstruktur, der belønner en systemisk, tværsektoriel tilgang og vidensdeling/kommunikation på tværs af region/kommune og internt i kommuner. For at lykkes på området kræves fleksibilitet, integreret samarbejde internt i organisationen og på tværs med fokus på borgerens behov med lydhørlighed og åbenhed. Endelig blev det foreslået, at styrelser i langt højere grad kommer med fælles udspil inden for et givent folkesundhedsområde.

Kommunikation og sundhedskompetence

Flere forslag har fokus på det øgede antal kommunikationsformer, der er tilgængelige i både samarbejdet mellem borgere og professionelle, imellem professionelle og i det hele taget i det institutionelle og offentlige rum. Det blev fremhævet, at der til stadighed bliver flere og flere valgmuligheder, særligt inden for de digitale løsninger. Den aktuelle tid med corona-restriktioner har været stærkt medvirkende til, at en stor del af befolkningen i dag er i stand til at håndtere digitale kommunikationsmuligheder både som en del af sundhedsfremme, forebyggelse og behandling og i den generelle kommunikation med professionelle. Der ses et kæmpe uudnyttet potentiale i de mange kommunikationsformer, hvor bl.a. de digitale kan være med til at skabe dialog med borgere, der normalt udebliver. Ligeledes kan de digitale løsninger bidrage til at skabe et bedre tværsektorielt samarbejde med mere sammenhæng for borgerne gennem datadeling, fælles møder mellem professionelle og borger samt borger og pårørende. Samtidig blev det også fremhævet, at der skal være en særlig opmærksomhed på, at kommunikationsformerne også kan øge uligheden. Her gælder det for det digitale felt, at tilgængelighed og støtte er afgørende. Sundhedskompetence blev nævnt som helt centralt, både den personlige kompetence til at forstå og navigere i sundhedsbudskaber, og den organisatoriske sundhedskompetence, som refererer til organisationers evne til at gøre deres kommunikation (og andre ressourcer) tilgængelig for borgerne.

Sårbarhed

En del forslag omfatter sårbare grupper som personer med psykisk sygdom eller mange samtidige sygdomme (multisyge), kortuddannede, personer med minoritetsbaggrund (indvandrere og flygtningene) og hjemløse. Der foreslås differentierede indsatser som fx gratis tandpleje, proaktiv kontakt, opsporing og sundhedssamtaler, bedre koordination af sundhedsforløb og psykiatri med kulturel forståelse. Dertil nævnes et fokus på bedre rammer i socialt udsatte boligområder og mobilisering af lokalsamfund. Det fremhæves, at indsatser skal være opsøgende, håndholdte, fremskudte og sikre bedre opfølgning på tværs af sektorer. For at kunne lykkes, skal der iværksættes støtte i form af fx en ’sundhedsnavigatør’, ’sundhedsmentor’, ’patientansvarlig læge’, ’familiesagfører’, ’vejleder’ og ’gatekeeper’, som hjælper med kontakt til væsener og myndigheder.

Forfatternes perspektiver

Sundhed – også uden for sundhedsvæsenet

Folkesundhedsdagenes forslag peger på, at der er behov for at integrere sundhedsindsatser i områder uden for det traditionelle sundhedsfelt såsom ældrepleje, beskæftigelsesindsats, daginstitutioner og skoler. Det nævnes som en udfordring, hvordan professionelle opdager og får fat i borgere med størst behov, og hvordan vi får omsat og integreret viden om social ulighed i praksis. Forslagene omfatter inddragelse og information, men mange borgere er udfordret på dette område, da det kræver god sundhedskompetence at forstå og kommunikere med professionelle og forholde sig kritisk til den store informationsmængde. Det er potentielt ulighedsskabende. Den digitale kommunikation, som er i rivende udvikling, har gjort det nemmere for et stort antal borgere, men har også hægtet nogle borgere af. På policy niveauet kan det være en folkesundhedslov, en national politik mod ulighed i sundhed og inspiration fra FN’s Verdensmål, som sætter retning for folkesundhedsarbejdet.  

Samarbejde på tværs

De kommende sundhedsklynger er et formaliseret forsøg på at styrke samarbejdet på tværs, så det ikke fortrinsvis er ad hoc og hviler på enkeltpersoners kendskab til hinanden. Formelle forpligtelser til at samarbejde medfører ikke nødvendigvis samarbejde i praksis. Samarbejder er afhængige af fx kultur, incitamenter, ledelse og ressourcer. Der kan være behov for en central incitamentsstruktur, der belønner en systematisk, tværsektoriel tilgang, vidensdeling og kommunikation og et behov for afprøvning og evaluering af forskellige modeller for samarbejde. Borgerne kan opleve, at deres forløb ikke hænger sammen, eller at deres komplekse problemstilling ikke i tilstrækkelig grad tages alvorligt og adresseres, bl.a. fordi det forudsætter et samarbejde mellem forskellige sektorer eller forvaltninger og inddragelse af borgerne. En del af det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde for social lighed i sundhed forudsætter samarbejde mellem forskellige forvaltninger og sektorer og i mange tilfælde med frivillige organisationer, og det uanset om det er indsatser rettet mod individer og grupper eller strukturelle og organisatoriske tiltag. Behovet blev allerede fremhævet i Ottawa-charteret tilbage i 1986, men er et fokusområde, der endnu ikke er løst.

Fra erfaringer til evidens

Der nævnes forskellige modeller i forslagene, og sprogbrugen på sundhedsfremme og forebyggelsesområdet afspejler, at flere ’navngivne’ lokale modeller er udgangspunkt for indsatser inspireret af en bestemt model. Der kan være behov for mere viden om de enkelte modellers virkningsmekanisme og succes og en sammenstilling af sammenlignede modeller, så der eventuelt kan udvikles en generisk model, før en model mere eller mindre tro mod det oprindelige koncept og måske uden en ordentlig evaluering ukritisk kopieres. Sund By-netværket driver en database Sunde Borgere med eksempler på kommunale projekter, modeller og praksis, hvor netop tværgående analyser af sammenlignelige indsatser kunne føre til en beskrivelse af, hvad der virker for hvem under hvilke omstændigheder, og hvilke barrierer/utilsigtede negative konsekvenser man skal være opmærksom på. Et forslag kan være at styrke erfaringsopsamling fra de mange lokale aktiviteter, således at projekterne ikke forbliver lokale i sin egenart, men de mest aktive komponenter identificeres og samles som den generiske læring. 

Viden om effekt kræver dokumentation

Der har været udmeldinger fra statsministeren om, at der skal færre registreringer i ældreplejen. Det er nødvendigt at skelne mellem registreringer, som ikke bidrager til ny viden hverken fagligt eller organisatorisk, og registreringer som kan være helt nødvendige for at drive faglig udvikling og kvalitetssikring. Det som nogle kalder datadrevet praksis. En af udfordringerne for det kommunale sundhedsfremme- og forebyggelsesarbejde er, at der ikke er pligt til at registrere, hvorfor kvalitetssikring er vanskelig samtidig med, at vi ikke får nok viden om, hvad der sker i de enkelte kommuner, og hvilken virkning det har.

Prioritering af det strukturelle folkesundhedsarbejde

Prioritering af det strukturelle niveau i folkesundhedsarbejdet stemmer ikke helt overens med praksis og centrale udmeldinger. Sundhedsprofilerne beskriver befolkningens sundhedstilstand og sundhedsadfærd med vægt på individet. Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakker er en støtte til kommunernes forebyggende arbejde, men pakkerne beskæftiger sig fortrinsvis med afgrænsede risikofaktorer, herunder de såkaldte KRAM faktorer eller det sundhedsfremmende dobbelte KRAM. Vidensrådet for Forebyggelse udgiver rapporter, som dykker ned i den eksisterende viden på et givet område og kan understøtte arbejdet med forebyggelse via et stærkere fokus på det strukturelle.

Afslutningsvis skal det understreges, at et stærkere fokus på og prioritering af det strukturelle og organisatoriske folkesundhedsarbejde kalder på centralt udarbejdede vejledninger, videndeling og guidelines, som kan inspirere og støtte folkesundhedsarbejdet rettet mod at skabe mere sociale lighed i sundhed. Og skal vi helt i mål, skal den strukturelle komponent også indtænkes i kommende sundhedsinitiativer og reformer. Man kan håbe på, at både den individuelle og strukturelle sundhedsfremme og forebyggelse kan få en mere fremtrædende plads i og udenfor sundhedsvæsenet. 

Fagligt input leveret af:

Dansk Selskab for Folkesundhed v/ Nana Folmann Hempler (bestyrelsesformand), Signe Smith Jervelund (formand for forskningsudvalget), Kirsten Vinther-Jensen (formand for folkesundhedsdagsudvalget), Helle Terkildsen Maindal (formand-elect), Pernille Dam Naumann (næstformand).

I januar lancerede Steno Diabetes Centrene en ny sæson af den fælles podcast Diabetesforskerne, der giver indblik i den nyeste forskning og viden om diabetes. I et af de nyeste afsnit fortæller postdoc Vibeke Stenov om forskning i understøttelse af diabetes-stress, som mere end hver tredje person med type 1 diabetes oplever. Derfor har hun sammen med sin kollegaer udviklet en værktøjskasse med dialogredskaber, der kan hjælpe mennesker med type 1-diabetes med at tackle deres bekymringer og dermed øge deres livskvalitet.

Podcastserien omhandler forskning, men er målrettet alle der interesser sig for diabetes. Den kommende sæson kommer til at bestå af 12 episoder, som udkommer løbende i starten af 2022.
De første afsnit er tilgængelige allerede nu, og herefter udkommer der et nyt afsnit hver onsdag.  

Læs mere her, eller find podcasten online på Steno Diabetes Center Nordjyllands hjemmeside. 

Det faglige input er leveret af Kasper Olesen. Kasper er kandidat i sociologi, ph.d.
Ansat som forsker hos Steno Diabetes Center Copenhagen.
Desuden er Kasper medlem af DSFFs forskningsudvalg.

Danmark mangler arbejdskraft og borgere med handicap er klar til at arbejde
Ifølge Danske Handicaporganisationer er 49.000 borgere med handicap klar til at tage et arbejde indenfor 14 dage og flere er sikkert klar til arbejde hvis de bliver hjulpet ind i på arbejdsmarkedet med en målrettet indsats.

En undersøgelse foretaget af VIVE i 2016 påpeger at tilknytningen til arbejdsmarkedet er vigtig for borgere med handicap ift. til at forbedre levestandard, højne livskvalitet og livsudfoldelse. På samfundsplan er en høj arbejdsmarkedsdeltagelse en del af velfærdssamfundets økonomiske grundlag og i lyset af de aktuelle problemer med arbejdsudbuddet er der god musik i at fjerne barrierer der hindrer arbejdsvillige borgere med handicap i at komme ind på arbejdsmarkedet.

Personer med handicap har en langt svagere tilknytning til arbejdsmarkedet end personer uden handicap, uanset om der ses på beskæftigelsesfrekvens, ansættelsesforhold eller antallet af arbejdede timer, viser VIVEs undersøgelse.
 
Ny vidensplatform hjælper borgere, kommuner og virksomheder med at fjerne barrierer for beskæftigelse
Socialstyrelsen har lanceret en vidensplatform, der samler tilgængelig viden formidlet til hhv. virksomheder, kommuner og borgere med handicap om:

• Specifikke funktionelle vanskeligheder og råd til, hvordan de kan imødekommes på arbejdspladsen.  
• Indsatser og redskaber, der kan hjælpe personer med forskellige funktionelle vanskeligheder med at komme i hel eller delvis beskæftigelse.
• Muligheder og potentialer ved beskæftigelse af personer med handicap, der i film visualiseres ved beretninger fra personer med forskellige funktionelle vanskeligheder og deres arbejdsledere. 
• Teknologier, der kan støtte håndteringen af forskellige funktionelle vanskeligheder i forbindelse med arbejdsopgaver og arbejdsfællesskaber.  
• Det økonomiske potentiale for kommunerne ved investering i virksomme indsatser.

