Fagligt input 2025-2026

Den dobbelte bundlinje – eller flere?

At tale om flere bundlinjer er efterhånden noget der resonerer i ørene på os der arbejder med folkesundhed. “People want to thrive, not just survive“… Altså at vi som mennesker vil leve et liv hvor vi trives – og ikke bare overleve… Sådan sagde Katja Iversen, administrerende direktør for FN-museet UN Live, på WHO konferencen One Planet, One People, One Health i FN Byen i december 2023 – og hovedet på sømmet, så er det jo folkesundhed i sin fineste forstand.

Men med en ramme som trivselsøkonomi, er det at vi som mennesker trives, ikke nok. De valg vi træffer, og de prioriteringer vi muliggør, skal også være bæredygtige, når vi ser på deres betydning på klima og miljø.

I stedet for at behandle økonomisk vækst som et mål i sig selv, sætter en trivselsøkonomi vores menneskelige og planetariske behov i centrum. Således skifter vores definition af samfundsmæssig succes (BNP-vækst) til at levere fælles trivsel i velfærdssamfundet indenfor de planetære grænser.

Men hvordan fremmes lokal politikudvikling og styring, der sigter efter rammen omkring en trivselsøkonomi hvor menneskers og naturens trivsel sidestilles med værdien i vækst i BNP. Og hvordan får vi skabt egentlige prøvehandlinger og værdibeskrivelser, der kan stå mål med værdien af kroner og ører?

Et ’hack’ på en global bevægelse med potentialer: Wellbeing Economy Alliance
Som en del af en global bevægelse – WHO Healthy Cities Network – står Sund By Netværket, den danske aktør i WHO’s arbejde for flere gode leveår, på skulderne af 35 års erfaring med mobilisering af lokal handlekraft og en stærk infrastruktur for lokal kompetenceopbygning, vidensdeling og agendasætning. Som en del af dén bevægelse tilsluttede det danske netværk sig det politiske ´statement´ om trivselsøkonomi i 2023.

Tsering Lama fra WHO Healthy Cities Europe udtaler om dokumentet: ‘This landmark commitment outlined 12 concrete action points, reaffirming cities’ dedication to embedding health and well-being into economic decision-making. The statement reflects a collective ambition to move beyond economic growth as the sole indicator of progress and towards policies that promote long-term health, equity, and sustainability’.

En strategisk, ambitiøs og langsigtet mission – med 12 handlingsanvisninger – i arbejdet for at fremme trivselsøkonomi. Desuden har Sund By Netværket, sammen med en række aktører, været med til at etablere WEAll DK, et netværk af aktører på tværs af samfundet, der arbejder for at fremme trivselsøkonomi i Danmark. Netværket er selvorganiseret og fokuserer på vidensdeling, samarbejde og fælles initiativer. Som officiel dansk hub for den globale Wellbeing Economy Alliance, fungerer WEAll DK som brobygger mellem danske og internationale perspektiver.

Der er dog stadig en pionérånd i Danmark indenfor trivselsøkonomi. Og når vi fra Sund By Netværkets side sætter fokus på trivselsøkonomi i et lokalt perspektiv, er det med ønsket om at være med til at skabe læring og erfaringer i arbejdet med et systemisk perspektiv til at samskabe en transformation af det økonomiske system til en trivselsøkonomi.

I det arbejde kommer vi til at se mod andre lande, der har gjort sig erfaringer med at implementere trivselsøkonomi i deres nationale planlægning og prioritering fx Skotland, New Zealand, Island, Wales, Finland og Canada. Desuden har WHO Healthy Cities lanceret Well-Being Economy Pilot og arbejder konkret i otte byer i Europa med at få lokale erfaringer med trivselsøkonomi.

Tsering Lama udtaler: ‘From political dialogues to technical workshops, the pilot has surfaced key insights about what it takes to build a well-being economy:

• Leadership is key: Political leaders must champion change, demonstrating commitment through actions that inspire trust and accountability. City representatives underscored the value of leading by example, sharing narratives of transformation and commitment to holistic well-being during dialogues. The alignment of political vision with action surfaced as a recurring theme in these exchanges.
• Communication drives change: Transparent, consistent messaging helps build momentum and ensures buy-in from communities and stakeholders. Advocacy and communication tools need to be available and adaptable to effectively convey the importance of the well-being economy and gather support across political and public domains’.

Potentialet for en nyorienteret tilgang til trivsel og bæredygtighed skal på dagsordenen blandt flere end pionerer i Danmark, og det arbejde vil vi i Sund By Netværket være med til at bære frem – sammen med en masse gode samarbejdspartnere.

Tsering Llama fra WHO Healthy Cities Europa siger:  ‘The Well-Being Economy Pilot is a critical first step in a larger movement. By centering political leadership, collaboration, and innovative approaches, participating cities are setting a precedent for others to follow in adopting a well-being economy approach. This work has set a strong foundation for other cities to build upon.
As a next step, the WHO European Healthy Cities Network will finalize the Well-Being Economy Self-Assessment Checklist, a practical tool designed to help cities evaluate their progress and identify opportunities for further action. The checklist will undergo a consultation process with experts and city representatives to ensure its effectiveness and applicability.’

Med afsæt i erfaringerne fra WHO European Healthy Cities Network, og et fremtidigt arbejdsværktøj til at fremme forståelsen, dialogen og foretage helt konkrete vurderinger af lokale trivselsmål, koblet med danske erfaringer fra WEAll DK, er bevægelsen lanceret! Ræk ud til Sund By Netværket, hvis du er nysgerrig eller ønsker at være med på rejsen kontakt os på post@sundbynetvaerket.dk

Healthy Cities er en global bevægelse, der stammer fra Europa, hvor WHO European Healthy Cities Network har engageret de lokale myndigheder aktivt siden 1988 og sat sundhed højt på den politiske, sociale, økonomiske og miljømæssige agenda og gjort sundhed til ”everybody´s business”.

Er du nysgerrig på mere viden om trivselsøkonomi?

• Wellbeing Economy - WP1 (debatbog om trivselsøkonomi i Danmark fra 2023) – udarbejdet af en række videnspersoner fra ’Wellbeing Economy Netværket’ foranlediget af Komiteen for Sundhedsoplysning.  
• Artikel fra Information forud for konferencen om trivselsøkonomi sidste år i maj:
• Zetland artikler og trivselsøkonomi – hvor man også kan høre om Danmarks Tænketank for trivselsøkonomi (Wellbeing Economy Lab | WELA):