Indsatserne er praksiseksempler på tiltag og målgruppespecifikke indsatser, som præsenteres som inspiration for kommunerne i deres arbejde med at fremme beskæftigelsen for mennesker med handicap.

Vidensplatformen er blevet til i et samarbejde mellem Socialstyrelsen, VIVE og Implement

Kilder:
Socialstyrelsen: Vidensplatform om handicap og beskæftigelse
Danske Handicaporganisationer: Danmark mangler arbejdskraft, imens 49.000 med handicap er klar til et job

VIVE rapport: Personer med handicap. Hverdagsliv og levevilkår 2016.

Det faglige input er formidlet af Pernille Naumann, funktionsleder ved Job-, Aktivitets- og Kompetencecentret, Gentofte Kommune. Pernille er endvidere næstformand i DSFF.

Gennem det seneste år har mere end 200 mennesker deltaget i udarbejdelsen af en nye hvidbog om rehabilitering. Det er der kommet en ny fælles definition ud af. En ny definition, der bakkes op af relevante brugerorganisationer, styrelser og myndigheder på området.
 
Ny fælles definition
Indtil nu har styrelser og myndigheder i Danmark refereret til to forskellige rehabiliteringsdefinitioner. Eksempelvis har Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsen ikke refereret til samme definition.
Med den nye hvidbog er brugerorganisationer, styrelser og myndigheder enige om en fælles definition der lyder sådan:
Rehabilitering er målrettet personer, som oplever eller er i risiko for at opleve begrænsninger i deres fysiske, psykiske, kognitive og/eller sociale funktionsevne og dermed i hverdagslivet. Formålet med rehabilitering er et meningsfuldt liv med bedst mulig aktivitet og deltagelse, mestring og livskvalitet. Rehabilitering er en samarbejdsproces mellem en person, pårørende, professionelle og andre relevante parter. Rehabiliteringsindsatser er målrettede, sammenhængende og vidensbaserede med udgangspunkt i personens perspektiver og hele livssituation. 

Rehabilitering – en af fem sundhedsindsatser
Rehabilitering er af verdenssundhedsorganisationen (WHO) defineret som en af fem sundhedsindsatser. De øvrige er sundhedsfremme, forebyggelse, behandling og palliation.
Rehabilitering tænkes i det daglige arbejde tæt samme med de øvrige sundhedsindsatser, hvor der er fokus på, at sundhed skal ikke kun måles i leveår og sygdom, men også i bedre funktionsevne, mestring og livskvalitet dvs., hvad mennesker er i stand til og har mulighed for i de liv, de lever.
I folkesundhedspraksis i Danmark er der i det daglige arbejde tæt sammenhæng mellem sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering. Forebyggende indsatser har risikoreduktion som kerneområde og rehabiliterende indsatser har funktionsevne som kerneområde, men begge dele har et sundhedsfremmende sigte.
I rehabilitering er der fokus på funktionsevne, aktivitet, deltagelse og mestring, hvor der samtidig tages udgangspunkt i den enkelte med rehabiliteringsbehov og i de omgivelser personen lever i. Det kan være de boligmæssige forhold, familiemæssige forhold eller den erfaring og personlighed den enkelte med rehabiliteringsbehov byder ind med.
Således er rehabilitering en proces, hvor personen i rehabilitering og de fagprofessionelle i samarbejde bliver enige om mål, indhold og konkrete indsatser.
 
Rehabilitering retter sig altså mod såvel alvorlige og langvarige følger af sygdom og symptomer, som mod funktionsevnenedsættelse og mod menneskers hverdagsliv.
 
Hvidbog om rehabilitering beskriver centrale temaer og dilemmaer i rehabilitering og afsluttes med fem anbefalinger:

1. Den enkelte persons behov, håb, ressourcer og hele livssituation skal danne afsæt for al aktivitet i rehabilitering
2. Styrk fokus på personer med særlige behov, herunder sårbare grupper, børn og pårørende
3. Styrk den faglige kvalitet gennem vidensbasering, systematisk dataindsamling og monitorering samt nationale kriterier for rehabiliteringskompetencer
4. Styrk koordinering og sammenhæng på tværs af lovgivning, forvaltningsområder og fagområder
5. Hvidbogens indhold og anbefalinger operationaliseres og monitoreres.

 
Brugerorganisationer, myndigheder og styrelser er enige om disse anbefalinger og som det fremgår af anbefaling 5 skal der igangsættes et arbejde med at implementere hvidbogens indhold og anbefalinger. I løbet af 2022 etableres en tænketank med alle centrale aktører på rehabiliterings­­området, herunder brugerrepræsentanter og repræsentanter fra beskæftigelses-, sundheds-, social- og undervisningsområdet.
 
Hvidbogen har været i høring, og høringssvar er ved at blive bearbejdet, så den endelige hvidbog om rehabilitering lanceres i løbet af foråret 2022. Høringsversionen kan hentes her: https://www.rehabiliteringsforum.dk/siteassets/nyheder/hvidbog-2.0/hvidbog-om-rehabilitering---horingsversion.pdf
 
Hvidbogen bliver lanceret i foråret, ligesom flere konferencer og seminarer om rehabilitering er på tegnebrættet læs mere på https://www.rehabiliteringsforum.dk/
 
Arbejdet med hvidbogen ledes af DEFACTUM, Region Midtjylland i samarbejde med Videnscenter for Rehabilitering og Palliation (REHPA) og er støttet af en bevilling fra VELUX FONDEN.

Det faglige input er formidlet af Thomas Maribo, professor ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet og forskningsleder ved DEFACTUM, Region Midtjylland. Thomas er endvidere medlem af DSFFs forskningsudvalg.

Det er tre vigtige spørgsmål som Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet, Sundhedsfremmeforskning ved Steno Diabetes Center Copenhagen og Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse ved Bispebjerg og Frederiksberg Hospital skal i gang med at finde svar på.

I projektet MOVEOUT undersøges hvilken effekt fem timers udeskole om ugen har på elevers bevægelse, skolemotivation, trivsel og faglige præstation. Og hvilke mekanismer er der på spil når udeskole måske er med til at gøre en forskel – for både læring og sundhed.
 
Udeskole er win-win for uddannelses- og sundhedssektoren
Udeskole er en arbejdsmåde, som nogle lærere i grundskolen anvender. Arbejdsmåden er en betegnelse for faglig undervisning, der regelmæssigt og over længere tid gennemføres uden for skolens bygninger og mure. Udeskole involverer bevægelse, samarbejde, og undersøgelses baserede læreprocesser i skolens nærmiljø og grønne omgivelser. Samfunds- og kulturinstitutioner anvendes også ofte som læringsmiljøer.

I udeskole går målet om bedre sundhed og trivsel for flere, hånd i hånd med skolers kerneopgave om læring og alsidig udvikling. Der er dermed et stærkt samspil, og ”win-win”, mellem uddannelses- og sundhedssektoren.

Udeskole er blevet udbredt i danske skoler de sidste to årtier. I 2019 blev udeskole praktiseret i flere klasser på en femtedel af de almene grundskoler og på en tredjedel af specialskolerne i Danmark. Med genåbningen af skolerne under COVID-19-pandemien fik udeskole øget opmærksomhed, da undervisningen skulle foregå udendørs for at minimere smitterisiko.
 
MOVEOUT: Et forsøg med udeskole – undervisning der bevæger
MOVEOUT vil gennem en klynge randomiseret undersøgelse undersøge effekter af udeskole på 30 skoler med en eller flere klasser på 4. til 9. klassetrin. De 30 skoler bliver via lodtrækning tilfældigt opdelt, således at halvdelen af skolerne bliver udtrukket til at få alle de involverede lærere på et to-dages kursus i udeskole i foråret 2022, samtidig med at den anden halvdel venter og får tilbudt kurset i foråret 2023.

De lærere som kommer på kursus i 2022, siger samtidig ja til at praktisere udeskole fem timer om ugen fordelt på 1-2 gange i det efterfølgende skoleår 2022-2023. De lærere der først skal på kursus i 2023 siger i samme periode ja til at fortsætte deres normale undervisning op til de skal på kursus.
Projektet er støttet med 5,36 mio. kr. af Novo Nordisk Fonden.
 
Du kan læse mere på www.moveoutstudy.dk
For yderligere information kan skriv til:
Mads Bølling, Forsker og projektleder på MOVEOUT
Sundhedsfremmeforskning ved Steno Diabetes Center Copenhagen
E-mail: mads.boelling@regionh.dk

Det faglige input er formidlet af Asser Vittrup Nielsen, ph.d. studerende ved SDU og SDCC. Asser er endvidere medlem af DSFFs Folkesundhedsdagsudvalg.

Evaluering af COVID-19's indvirkning på folkesundheden må nødvendigvis ske løbende. Ingen kender slutdatoen på pandemien. I pandemiens første måneder var tal for smittede og coronarelaterede indlæggelser og dødsfald vigtige pejlemærker. Det er de stadig, men et par år inde i den globale sundhedskrise, kan der trækkes på en bredere vifte af data, når man skal vurdere, hvordan pandemien har påvirket folkesundheden i forskellige lande.

Der er fornylig kommet to studier, der undersøger, hvordan COVID-19 har påvirket den samlede dødelighed - opgjort som middellevetid og tabte leveår - i henholdsvis 29 og 37 lande (1, 2). Danmark er med i begge, og lad det være sagt med det samme: vi ligger i den gode ende.

Derfor er det relevant at se på den samlede dødelighed

Når det er relevant at se på den samlede dødelighed, skyldes det, at COVID-19 både har en direkte og en indirekte effekt på dødeligheden. Ud over de coronarelaterede dødsfald kan der være dødsfald, der skyldes, at sundhedsvæsnet har aflyst eller udskudt andre behandlinger, eller at borgere har undladt at søge læge med alvorlige sygdomme som kræft og hjertekar-sygdomme. Nedlukning af samfundet kan også have ført til færre dødsfald som følge af ulykker, influenza osv.

Det er alle disse kendte og ukendt effekter af COVID-19, man antager afspejler sig i udviklingen i den samlede dødelighed. Eftersom der generelt sker et fald i dødeligheden år for år – omend af varierende omfang fra land til land – vil en markant forøgelse af dødeligheden kunne tolkes som et udtryk for den samlede effekt af COVID-19.

I de to studier har man sammenlignet dødeligheden i 2020 – pandemiens første år – med dødeligheden i henholdsvis 2015-2019 og 2005-2019.

Middellevetid er en komprimeret opgørelse af dødeligheden i en befolkning, hvor dødeligheden i de enkelte aldersgrupper sammenfattes i ét tal ud fra et givet års dødelighedserfaringer. Middellevetid kan meningsfuldt sammenlignes på tværs af lande, fordi forskelle i aldersfordeling elimineres (aldersstandardisering).

Tabt middellevetid i 2020

Hvordan er det så gået? Der var et fald i middellevetid i 2020 for mænd og kvinder i alle de undersøgte lande undtagen New Zealand, Taiwan og Norge, hvor der var en stigning, og i Danmark, Island og Sydkorea, hvor middellevetiden var uændret.

Tolv lande havde et fald i middellevetid på over et år. Det største fald i middellevetid var i Rusland, USA, Bulgarien, Litauen og Polen. Generelt er det overdødelighed blandt personer fyldt 80 år, der har bidraget mest til faldet i middellevetid. USA skiller sig ud som det land, hvor dødsfald blandt mænd under 60 år bidrager mest til faldet i den mandlige befolknings middellevetid.

For mange af de vesteuropæiske lande skal man tilbage til 2. verdenskrig for at finde fald i middellevetiden i samme størrelsesorden, og for de østeuropæiske lande er faldet større end efter østblokkens opløsning (med undtagelse af Ungarn og Litauen).

Tabte leveår i 2020

En anden måde at opgøre forskelle i dødelighed på er tabte leveår. Her beregner man, hvor mange leveår, der er tabt som følge af for tidlig død (sammenholdt med forventet restlevetid).

Jo tidligere et dødsfald indtræffer, jo flere tabte leveår. Her betyder det altså noget, om COVID-19 først og fremmest har øget dødeligheden blandt midaldrende (mange tabte leveår) eller hos de ældste (få tabte leveår).

Tabte leveår i 2020 var højere end forventet i alle 37 lande undtagen Taiwan, New Zealand, Norge, Island, Danmark og Sydkorea.

I de resterende 31 lande gik mere end 222 mio. leveår tabt i 2020, hvilket er 28,1 mio. flere tabte leveår end forventet hos mænd og 10,8 mio. hos kvinder.

De fleste tabte leveår pr. 100.000 indbyggere blev observeret i Bulgarien, Rusland, Litauen, USA, Polen og Ungarn.

Konklusion

Hovedparten af landene i undersøgelserne er høj- og middelindkomstlande, så billedet er mangelfuldt (undersøgelserne omfatter kun lande, hvor der forelå pålidelige og dermed sammenlignelige data).

Ikke desto mindre kan man drage nogle vigtige konklusioner af undersøgelserne. For det første at effekterne af COVID-19 på folkesundheden er store. For det andet at effekterne varierer meget fra land til land.

Danmark er indtil nu sluppet bedre igennem pandemien end de fleste andre høj- og middelindkomstlande, hvis man ser på middellevetid og tabte leveår. Det betyder ikke, at der ikke også i Danmark forestår et større "reparationsarbejde" på sundhedsområdet. Dødelighed er kun én – ganske vist vigtig – brik i det samlede billede, når man skal vurdere, hvordan COVID-19 har påvirket folkesundheden. Befolkningens fysiske og mentale trivsel (ikke mindst hos de unge), ændringer i sundhedsvaner, udviklingen i social ulighed i sundhed og tilliden til de offentlige myndigheder er andre vigtige brikker. Her er vores viden stadig mangelfuld.

Referencer

1. Aburto JM, Schöley J, Kashnitsky I, Zhang L, Rahal C, Missov TI, et al. Quantifying impacts of the COVID-19 pandemic through life-expectancy losses: a population-level study of 29 countries. International Journal of Epidemiology. 2021.

2. Islam N, Jdanov DA, Shkolnikov VM, Khunti K, Kawachi I, White M, et al. Effects of covid-19 pandemic on life expectancy and premature mortality in 2020: time series analysis in 37 countries. BMJ. 2021;375:e066768.

Det faglige input er leveret Finn Breinholt Larsen. Finn er seniorforsker i DEFACTUM, Region Midtjylland, og medlem af Forskningsudvalget hos Dansk Selskab for Folkesundhed.

I foråret 2020 talte den norske sundhedsminister til ungdommen og sagde bl.a.

Det forår du fylder 14 ligger ikke i ro og venter på, at du skal komme. Det er ikke muligt at vende tilbage til den sommer, du var 17. Studentertiden kan ikke sættes på repeat.

Unge lever i høj grad i nuet og hver dag er en ny oplevelse og erkendelse. Det er måske en væsentlig grund til, at unge er i særlig risiko for dårlig mental sundhed, når tiden sættes i stå og livet i parentes. Hvilket netop var tilfældet under coronapandemien, hvor børn og unge blev udelukket fra skole og uddannelsesinstitutioner, fritidstilbud og fysisk kontakt med venner. De måtte i stor udstrækning tilfredsstille deres faglige og sociale udvikling og samvær via en skærm og inden for familiens rammer - hvis overhovedet.

En dansk rapport ’Sammen - hver for. Hvordan tackler unge coronakrisen?’  baseret på en undersøgelse af mental sundhed blandt unge i en kortere periode i 2020 bekræfter, at de unge oftere oplevede symptomer på dårlig mental sundhed som irritabilitet, ensomhed og isolation, og at især pigerne følte sig kede af det eller stressede.

På Folkesundhedsdage 2021 indledte enhedschef Niels Sandø, Sundhedsstyrelsen konferencen med et oplæg om Pandemiens konsekvenser for Sundhedsstyrelsens prioritering af folkesundhed. Mental sundhed, hygiejne, ulighed og samarbejde var de fire områder, Niels havde valgt ud. Den mentale sundhed blandt dele af befolkningen herunder børn og unge er blevet dårligere: mere ensomhed og isolation, mere stress og for en mindre, men sårbar gruppe endog flere med selvskade og tanker om selvmord. Læringen er, at restriktioner og deres konsekvens for mental sundhed skal vies mere opmærksomhed, den mentale sundhedsfremmende indsats skal styrkes, og særlig opmærksomhed rettes mod sårbare grupper.   

I Norge har en kommune taget udfordringen op, og Stavanger Kommune nedsatte i februar 2021 en kommission som fik to opgaver:

• Hvordan kan kommunen sammen med andre aktører bidra til å forhindre ungt utenforskap, og hva kan gjøres for å bidra til at mange flere unge som i dag faller utenfor kommer i et langsiktig løp for utdanning, arbeid eller/og skape større sosiale nettverk?
• Hvordan har unge voksne blitt rammet av koronapandemien, og hvordan kan kommune og lokalsamfunnet ivareta denne aldersgruppen på en best mulig måte i sluttfasen av pandemien og i etterkant av pandemien?

Svaret på det andet spørgsmål er udmøntet i en rapport fra september 2021 ’Unge i Stavanger under pandemien’, og svaret på det første spørgsmål offentliggøres senere.

Unge er særlig hårdt ramt af pandemien. Flere unge har oplevet ensomhed, dårlig mental sundhed og alvorlige psykiske problemer, og fundene er gennemgående og alvorlige. De unge som fremhæves i rapporten, er unge som bor i familien med generelle levekårsudfordringer, og hvor forældrene oplever arbejdsløshed og indtægtstab eller har psykiske problemer og misbrugsproblemer Det er risikofaktorer, som forstærkes, når der ikke er mulighed for støtte og deltagelse i fællesskaber uden for hjemmet. Det kan i nogle tilfælde føre til øget omsorgssvigt og vold.

En anden gruppe unge som er særligt udsat, er seksuelle minoriteter. For disse unge er det at deltage i fællesskaber, hvor man anerkendes og får støtte til at være sig selv af særlig betydning. En mulighed som ikke har været til stede under pandemien. I den forbindelse kan det nævnes, at EUPHA netop har udsendt Statement on sexual and reproductive healt and rights.

Unge med psykiske problemer har også mærket konsekvenserne af nedlukning og restriktioner. Forudsætningen for at børne- og ungdomspsykiatrien og socialforvaltningen kan yde en optimal indsats er, at skolen, sundhedsplejerske, fritidsklubber og organisationslivet kan fungere som de unges sociale sikkerhedsnet og udgøre de arenaer, hvor de unge kan opleve fællesskab, mestring og mening. Den helt nødvendige samskabelse og koordinering har ikke haft gode vilkår under pandemien.

Hjemmeskolen har været en udfordring for de bogligt svage elever. Men også helt generelt da de unge bekymrer sig for, hvilke konsekvenser det faglige læringstab vil få for deres videre uddannelse og jobmuligheder. Elever med svage sociale netværk er også en gruppe unge, der er meget påvirket af manglende muligheder for kontakt, og her fungerer skolen som en vigtig mødeplads for social træning.

De unge er ikke blevet hørt om deres situation under pandemien, og de har ikke været inddraget i beslutninger om regler. Unge har ret til at blive involveret i afgørelser, der påvirker dem, og de kan give input til forebyggende og kompenserende tiltag, der kan bidrage til håndtering af livet både under og efter en pandemi.

Foruden en kortlægning af de unge og deres mentale sundhed peger rapportens også på, at coronapandemien har synliggjort mange eksisterende svagheder ved de kommunale tilbud bl.a. behovet for en helhedstænkning i hele opvækstmiljøet. De enkelte tilbud og indsatser fungerer dårligere, når helheden mangler. Endelig peges på behovet for en samlet oversigt over kommunale og frivillige tilbud.

Kommissionen slutter med nogle anbefalinger:

A. Styrke tjenestetilbud og samarbeid for unge med psykiske plager
B. Styrke lavterskel- og fritidstilbud som skaper fellesskap, mestring og mening
C. Sikre samordning og helhet i tilbud til unge
D. Kompensere for faglig og sosialt læringstap i skolen
E. Styrke innsats for familier med levekårsutfordringer
F. Øke unges medvirken

I foråret 2022 offentliggøres de nye tal fra befolkningsundersøgelser gennemført i de fem regioner og på landsplan i 2021. Det giver kommunerne nye data til brug i det sundhedsfremmende og forebyggende arbejde. De unges mentale sundhed er en del af det store materiale, og med den viden vi allerede har, er det sandsynligt, at man også hos danske unge ser en forværring af den mentale sundhed, og at det som i Stavanger afspejler en social ulighed i sundhed. Det bliver spændende at se og måske ikke mindst at følge, hvordan de centrale myndigheder og kommunerne vil takle udfordringerne.

’Sammen hver for sig’: https://www.sdu.dk/sif/-/media/images/sif/udgivelser/2021/rapport_www_hvordan_tackler.pdf

’Unge i Stavanger under pandemien’:  https://www.stavanger.kommune.no/siteassets/politikk/stavanger-kommune-2131-ungt-utenforskap_web-rapport_a4.pdf

’Statement on sexual and reproductive health and rights’:  https://eupha.org/repository/advocacy/EUPHA%20Statement%20on%20sexual%20and%20reproductive%20health%20rights.pdf

Kirsten Vinther-Jensen, ekstern lektor på Aarhus Universitet og formand for DSFFs Folkesundhedsdagsudvalg, har leveret dette faglige input.

Siden det første smittetilfælde blev registreret i Kina, og WHO erklærede COVID-19 en pandemi (WHO 2020) har vi levet med en indgribende sundhedstrussel og man skal lede længe efter en begivenhed, der har sat så omfattende spor på samfundet og hvis effekter vi næppe er på den anden side af endnu. COVID-19 var og er en trussel for vores folkesundhed grundet den store og hastige smittespredning, og fordi sygdommen i værste fald kan medføre for tidlig død. Coronakrisen har vist, at vi lever i et risikosamfund, hvor vi mennesker er bundet sammen på kryds og tværs af hinanden også globalt. Nye mutationer kan opstå og når virussens fluktuationer sættes i bevægelse, påvirkes både sundhedssystemets kapacitet, grundværdier for sociale omgangsformer med store omvæltninger af arbejde- og familieliv til følge og de politiske virkemidler og råderum. Globale regioner rammes forskelligt og forskudt og rundt om i verden ses, at lande har valgt at tackle disse samfundsomvæltende udfordringer på forskellig måde og ud fra forskellig styringslogik. Forekomsten af en ny pandemi har truet folkesundheden globalt og har haft alvorlige konsekvenser for enkeltpersoner, samfund og international handel og samarbejde, hvilket har stillet højere krav til politiske handlinger, strategier og styring, samt ikke mindst implementering af tiltag til at bekæmpe nye udbrud. Under pandemien har der været tale om politik med fokus på krisestyring, da man ikke havde meget viden at læne sig op ad og et langt stykke hen ad vejen måtte asfaltere mens man kørte. 

Formålet med denne undersøgelse var at kortlægge og diskutere implementeringen af ikke-medicinske folkesundheds- og overvågningspolitikker, samt tiltag, der er gennemført for at bekæmpe spredning af COVID-19 pandemi i Danmark, Serbien og Sverige i de første fem måneder af pandemien (marts til juli) i 2020.

Evidens omkring pandemistyring viser, at hurtige, radikale og evidensbaserede tiltag fra sundhedsmyndighedernes side er afgørende for at afbøde virkningen af ​​pandemien, mindske dødeligheden og beskytte allerede sårbare grupper i samfundet. Hovedelementerne i pandemiplaner er ofte:

1. I pandemiens indledende faser hurtigt at påvise det nye virus og at minimere smitteudbredelse - via risikovurdering gennem opsporing, behandling og isolation af smittede og deres kontakter.
2. At reducere sygelighed og dødelighed ved forebyggende foranstaltninger, herunder brug af vaccination og brug af medicin.
3. At sikre opretholdelse af et fungerende sundhedsvæsen og styrke kapaciteten og service.
4. At sikre kontinuerlig kommunikation mellem beslutningstagere, sundhedsvæsenet og befolkningen.

Da vaccine ikke var tilgængelig før udgangen af 2020, var de første måneder af pandemien i de tre lande præget af ikke-medicinske folkesundhedsinterventioner for at reducere antallet af alvorlige tilfælde indlagt på hospitalerne. De vigtigste ikke- medicinske folkesundhedsinterventioner, er inddæmningsstrategier, der fokuserer på at inddæmme udbruddet ved at minimere risikoen for overførsel fra inficerede til ikke -inficerede personer, herunder foranstaltninger til at opdage tilfælde tidligt, kontraktsporing for at undgå udbrud og afbødningsstrategier med det formål at bremse sygdommens udbrud og mindske indvirkningen på sundhedsvæsenet via social distancering, lockdown af dele af samfundet og personlig og samfundsmæssig hygiejne. Disse to typer strategier anses for at repræsentere et kontinuum og er komplementære med det formål at reducere antal smittede, beskytte borgere og undgå en overbelastning af nationale sundhedssystemer.

Der er forskellige forklaringer på forskelle mellem landene med hensyn til pandemisk reaktion. Her peger litteraturen og denne undersøgelse på, at forskellig grad af velstand, organisering af velfærdsstat og sundhedssystem, samt den kulturelle orientering hos befolkningen og den politiske kultur spiller afgørende ind på, hvilke politiske tiltag, der bliver gennemført og valgt i forbindelse med krisestyring. Eksempelvis er nationale strategier ikke kun betinget af statens dominans og kontrol, men i lige så høj grad af borgernes legitimitet, det vil sige deres overholdelse af de indførte politikker og opbakning hertil. Det betyder, at man kan ikke tale om at "one-size-fits-all", men at politik krisestyring i den grad afhænger af den konkrete kontekst og hvad der er muligt.

Et andet vigtigt parameter i krisestyring er, at pandemiske styringsforanstaltninger skal være smidige og adaptive. De organisatoriske rammer i det pågældendes lands sundhedssystem f.eks.  grad af centralisering eller decentralisering og myndighedernes legitimitet vil påvirke resultaterne af krisestyring og kan ændre sig over en given periode. Det betydet, at krisestyring af en pandemi både kræver fleksibilitet og tilpasning løbende, hvilket også kan ses på tværs af de tre lande.

En tredje forhold som hævdes at være en vigtig faktor i krisestyring, er tillid mellem politikerne og befolkningen og selve styringslegitimiteten. Her viser undersøgelser og tillidsindeks blandt andet, at Danmark og Sverige sammenlignet med andre lande skiller sig ud med høj grad af tillid. Tilliden betyder konkret en høj grad af efterlevelse af myndighedernes anbefalinger omkring afstand, håndvask og test.

Undersøgelsen her viser, at de tre lande valgte helt forskellige foranstaltninger til at bekæmpe smitte af COVID-19. Den danske strategi var fokuseret på at forebygge et højt antal inficerede tilfælde og opretholde sundhedsvæsenets kapacitet, fremme ’kurveudfladning’ og hæmme smittespredningen. Regeringens strategi med at levere strenge styringselementer, retningslinjer og adfærdsanbefalinger blev generelt accepteret af befolkningen på grund af vellykket kommunikation, tillid til myndighederne og det man siden har betegnet som normen om “samfundssind”. Den serbiske strategi med meget restriktive og strenge foranstaltninger og omorganisering af sundhedssystemet resulterede generelt i, at borgernes overholdte corona-reglerne, dog faldt opbakningen over tid. På grund af en anden politisk kultur var det afgørende fra statens side at indføre hårde restriktionerne og anvende mere paternalistiske tiltag i begyndelsen og denne mere hårde strategi med mere totalitære elementer blev i første omgang accepteret af befolkningen.  I den svenske strategi bag pandemihåndtering vægtede man derimod individets autonomi og tilbød anbefalinger frem for begrænsninger. Denne tilgang gjorde det muligt for den enkelte borger selv at være den beslutningsdygtige enhed frem for staten eller sundhedsmyndigheden og derved var fokus i de første måneder på frivillig overholdelse og det passede godt til den svenske befolkning.

Sammenligning af de tre cases peger på, at en vellykket respons- og kommunikationsstrategi er bygget op på klar kommunikation mellem alle aktører og en løbende afvejning af ønsket om hurtig respons og hensynet til tillid og legitimitet i befolkningen.

Undersøgelsen her illustrerer, hvor svært det er at styre en pandemi og hvor vigtigt det er at blive klogere på de forskellige erfaringer landene imellem. Derfor er det væsentligt for forskningen at undersøge de statslige strategier bag COVID-19 beredskabet i forskellige lande, og undersøge hvad vi kan lære til at bekæmpe fremtidige pandemier.

Er du interesseret i undersøgelsen og flere detaljer om sammenligningen mellem de 3 lande udkommer artiklen i Scandinavian journal of Public Health i efteråret.

Artiklen hedder:
“Public health, surveillance policies and actions to prevent community spread of COVID-19 in Denmark, Serbia and Sweden” den er skrevet af:
Pernille Tanggaard Andersen, Natasa Loncarevic, Maria Busk Damgaard, Mette Winge Jacobsen, Farida Bassioni-Stamenic & Leena Eklund Karlsson

Medlemmer af DSFF har gratis onlineadgang til Scandinavian Journal of Public Health. 

Det faglige input er leveret af Pernille Tanggaard Andersen. Pernille er professor og forskningsleder for forskningsenheden for Sundhedsfremme, Syddansk Universitet. Desuden er Pernille medlem af DSFFs forskningsudvalg.

Ny ramme for udvikling og evaluering af komplekse interventioner: Stor relevans for folkesundheds praksis og forskning.

Mange folkesundhedsproblemer er komplekse. Om det drejer sig om ensomhed, stress, stillesiddende adfærd, overvægt eller COVID-19, så er der tale om udfordringer med stor kompleksitet. De fleste, måske alle, folkesundhedsproblemer er indlejret i kontekster, hvor en række aktører interagerer på forskellige politiske og praktiske niveauer, og hvor befolkningen tilsammen repræsenterer en række forskellige målgrupper, der kan være med til at definere og håndtere problemet.

I slutningen af september 2021 udkom en opdateret ramme for udvikling og evaluering af komplekse interventioner fra det engelske ”Medical Research Council” (MRC). Det er et nyt bud på, hvorledes vi kan håndtere denne kompleksitet på systematiske og videnskabelige måder. Rammen er særdeles relevant for folkesundhed, både i praksis og forskning. Der er tale om en udvidelse af en tidligere guide fra MRC, og den indeholder fortsat fire faser omhandlende udvikling, gennemførlighed, evaluering og implementering. Dog er selve udviklingsfasen opdateret således, at der er lige så meget fokus på at tilpasse eller udvikle eksisterende interventioner som det at udvikle nye interventioner.

Blandt de øvrige væsentligste ændringer er (1) en opdateret definition af komplekse interventioner, der fremhæver det dynamiske forhold mellem interventionen og dens kontekst, og beskriver Interventioner som ”begivenheder i systemer”, (2) en langt bredere forståelse for anvendelse af en række ​​forskelligartede evaluerings- og forskningsperspektiver, såsom teoribaserede og systemperspektiver, som kan anvendes på lige fod med fx klassiske randomiserede og kontrollerede studier; samt (3) identifikation af seks 'kerneelementer', der kan guide alle faser af interventionsforskning. De seks kerneelementer er følgende:

Kontekst: Stor vægt på betydningen af ​​kontekst og værdien af ​​at forstå interventioner som 'begivenheder i systemer', der frembringer effekter gennem interaktioner med funktioner i de sammenhænge, ​​de implementeres i.

Forfinelse og test af programteori: En programteori beskriver, hvordan en intervention forventes at føre til dens virkninger og under hvilke betingelser. Programteorien bør testes og forfines på alle stadier og bruges til at guide identifikationen af ​​usikkerheder, forskningsspørgsmål og evalueringsresultater. Udviklingen af ​​programteori er en samskabende og iterativ proces.

Interessenter:  Ægte engagement fra relevante interessenter gennem hele interventionsprocessen og samarbejde med dem som partnere om at udvikle, identificere, acceptere eller prioritere interventioner og blive enige om programteorier, forskningsperspektiver og centrale usikkerheder

Usikkerheder (herunder utilsigtede konsekvenser):  Identifikation af de vigtige usikkerheder, der findes i betragtning af, hvad der allerede er kendt, og hvad programteorien, forskerteamet og interessenter identificerer som værende de vigtigste.

Forfinelse af interventionen: Processen med at 'finjustere' eller foretage ændringer i interventionen, når en foreløbig version (prototype) er blevet udviklet. Der foreslås, at løbende forfinelse af en intervention, i overensstemmelse med programteorien, kan forbedre interventionens potentielle implementerbarhed og skalering.

Økonomiske overvejelser: Interventionernes komparative ressource- og outcome konsekvenser for de berørte mennesker og organisationer. Der lægges mere vægt på disse end i den tidligere vejledning, fordi de ses som et centralt element i alle faser af interventionsforskning, snarere end blot et sæt metoder til vurdering af omkostningseffektivitet.

Figur 1: Den nye ramme for komplekse interventioner, udgivet af en gruppe førende engelske interventionsforskere i regi af MRC*

*Figuren er fra Skivington K et al: A new framework for developing and evaluating complex interventions: update of Medical Research Council guidance BMJ 2021; 374, som findes frit tilgængeligt online.

Læs mere i enten

Den korte version: https://www.bmj.com/content/374/bmj.n2061

Den lange version: https://www.journalslibrary.nihr.ac.uk/hta/hta25570/#/abstract

Det faglige input er leveret af Helle Terkildsen Maindal.

Helle er professor i sundhedsfremme på Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet, samt seniorforsker ved Steno Diabetes Center Copenhagen. Desuden er Helle medlem af DSFF’s bestyrelse, og chair-elect.

I Island er unges brug af alkohol, tobak og andre rusmidler faldet markant gennem de seneste 20 år. Fra at være blandt de i Europa med det højeste forbrug af alkohol, tobak og andre rusmidler, er islandske unge nu blandt dem, der ryger og drikker mindst. Faldet tilskrives i mange sammenhænge implementeringen af det, der betegnes som den islandske model.

I et nyt dansk litteraturstudie har Statens Institut for Folkesundhed kortlagt den såkaldte ”islandske model”. Den islandske model dækker over en forebyggelsesmodel, der er forankret i lokalsamfundet, og som skal styrke faktorer, som beskytter mod unges rusmiddelbrug inden for fire områder: Familie, venner, fritid og skole. 

I litteraturstudiet undersøges det, hvilken betydning tre af de fire indsatsområder – familie, venner og fritidsaktiviteter - har for unges brug af rusmidler. Rapporten er udarbejdet som en del af indsatsen ”Fælles om ungelivet,” hvor Sundhedsstyrelsen i samarbejde med Trygfonden og fem pilotkommuner arbejder for at skabe rammerne for et godt ungeliv, hvor rusmidler ikke spiller en lige så markant rolle, som de gør i dag. I alt omfatter kortlægningen 17 studier, som omhandler den islandske model og beskyttende faktorer i modellen i forhold til unges rusmiddelbrug.

Link til rapporten...

Vigtigt at fremme beskyttende faktorer

Litteraturen peger på, at det er vigtigt at fremme beskyttende faktorer. Beskyttende faktorer er blandt andet, at forældre ved, hvor de unge er om aftenen, og hvem de er sammen med. Det er også, at forældre kender de unges venner og deres forældre, samt at forældre udtrykker at være imod, at deres børn bruger rusmidler. En vigtig beskyttende faktor for unges rusmiddelbrug er desuden, at unge deltager i en form for organiseret fritidsaktivitet, for eksempel håndbold eller spejder.

Derimod er det risikofaktorer for brugen af rusmidler hos unge, at deres venner drikker og ryger, og at de unge oplever at få respekt blandt venner, hvis de ryger eller drikker. Dog peger kortlægningen på, at der kan være særlige fordele ved at deltage i organiserede sports- og fritidsaktiviteter blandt unge, som for eksempel har venner, der bruger rusmidler, eller som har forældre, der ikke bruger så meget tid sammen med dem. Det ser nemlig ud til, at disse risikofaktorer for rusmiddelbrug bliver mindre betydningsfulde, når unge engagerer sig i organiserede sports- og fritidsaktiviteter.

Modellen i en dansk kontekst

Rapporten drøfter, hvordan modellen kan overføres til Danmark og konkluderer, at der med fordel kan arbejdes med at fremme beskyttende faktorer med udgangspunkt i den islandske model. Der er dog en række opmærksomhedspunkter i implementeringen af den islandske model i Danmark. Ungdomskulturen og brug af rusmidler er i høj grad betinget af den kulturelle og sociale kontekst, som de unge vokser op i, og dette er vigtigt at have sig for øje i forhold til arbejdet med modellen og dens komponenter i Danmark.

Rapporten peger på fordele ved at skabe en fælles forståelsesramme gennem stærke partnerskaber blandt beslutningstagere, forskere, praktikere og lokalsamfund, og ved at inddrage forældre, unge og foreningsliv i igangsættelse af konkrete indsatser og aktiviteter. Desuden peges der på en række opmærksomhedspunkter i arbejdet med at fremme de beskyttende faktorer i Danmark. Det indebærer blandt andet, at forældre bliver informeret om deres vigtige rolle i forhold til de unges adfærd og valg. En udfordring kan være at finde den gode balance mellem at skabe tillid og samtidig have styr på, hvor den unge er om aftenen og med hvem. Der er også potentiale i at afdække, hvordan der kan arbejdes med ungefællesskaber i Danmark, som ikke inkluderer brugen af rusmidler. I forhold til arbejdet med fritidslivet er det desuden vigtigt at afdække, hvilken kultur samt hvilke normer og værdier, der eksisterer i de enkelte foreninger omkring brugen af rusmidler.

Det faglige input er skrevet af Simone Gad Kjeld, forskningsassistent, Statens Institut for Folkesundhed, SDU og formidlet af Maj Britt Dahl Nielsen, som er medlem af DSFFs bestyrelse.

Et af folkesundhedens mange ansigter er en gruppe af udsatte unge, som blandt andet er kendetegnet ved ikke at have tilknytning til uddannelsessystem eller arbejdsmarked. Klinisk Socialmedicin & Rehabilitering, Hospitalsenheden Vest, har i samarbejde med Herning, Skive, Randers og Syddjurs kommune igangsat et projekt om en tidlig, integreret behandlings- og beskæftigelsesindsats for unge med depression, angst eller stress (IBBU).
 
IBBU-indsatsen integrerer en sundhedsfaglig udredning og behandling, som flyttes ud i job-centret, med jobcentrets ungeindsats. Metoden er tværfaglig og helhedsorienteret med stor involvering af den unge.
Formålet er at afhjælpe flere af de mange bump på vejen, som bremser udviklingen af den unges uddannelses- og jobparathed.

Projektet har en varighed på 2 år og 8 måneder med opstart 1. marts 2021.
 
Projektet har tre overordnede formål:

• At få udredt unge med symptomer på depression, angst og stress og få iværksat den rette behandling i de unges nærmiljø, så de opnår øget livsmestring og påbegynder og gennemfører uddannelse eller job.
• At øge udrednings- og behandlingskapaciteten ift. de unge gennem oplæring og supervision af en ny gruppe af sundhedsfagligt personale (care managere), som udstationeres i kommunerne. Care managerne understøttes af specialistuddannede psykologer og en psykiater, der også er tilknyttet projektet.
• At videreudvikle en fremtidig forankring af tilbud om en tidlig integreret uddannelses-/beskæftigelses-/behandlingsindsats for unge med depression, angst og stress. Både som et fast tilbud i regionens opgaveportefølje og som fast element i jobcentrenes indsats for udsatte unge.

Projektet er støttet af midler fra den A.P. Møllerske støttefond og konsulentfirmaet Discus, som er samarbejdspart i projektet.
 
For yderligere information kan følgende kontaktes:
Camilla Rasmussen, chefpsykolog
Specialist i klinisk psykologi – sundhedspsykologi og psykoterapi
Klinisk Socialmedicin & Rehabilitering, Hospitalsenheden Vest
Telefon: +45 78435030. Mailadresse: calrsm@rm.dk

Det faglige input er formidlet af Mila Kim. Mila er speciallæge i almen medicin og samfundsmedicin, ansat som overlæge i Klinisk Socialmedicin & Rehabilitering, Region Midtjylland. Desuden medlem af DSFFs bestyrelse og Folkesundhedsdagsudvalg.

For tre år siden fik Region Nordjylland og Morsø Kommune lov til at eksperimentere med nye samarbejdsformer og initiativer i sundhedsvæsnet til gavn for borgerne. Det er der indtil videre kommet 30 projekter ud af og et hav af nye relationer.

For 14 dage siden holdt Nye Veje midtvejskonference bl.a. på baggrund af en midtvejsevaluering fra VIVE.

Meget er allerede opnået

Der er fra alle partner stor tilfredshed med projektet og det, der allerede er opnået.

Også en af ophavsmændene, tidl. regionsdirektør Svend Særkjær, var med på video fra København og fortalte, at han også er stolt og imponeret over, hvad Nye Veje har bidraget med allerede. Svend er sidenhen blevet departementschef i Sundhedsministeriet, og det er jo ikke helt skidt at have en fortaler for Nye Veje netop der.

Nye Veje blev i høj grad til på baggrund af massiv lægemangel på Mors. For at få noget stabilitet og mulighed for at afprøve nye koncepter fik Region Nordjylland og Morsø Kommune derfor tilladelse af Sundheds- og Ældreministeriet til at drive 6-årige regionsklinikker. I dag er lægemanglen på Mors slut, regionsklinikkerne er allerede overtaget af praktiserende læger på almene vilkår, og der er endda oprettet et ekstra ydernummer.

Tætte og gode relationer er vigtige for den samarbejdsform, der er valgt til Nye Veje. Derfor har relationen mellem almen praksis, kommune og region/hospital været altafgørende. Også her mener alle parter, at der nu er opbygget et rigtig godt fundament at arbejde videre ud fra.

Digitalisering har spillet ind i rigtig mange af Nye Veje projekterne. Tilbage i 2018-19 (altså præ corona) var videokonsultationer og deslige ikke så udbredt, men blev i Nye Veje regi sat i søen med stor succes, og alle involverede har i den grad kunnet bruge erfaringerne det seneste halvandet år, hvor video har været et must i mange sammenhænge, ligesom andre har kunnet trække på erfaringer gjort i projekter under Nye Veje.

Nye Veje kan altså allerede ved midtvejskonferencen vinge mange af målene af.

Fra projekt til drift

De næste tre år handler derfor om at komme videre fra projekt til drift.

Ord som pionerånd, energi, mod, eksperimentarium og "just do it" blev under konferencen koblet på opstartsfasen. Det er ord, folkene bag Nye Veje er enige om, ikke må glemmes. Det skal blive hverdag, men ikke kedelig hverdag. Vi skal ikke tilbage til kassetænkning, men fortsætte med at tænke ud ad boksen.

Og så skal vi som myndigheder i endnu højere grad spørge borgene, hvad de gerne vil. Projektet har indtil nu være nålestik ind forskellige steder i region og kommune, men selvom borgerinddragelse har været en stor del af mange projekter, har borgerne i det store hele ikke være inddraget endnu. Borgerinddragelse skal være en naturlig del af hele sundhedsvæsnet – ikke kun i de projekter, der tilfældigvis har været en del af Nye Veje.

Hele konferencen kan ses på Nye Vejes hjemmeside.

Det faglige input er leveret af Vickie Hayes Kyed. Vickie er kandidat i sociologi. Ansat som Faglig Koordinator hos Sundhedsplanlægning i Region Nordjylland. Desuden er Vickie medlem af DSFFs bestyrelse.

I Sund By Netværket oplever vi, at kommunerne skal prioritere benhårdt i de kommunale forebyggelsesopgaver og kun vælge de indsatser, som de ved virker på forhånd. Der efterspørges særligt evidensbaseret viden om effektfulde sundhedsfremme– og forebyggelsesindsatser. Det giver god mening.  Men hvordan ved vi, hvad der virker og med god effekt?

Svaret på dette spørgsmål skal findes ved hjælp af god dokumentation og evidensbaseret evaluering af kommunernes sundhedsfremme– og forebyggelsesindsatser. Tesen er, at det vil højne niveauet af de kommunale indsatser på folkesundhedsområdet, og samtidig være et effektfuldt middel, når værdien af en given sundhedsindsats skal videreformidles til beslutningstagere, kolleger, samarbejdspartnere og borgere. Det er dog selvsagt ikke alle indsatser, der kan og skal evalueres af eksterne evaluatorer eller have tilknyttet forskning. Det kan være unødvendigt, bøvlet og ikke mindst for dyrt i forhold til værdi. Lidt har også ret.Med Sund By Netværkets nye kommunale evalueringsværktøj er det ambitionen at løfte dokumentations- og evalueringsarbejdet i kommunerne og klæde den enkelte sundhedsprofessionelle bedre på til at dokumentere og evaluere eget (eller kollegaens) arbejde. Værktøjet skal bidrage til at kvalitetssikre og udvikle kommunernes indsatser på folkesundhedsområdet ud fra et evidensbaseret evalueringsfagligt grundlag.

Eller sagt på en anden måde: Med værktøjet i hånden kan den enkelte medarbejder med lidt rankere ryg komme nærmere spørgsmålet – hvad virker, for hvem, og under hvilke omstændigheder?   

Sund By Netværkets temagruppe Dokumentation og Evaluering har nu igennem fem år delt viden om - og praksisnære erfaringer med - dokumentation og evaluering i det sundhedsfremmende og forebyggende arbejde. I fællesskab er de blevet klogere på et komplekst område, der rummer mange forskellige tilgange, metoder og teorier. – Og det er med afsæt i dette arbejde, at evalueringsværktøjet er udviklet, direkte rettet mod kommunal praksisnær evaluering. I samarbejde med forskningen.

Sideløbende med udviklingen af evalueringsværktøjet, har Sund By Netværket lanceret den digitale vidensdelingsplatform www.Sundeborgere.dk, der understøtter og styrker kommunernes sundhedsfremme- og forebyggelsesarbejde baseret på et grundlag af viden, praksiserfaring og dokumentation. Via vidensskabelonen giver Sundeborgere.dk sundhedsprofessionelle rundt om i kommunerne mulighed for at dele og tilegne sig praksisviden om konkrete forebyggelses- og sundhedsfremmeinitiativer - på tværs af kommunerne. Her ser Sund By Netværket en stærk parallel til det kvalificerende evalueringsværktøj, der netop bidrager til dokumentation og kvalitetssikring af praksisnære kommunale indsatser på folkesundhedsområdet.

I et samspil mellem evalueringsværktøjet og vidensskabelonen, er det mit håb, at vi får al den praksisnære viden - som vi ved allerede er derude hos kommunerne - evalueret og ud at leve. Så kommunerne bedre kan prioritere i det som virker. Alt sammen selvfølgelig til gavn for dem det hele handler om: Borgerne. Dig og mig.

Find evalueringsværktøjet her

Jan Andersson, medlem af DSFFs bestyrelse og specialkonsulent i Sund By Netværket

Maj 2021

- Når sundhed og trivsel samskabes i lokalsamfundet

En intern evaluering af Restaurant Virketrang i Tingbjergs Fælleshave viser at madglæde, mad-mod og madkompetencer styrkes blandt voksne og børn, der deltager i den workshopbaserede beboerrestaurant. Samtidig understreger evalueringen, at restauranten er en social arena, der skaber møder på tværs af alder, køn og etnisk baggrund. Tillid bliver styrket over tid og det sociale fællesskab opleves som mangfoldigt og inkluderende blandt deltagerne.

Ideen bag Restaurant Virketrang er udsprunget af en mangeårig interesse blandt Tingbjergs beboere for at skabe læring, bygge fællesskaber og stifte iværksætteri via mad og madlavning. I restauranten afprøver vi derfor nye måder at tænke social gastronomi for herigennem at fremme trivsel og sundhed blandt Tingbjergs beboere. Restauranten åbnede første gang i begyndelsen af 2020 og i maj 2021 er vi klar til at genåbne ugentligt efter vinterens corona-nedlukning.

Restaurant Virketrang er udviklet indenfor den langsigtede, strategiske sundhedsfremmeindsats Tingbjerg Changing Diabetes og gennemføres af Hotel- og Restaurantskolen, Den Boligsociale Helhedsplan i Tingbjerg og Utterslev Huse og Steno Diabetes Center Copenhagen i samarbejde med Tingbjergs beboere.

På Folkesundhedsdage 2021 er der mulighed for at deltage i en workshop og få mere viden og praktisk kendskab til både Restaurant Virketrang og Tingbjerg Changing Diabetes.

Læs om Restaurant Virketrang i Virketrang-Casen om netop er udgivet på TCD's hjemmeside.

Det faglige input er leveret af Kasper Olesen. Kasper er kandidat i sociologi, ph.d. Ansat som forsker hos Steno Diabetes Center Copenhagen. Desuden er Kasper medlem af DSFFs forskningsudvalg.

Maj 2021

I november sidste år udkom rapporten ”Unges kropsarbejde. Perspektiver på træning, kost, brug af præstationsfremmende midler og den personlige træners rolle blandt unge i fitness og styrketræningsmiljøet” på Statens Institut for Folkesundhed.
 
Rapporten beskriver resultaterne af en kvalitativ undersøgelse af præstationsfremmende midler blandt unge i fitnessmiljøet. Vi bringer et interview med hovedforfatteren bag rapporten, seniorforsker Pia Vivian Pedersen:

Hvorfor sætte fokus på brugen af præstationsfremmende stoffer blandt unge?
Meget tyder på, at brugen af præstationsfremmende midler bliver mere og mere udbredt i det gængse fitnessmiljø, både blandt unge og voksne. EVT tilføj: Det er ikke længere noget, der kun foregår i en subkultur og blandt ekstreme bodybuildere. Det er svært at lave opgørelser over forekomster i denne sammenhæng, men i Antidoping Danmark oplever man, at disse midler bliver mere og mere udbredt i det almindelige fitnessmiljø.  Men man ved ikke meget om hvorfor eller hvordan unge mennesker bruger midlerne.
Præstationsfremmende midler, både muskelopbyggende midler og fedtforbrændende slankemidler er blevet endnu et de midler man kan bruge til at opnå sit ideal om den slanke krop. Det handler om jagten på den perfekte krop. Den flotte, veltrimmede krop symboliserer sundhed, selvkontrol og selvdisciplin, og jagten på den perfekte krop bliver dermed også en form for identitetsarbejde. Samtidig ved vi ikke ret meget om unges brug af disse midler i en mere bred fitnesskontekst.

Hvilke hovedfund ses i jeres undersøgelse?
Ét hovedfund er, at man ikke kan se brugen af disse midler som en isoleret praksis. Brugen er dybt indlejret i et dedikeret og disciplineret kropsarbejde, der også handler om intensiv træning og et struktureret kostindtag. Dette kropsarbejde er blevet omdrejningspunktet i de unges tilværelse. Det har betydning for deres sociale liv; de går for eksempel ikke til fester, drikker ikke og er enormt disciplinerede. Samtidig forbinder de det med noget positivt, med trivsel og velvære, at føre disse disciplinerede liv.

Et andet hovedfund er, at vi fandt tre grupperinger blandt de unge: nogle tager afstand fra at brugen af præstationsfremmende midler og bruger dem ikke, nogle føler sig fristet, men har ikke prøvet det især på grund af frygten for de langsigtede helbredsmæssige bivirkninger, og en tredje gruppe bruger midlerne jævnligt. I denne gruppe ses opfattelsen, at man kan bruge midlerne på en rigtig og en forkert måde, hvor den rigtige måde handler om at gå forsigtigt til værks, taget få blodprøver før og efter, og at have styr på for eksempel nok søvn, træning og at spise rigtigt.

Motivationen for at bruge stofferne handler ikke kun om at nå langt i konkurrencer. Når vi spurgte nærmere ind, blev  det tydeligt, at det også handlede om, at de fik mere selvtillid, bedre fordøjelse, mere livsglæde. De oplevede altså en række positive forbedringer både mentalt og fysisk. I et forebyggelsesperspektiv er det derfor vigtigt at have fokus på alle de positive ting, de unge selv oplever, de får ud af det.

Et tredje hovedfund handler om den afgørende rolle, som de unges personlige træner har, i deres brug af midlerne. De personlige trænere er ofte rollemodeller, selvom de selv er unge. De vejleder de unge i  træning og kost men også i andre henseender på et mentalt trivselsplan, fx med problemer i parforholdet, på arbejdet, med stressproblemer osv.  De bliver en slags livscoach. For nogle personlige trænere kommer denne helhedsorienterede tilgang til coaching også til at omfatte rådgivning og konkret vejledning i brugen af præstationsfremmende midler.
 
Er der nogle særlige metodiske udfordringer ved at forske i et emne, der indebærer forbudte stoffer?
Ja det er der, det er en kæmpestor metodisk udfordring overhovedet at finde de her mennesker. Rekrutteringen er foregået via nettet. Og inden man når dertil er der et kæmpe opsporingsarbejde med at finde de relevante hjemmesider og facebookgrupper der typisk er lukkede. Administratorerne delte vores opslag, men vi fik næsten ingen henvendelser. Vi endte med at rekruttere de fleste fra offentligt tilgængelige lister over deltagere i danske fitness- og bodybuilderkonkurrencer.  Det lå et stort motivationsarbejde i at få folk til at deltage, da det kan være svært for dem at se whats in it for me? Det har også betydet, at vi har fået lidt anden gruppe. Vi havde tænkt at tale med de mere almindelige unge. Vi har i stedet fået adgang til en mere selekteret gruppe, som er mere ekstreme og som deltager i konkurrencer. Men som også er rollemodeller for mange almindelige unge.

Undersøgelsen er finansieret af Antidoping Danmark gennem en forskningsbevilling.

Link til rapporten: https://www.sdu.dk/sif/-/media/images/sif/udgivelser/2020/unges_kropsarbejde.pdf

Pedersen, P. V. og Dahl, A., 2020, Unges kropsarbejde. Perspektiver på træning, kost, brug af præstationsfremmende midler og den personlige træners rolle blandt unge i fitness og styrketræningsmiljøet, Statens Institut for Folkesundhed.

Det faglige input er produceret af Anne Illemann Christensen, forskningschef og Nanna Gram Ahlmark, seniorforsker, Statens Institut for Folkesundhed, SDU. 
Anne er medlem af DSFFs forskningsudvalg og Nanna af DSFFs planlægningsudvalg for Folkesundhedsdage.

April 2021

Det er velkendt, at fysisk aktivitet er livsforlængende og forebygger en række hyppige og alvorlige kroniske sygdomme, herunder hjertekarsygdom, type 2 sukkersyge og visse cancerformer. Sundhedsstyrelsen og WHO anbefaler, at alle voksne mellem 18 og 64 bør være fysisk aktive med minimum moderat intensitet, mindst 30 minutter om dagen eller 150 minutter om ugen, og at fysisk aktivitet ud over det anbefalede er forbundet med yderligere helbredsgevinster. Anbefalingerne skelner ikke mellem fysisk aktivitet på arbejde og i fritiden, og har man et fysisk hårdt og krævende arbejde, skulle man derfor tro, at man rigeligt opfyldte anbefalingerne og dermed nød godt af den sygdomsbeskyttende effekt ved fysisk aktivitet. Det ser dog ikke ud til at være tilfældet.

De seneste år har flere studier fundet, at fysisk aktivitet på arbejde ikke så ud til at beskytte mod hjertekarsygdom og tidlig død i samme grad som fysisk aktivitet i fritiden. Dette ”fysisk aktivitetsparadoks” er nu undersøgt i et stort nyt studie af Andreas Holtermann fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø i samarbejde med kolleger fra Herlev Østerbroundersøgelsen.  Undersøgelsen er baseret på data fra 104.046 voksne mænd og kvinder fra Herlev Østerbroundersøgelsen. Deltagerne har besvaret et spørgeskema om deres fysiske aktivitetsniveau på arbejde og i fritiden, og forskerne har dernæst fulgt deltagerne og indhentet oplysninger om opstået hjertekarsygdom og død i de efterfølgende 10 år. I undersøgelsen er der desuden taget højde for deltagernes køn og alder og øvrige livsstil, helbredsstatus, levekår og socioøkonomiske position, herunder uddannelse. Undersøgelsen bekræfter tidligere fund af en klar sammenhæng mellem fysisk aktivitet i fritiden og nedsat risiko for både hjertekarsygdom og død. Sammenlignet med deltagere med lav fysisk aktivitet i fritiden sås 15% mindre risiko for hjertekarsygdom og 40% mindre risiko for død blandt de med høj fysisk aktivitet i fritiden.Omvendt sås en modsatrettet sammenhæng for fysisk aktivitet på arbejde, hvor de med hård fysisk aktivitet på arbejde havde 35% øget risiko for hjertekarsygdom og 27% øget risiko for død, sammenlignet med de med lav fysisk aktivitet på arbejde. Når forskerne så på samspillet mellem fysisk aktivitet på arbejde og i fritiden, sås den laveste risiko for død blandt de med lav fysisk aktivitet på arbejde og høj fysisk aktivitet i fritiden. De fundne sammenhænge sås fortsat efter der yderligere var taget højde for betydningen af en række biomarkører og tilstande, herunder kolesterol og blodtryk, og blandt forskellige subgrupper, som rygere og personer med overvægt.

Forfatterne mener at mulige forklaringer på det observerede ”fysisk aktivitetsparadoks” bl.a. skal søges i forskellene mellem type og varighed af fysisk aktivitet på arbejde og i fritiden. Hvor fritidsaktivitet som oftest foregår med tilstrækkelig høj intensitet til at fremme kondition, over relativt korte tidsperioder og med tid til restitution, er fysisk aktivitet på arbejde typisk karakteriseret ved statisk og ensidigt gentaget muskelarbejde og uhensigtsmæssige arbejdsstillinger over lange, daglige tidsperioder uden tilstrækkelig restitutionstid. Resultaterne rejser således spørgsmålet om, hvorvidt fremtidige anbefalinger om fysisk aktivitet bør skelne mellem fysisk aktivitet på arbejde og i fritiden for forebyggelse af hjertekarsygdom.

Se studiet her:
Holtermann A, Schnohr P, Nordestgaard BG, Marott JL.The physical activity paradox in cardiovascular disease and all-cause mortality: the contemporary Copenhagen General Population Study with 104 046 adults. Eur Heart J. 2021 Apr 14;42(15):1499-1511. doi: 10.1093/eurheartj/ehab087

https://academic.oup.com/eurheartj/article/42/15/1499/6213772

Det faglige input er leveret af Mette Aadahl. Mette Aadahl er uddannet fysioterapeut, Master of Public Health og ph.d. fra Københavns Universitet. Mette er seniorforsker ved Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse hos Region Hovedstaden og ekstern lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. Mette er desuden medlem af DSFFs Forskningsudvalg. 

April 2021

Dataindsamlingen til Danmarks største befolkningsundersøgelse ”Hvordan har du det?” er i fuld gang. I alt har 324.000 tilfældigt udvalgte danskere rundt om i hele landet modtaget et spørgeskema i deres digitale postkasse eller med posten.

Spørgeskemaet spænder vidt fra spørgsmål om madvaner, rygning og alkohol til spørgsmål, der skal afdække motionsvaner, søvn, stress og ensomhed.

Det er fjerde gang siden 2010, at ”Hvordan har du det” gennemføres – det sker i et samarbejde mellem de fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed.

Undersøgelsen giver en unik mulighed dels for at undersøge, hvordan borgerne, fordelt på alder, køn og uddannelse, har det her og nu, dels følge ændringer i befolkningens sundhed, sygdom og trivsel over tid. 

Det er vigtigt, at så mange som muligt deltager for at få det mest retvisende billede af danskernes sundhed, trivsel og sygelighed. Tjek derfor gerne din postkasse. Du kan stadig nå at være med!

Resultaterne fra undersøgelsen bliver i starten af 2022 samlet på hjemmesiden www.danskernessundhed.dk, hvor man også kan se resultaterne fra de tidligere tre undersøgelser.

Du kan læse mere om undersøgelsen her: https://www.sdu.dk/da/sif/forskning/projekter/den_nationale_sundhedsprofil/hvordan_har_du_det_2021

Hvis du ikke kan vente, kan du høre om resultaterne fra denne og andre undersøgelser i en webinarrække der sætter fokus på danskernes sundhed i en Corona tid.  

Se mere her: https://www.sdu.dk/da/sif/instituttet/arrangementer/folkesundhed_i_en_corona_tid

Undersøgelsen gennemføres efter en aftale mellem Danske Regioner, KL, Sundheds- og Ældreministeriet samt Finansministeriet.

Det faglige input er produceret af Anne Illemann Christensen, forskningschef og Nanna Gram Ahlmark, seniorforsker, Statens Institut for Folkesundhed, SDU. 
Anne er medlem af DSFFs forskningsudvalg og Nanna af DSFFs planlægningsudvalg for Folkesundhedsdage.

Marts 2021

Foråret 2020 besluttede man i Anti-Covid-19 Task Force'n under The Association of Schools of Public Health in the European Region (ASPHER) at gennemføre et survey vedr. medlems-institutternes anti-covid-19 indsats i 2020. Survey'et gennemførtes oktober-november 2020, og rapporten fra survey'et blev frigivet for et par uger siden. Jeg vedhæfter rapporten til orientering. Vi er ved at udarbejde en kortere tekst mhp. publicering i den videnskabelige presse. 

ASPHER dannedes i 1966 på WHO’s initiativ. Der er nu 117 institutionelle medlemmer fordelt på 32 Europæiske lande, overvejende folkesundheds-universitetsinstitutter men også nogle institutter uden for universitetsmiljøerne, bl.a. den britiske London School of Hygiene and Tropical Medicine og den franske École des Hautes Études en Santé Publicque.

Halvdelen af ASPHER's 117 institutionelle medlemmer medvirkede i survey'et. De har oplyst om aktiviteter inden for undervisning/uddannelse; forskning; oplysning til befolkningen; rådgivning af beslutningstagende organer. Aktiviteterne spænder vidt - over planlægning og praktisk deltagelse i kontaktopsporing til udvikling af komplicerede matematisk-statistiske epidemi-prædiktions-modeller til strategisk og politisk beslutningstagning. 
 
Det er en ganske betydelig mængde aktiviteter, institutterne har engageret sig i udover deres normale engagementer, ikke sjældent højt specialiserede aktiviteter. Og af væsentlig betydning for planlægning af samfundenes anti-Covid-19 indsats og dermed for befolkningens sygelighed og dødelighed.  
 
Det står hermed klart, at europæiske samfund - herunder Danmark - råder over en omfattende ekstra ressource. Ekstra i den betydning, at institutterne jo typisk ikke udgør en del af sundhedsvæsenet - deres hovedopgaver ligger inden for forskning og undervisning. Men de har følt et etisk krav. 
 
Der er efter min opfattelse bestemt behov for en professionel gennemgang og vurdering af den samlede folkesundheds-professionelle indsats under pandemien - og i øvrigt for at give mulighed for eftertanke mhp. at udvikle samfundets folkesundheds-indsats indholdsmæssigt, organisatorisk, bemanding, uddannelse - også uden for pandemi-tider.

Læs rapporten ...

Indsendt af tidligere ASPHER præsident (2006-7), professor emeritus, Dr.med. Anders Foldspang, Afdeling for Folkesundhed, Aarhus Universitet. Anders Foldspang er medlem af DASAMS og DSFF.

Marts 2021

For nylig fik jeg tilsendt en videnskabelig artikel af en god bekendt. Blot overskriften og et hurtigt kig på forfatterne gav mig lyst til at læse den. I artiklen (Ogilvie D, Bauman A, Foley L, Guell C, Humphreys D, Panter J. Making sense of the evidence in population health intervention research: building a dry stone wall. BMJ Glob Heal. 2020) plæderer forfatterne for en ny måde at sammenfatte evidens på fra forskningsstudier, så de kan komme politik og praksis til gavn. Den tilgang der ofte bruges er synteser af evidens, fx i systematiske reviews og meta-analyser. Dette sammenligner forfatterne med at bygge en murstensmur. For at lave en metaanalyse, kræves – stærkt forenklet - bestemte typer studier, der er gennemført på én bestemt måde (typisk randomiserede kontrollerede studier, kohorte studier eller ikke randomiserede interventionsstudier) så ét samlet estimat af effekten kan præsenteres.

Men de folkesundhedsudfordringer vi står over for, er af en type hvor én type studier og én type evidens ikke er tilstrækkeligt til at forklare årsagssammenhænge. Overvægtsepidimien, Covid-19 pandemien, de altomfattende konsekvenser af klimaforandringerne er alle komplekse problemstillinger, der bedst løses på tværs af sektorer i et samarbejde mellem en bred vifte af aktører i lokalsamfund, beslutningstagere, praktikere og forskere. I stedet for en murstensmur bør vi derfor stræbe efter at bygge et stengærde (det forfatterne i artiklen kalder en ’dry stone wall’). Og hvad mener de med det?

For at løse de store folkesundhedsmæssige udfordringer må vi inddrage evidens fra et væld af forskellige typer af forskningsstudier og videnskabelige discipliner. Vi kan ikke blot nøjes med at udbygge vores murstensmur af evidens, ved at øge antallet af mursten (dvs. antallet af forskningsstudier) og ved at fokusere på styrken af den mørtel der holder stenene sammen (de statistiske metoder til at syntese af evidens i fx metaanalyser). Vi bør fokusere på, hvad antropologien og etnografien kan bidrage med i forhold til at forstå, hvad der rører sig i folks liv og hvorfor de handler som de gør. Og vi bør ikke kun fokusere på kvantitativ evidens. Heldigvis er der dog de seneste år dukket flere andre typer af studier frem, som fx ”scoping reviews” og ”rapid reviews”, der på systematiskt vis, inkluderer mange typer af studier samtidigt.

Et stengærde er et naturligt hegn med lang levetid og minimal vedligeholdelse, men det tager lang tid at bygge og hver enkelt sten vurderes for at finde ud af, hvordan den bedst passer ind. En murstensmur kræver et plant og stabilt underlag at stå på (hvilket er en sjældenhed i vores verden), hvorimod et stengærde kan bygges på ujævn grund.

Forfatterne skriver: ”Moderne folkesundhedsudfordringer synes at være beslægtet med at hyrde får i bjergrigt terræn. I dette terræn er almindelige mure er af begrænset værdi og en mere fleksibel måde at kombinere forskellige sten på er påkrævet.” Men hvilke implikationer har denne mur-metafor?

For det første må vi fokusere mere på at forstå hvordan vores indsatser og interventioner virker, frem for snævert at fokusere på, om der er effekt eller ikke effekt af en given indsats. Evidens for effekt af en indsats vil altid være underlagt de begrænsninger, som følger af, at en indsats er testet i én bestemt kontekst og dét at overføre effekten til andre kontekster, er sjældent uproblematisk (det har jeg tidligere skrevet om her). Derfor, skriver forfatterne, skal vi fokusere på den teori og de mekanismer der får en indsats til at virke og på, hvordan disse mekanismer kan overføres til andre kontekster.

Jeg kan stærkt anbefale at læse deres artikel. Den er noget så sjældent som et visionært forsvar for ’holistic sense-making’, som er en engelsk term jeg nødigt vil oversætte. ’Holistic sense-making’ er i tråd med den nye trend indenfor forebyggelse og folkesundhed, hvor et øget fokus på system-orienterede tilgange er fremherskende – en tilgang, der netop tager højde for det ’terræn’, vi står i, og inddrager forskellige typer af evidens og forskningsdiscipliner.

Af: Anders Blædel Gottlieb Hansen. Postdoc ved Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse og projektleder på Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium. Anders er medlem af DSFFs planlægningsudvalg for Folkesundhedsdage.

Marts 2021

Fluor er godt for tænderne, og forebyggelse af caries er vigtig. Men er fluor også godt for resten af kroppen? For meget fluor kan medføre osteosklerose, som Kaj Roholm påviste i 1930erne hos kryolitarbejdere. Fluor findes i mange mineraler, og det kan øge indholdet i grundvandet. Børn, der har været udsat for højt indhold af fluorid i drikkevandet, har dårligere kognitiv funktion. En meta-analyse¹ viste en forskel på 7 IQ point mellem høj og lav eksponering. Resultaterne var ikke populære blandt tandlæger og andre, der siden 1940erne havde anbefalet tilsætning af fluorid til drikkevandet (eller til bordsalt, som det sker bl.a. i Tyskland).
 
Der er nu publiceret prospektive undersøgelser, som har målt moderens eksponering ud fra urin-fluorid under graviditeten og barnets intelligens. Disse resultater er brugt til beregning af den såkaldte benchmark dose, som er den eksponering (målt som urin-fluorid), der kan give et tab på 1 IQ point hos barnet. Beregningerne² viste, at en grænseværdi bør ligge under 0,2 mg/L (urin), hvilket indebærer, at indholdet i drikkevand højst skal være på tilsvarende niveau. Men grænseværdien i EU er 1,5 mg/L – det samme som WHO traditionelt har anbefalet.

Det er ikke kun det kommunale drikkevand, der kan udgøre et problem for de gravide – det er også te³, for teplanten suger fluorid til sig. Problemet er fra dansk side rejst over for EU igennem fødevaresikkerhedsagenturet (EFSA), som nok vil tage sagen op. Inden da kan vi i det mindste fraråde tedrikning blandt de gravide (kaffe er OK), mens flaskevand kan anbefales som muligt alternativ (dog ikke Ramlösa og Egekilde). Som altid er dosis afgørende: Jo mere, desto værre. Som kontrol kan man overveje måling af urin-fluorid overvejes som muligt tilbud til de gravide. Det gælder altså stadigvæk, at tandpasta med fluorid er godt for tænderne, men husk at spytte ud!
  
1) https://ehp.niehs.nih.gov/doi/10.1289/ehp.1104912
2) https://www.medrxiv.org/content/10.1101/2020.10.31.20221374v1
3) https://journals.sagepub.com/doi/full/10.1177/1403494821990284

Indsendt af Philippe Grandjean, professor og forskningsleder i miljømedicin på SDU og adjungeret professor på Harvard University, ligeledes i miljømedicin. Philippe Grandjean er medlem af Dansk Selskab for Folkesundhed.

Februar 2021

Vi har haft SARS-CoV-2 Corona-infektionen og COVID-19 sygdommen blandt os i næsten et år. Vi har lært at tilpasse vores dagligdag til en situation, hvor smittespredning, hygiejne og isolation er blevet en helt anderledes fast bestanddel af vores bevidsthed, selvom det på mange måder ”bare” er en ny virus oven i så mange andre vi som samfund har mødt tidligere.

Og vi snakker om Corona! Hver dag sin historie i pressen om virus, kommunale smitte incidenser, nye varianter, smitteopsporing, nedlukning, isolation og vacciner – og bag det hele, ønsket om snart at få vores hverdag tilbage som vi kender den.

I en ny artikel[1] diskuteres brugen af begrebet ”social afstand”, der i pandemiens første måneder var en hyppig brugt anbefaling til befolkningen (”sammen hver for sig”). Begrebet er ikke opfundet til Corona-tiden; det har tidligere været brugt som et middel til at bryde smittekæder, men har fået folkelig opmærksomhed som aldrig tidligere og har i forskellige afarter også været brugt i sundhedsmyndighedernes nyere kommunikation, f.eks. om at holde sig til mindre ”sociale bobler”. På den anden side har begrebet ”social afstand” gjort nogle bange for nærhed og skabt ensomhed.

Grundlæggende handler ”social afstand” imidlertid om ”fysisk afstand” og undersøgelsen spørger om det begreb ville have givet bedre mening i et sundhedskompetence perspektiv, så kommunikationen neutralt benyttede sig af at beskrive hvad det handlede om.

Undersøgelsen viser gennem en tematisk analyse af søgninger på Google Trends og af videnskabelig litteratur om de to begreber, at ”social afstand” på nogle områder blev tolket til det modsatte af hvad der var ønsket, f.eks. som en opfordring til at holde sig alene hjemme, og artiklen anbefaler at man i stedet bruger begrebet ”fysisk afstand”, der er mere neutralt og beskrivende end den udbredte brug af begrebet ”social afstand”. Endnu engang må vi erindre at ord betyder noget.

Artiklen fik mig til at finde en gammel klassiker frem fra reolen, som jeg læste for mange år siden. I ”AIDS og dens metaforer”[2] viser Susan Sontag bl.a. hvordan samfundets kommunikation om en anden infektionssygdom tager udgangspunkt i krigsretorik; kampen mod, angreb fra, invasionen af – og at metaforerne betød noget for hvordan vi opfatter sygdom, forebyggelse og behandling.

Skift AIDS ud med Corona – samme sag. Især kommunikation i pressen og på sociale medier tager bl.a. udgangspunkt i forestillingen om virus som en bevidst organisme, der ondsindet angriber os. ”Virus er lumsk…”, ”virusmutationer er mere aggressive…”, ”vaccination er et værn mod angrebet…”. Faktum er at virus ikke besidder bevidsthed og vilje, og at kampen er ensidig fra vores, værtens side. 

Også i noget kommunikation fra det offentlige finder man krigs- og angrebsmetaforer – vi skal bekæmpe smitten, sagde Sundhedsministeren i december, og statsministeren har flere gang talt om ”kampen mod Corona”. At tillægge virus aggressivitet og angreb afspejler måske nok et politisk formål om at samle befolkningen og give retning og tro på at ”vi vinder”. Men det giver ikke alene risiko for at kommunikation forsimples og ikke tager modtageren alvorligt, som andre metaforer øger det også risikoen for at stigmatisere og udstille f.eks. dem, som ikke ønsker at lade sig vaccinere (”få et stik…”) eller dem som ikke holder tilstrækkelig afstand eller bruger mundbind.

I et oplyst demokrati som det danske kan vi kommunikere, argumentere og rådgive på et fagligt grundlag med respekt for befolkningens sundhedskompetence uden at ty til forsimplede metaforer – for også her er ord af betydning.

[1] Sørensen K, Okan O, Kondilis B, Levin-Zamir D: Rebranding social distancing to physical distancing: calling for a change in the health promotion vocabulary to enhance clear communication during a pandemic. Glob Health Promot 2021, :1757975920986126.

[2] Sontag S: AIDS og dens metaforer. Århus, forlaget KLIM, 1989

Henrik Bøggild er forfatter til dette faglige input. Henrik er læge, lektor ved Aalborg Universitet og medlem af Dansk Selskab for Folkesundheds forskningsudvalg.

Februar 2021

En ny artikel i BMC Musculoskeletal Disorders belyser et eksempel af opgaveoverførsel i sundhedsvæsenet og dets betydning for den kliniske kvalitet ved at lade fysioterapeuter vurdere operationsindikationen (diagnose og behandlingsplan) ved skulderkirurgi, så man kan frigøre dyrere og mere knappe ortopædkirurger til andre opgaver. Her har forskerne så testet, om de to faggrupper nåede frem til samme resultat af vurderingen. I langt de fleste tilfælde angav fysioterapeuterne og ortopædkirurgerne den samme eller delvist den samme diagnose og behandlingsplan. Studiets resultater understøtter, at fysioterapeuterne og ortopædkirurgerne kan dele opgaven med at udrede og diagnosticere udvalgte patienter med skulderlidelser i en ortopædisk klinik.

Læs mere her: https://bmcmusculoskeletdisord.biomedcentral.com/track/pdf/10.1186/s12891-020-03831-z.pdf

Af Signe Smith Jervelund, lektor ved Afdeling for Sundhedstjenesteforskning, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet og formand for Det Videnskabelige Udvalg under Dansk Selskab for Folkesundhed.

Februar 2021

Siden COVID-19 pandemiens start har eksperter i 52 lande (herunder Danmark, Sverige, England og USA) løbende dokumenteret sundhedsmyndighedernes og sundhedsvæsenernes håndtering af COVID-19 krisen med fokus på bl.a. folkesundhedsindsatser, teststrategier og nu også vaccineudrulning. På hjemmesiden kan man danne sig et overblik over de forskellige landes håndtering. Fx hvordan adskiller sig COVID-19 testkriterierne på tværs af lande? Smitteforebyggelse – hvilke restriktioner og anbefalinger er gangsat hvornår og i hvilke lande? Hvordan holder lande resten af sundhedssystemet i gang? Man kan ligeledes få dokumentation af håndteringen af COVID-19 pandemien i Danmark med specifik angivelse af, hvornår og hvad der er blevet igangsat af restriktioner, strategier, hjælpepakker m.v. Projektet er et samarbejdsprojekt mellem WHO Regional Office for Europe, Europa Kommissionen, og the European Observatory on Health Systems and Policies.

Læs mere her: https://www.covid19healthsystem.org/

Læs specifikt om Danmark: https://www.covid19healthsystem.org/countries/denmark/countrypage.aspx

Af Signe Smith Jervelund, lektor ved Afdeling for Sundhedstjenesteforskning, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet og formand for Det Videnskabelige Udvalg under Dansk Selskab for Folkesundhed.

Januar 2021

Det er udmeldt fra Regeringen, at 2021 – endelig – bliver året, hvor der skal forhandles en ny stor sundhedsreform på plads. Selvom det jo altid er forbundet med en vis usikkerhed ift. de politiske kompromisser – så er der næppe tvivl om, at det vil betyde et stærkere og mere udbygget formaliseret samarbejde mellem hospitaler, kommuner og praktiserende læger. Derudover vil det nære sundhedsvæsen med overvejende sandsynlighed blive styrket.

Bertel Haarder sagde i sin tid som sundhedsminister, at alt der ikke er svært skal være nært. Desværre er det ikke ensbetydende med, at alt der er nært ikke er svært. Det er det i høj grad.
Det har i mange år gået trægt med at få de øvrige sundhedsvæsen til at henvise borgere til de kommunale sundhedstilbud. Der er tegn på, at det går lidt bedre med det fx ift. rygestoptilbud: https://kommunalsundhed.dk/hovedstadens-hospitaler-skal-systematisk-henvise-til-kommunale-rygestoptilbud/

Der er dog uomtvisteligt, at der her er et urealiseret folkesundhedspotentiale. Der er ingen tvivl om, at et styrket formaliseret samarbejde mellem parterne i sundhedsvæsenet – baseret på klyngesamarbejderne omkring akutsygehusene – vil kunne være en løftestang herfor.
Der er dog en fare for, at de styrkede lokale samarbejder kan få en bias ift. produktionslogik – dvs. at omdrejningspunktet for samarbejdet mere kommer til at handle om hurtigere forløb og bedre overgange (som også er meget vigtigt) – end om folkesundhed.
Derfor har Dansk Selskab for Folkesundhed også bakket op om Danske Regioners forslag om en folkesundhedslov: https://www.regioner.dk/services/nyheder/2020/oktober/sundhed-for-alle-kalder-paa-en-samlet-indsats

En folkesundhedslov vil være et vigtigt delelement, hvis de forventede nye sundhedsfællesskaber skal få en bred forebyggelses- og folkesundhedsmæssig betydning.
Corona-tiden har vist, at de eksisterende sundhedsfællesskaber i klyngerne har kunnet løfte meget mere i fællesskab end man måske troede muligt. Disse erfaringer vil kunne danne baggrund for, at vi i de kommende år kan tage et folkesundhedsmæssigt kvantespring. Men det kræver, at det politisk og ledelsesmæssigt prioriteres.

Dansk Selskab for Folkesundhed vil i de kommende år lægge kræfter i at få understreget betydningen af at dette fokus kommer til at indgå på lige linje med de andre vigtige opgaver i det samlede sundhedsvæsen.

Jens Peter Hegelund Jensen, som har leveret dette faglige input, er kommunaldirektør i Ringkøbing-Skjern Kommune og medlem af DSFFs bestyrelse.

Januar 2021

Nogle af jer kender måske kampagnen, andre gør måske ikke. Sundhedsstyrelsen kører hver januar denne kampagne, som er en fælles anledning til at holde en pause fra alkohol.
I forvejen skruer mange af os ned for de usunde vaner og op for sundheden i januar oven på julen. En længere pause fra alkohol er en god anledning til at bryde vanen og tage sine alkoholvaner op til overvejelse.
Samtidig kan vi med Hvid Januar understøtte accepten af at sige nej tak til alkohol og tilvælge ligeværdige alkoholfrie alternativer.
 
I år er kampagnen dog, grundet COVID-19 travlhed, sat på pause. Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at man gør lokale tiltag, og det har vi i Aarhus gjort i år.
Hvis du vil bakke op om tiltaget, og har lyst til at være med, så kan du klikke ’deltager’ på Facebook-begivenheden ”CHALLENGE: Aarhus holder HVID JANUAR”, som du kan finde her: https://www.facebook.com/events/137011221206471
 
Du er velkommen til at dele begivenheden med dit netværk, så vi kan få så mange som muligt med på en januar med mere energi og sundhed.
 
Vil du læse mere om kampagnen, kan du finde information her: www.hvidjanuar.dk.

Det faglige input er leveret af Ruth Kjær: Ruth er kandidat i folkesundhedsvidenskab og ansat som sundhedsstrategisk konsulent i Aarhus Kommune. Ruth er desuden medlem af planlægningsudvalget bag Folkesundhedsdage.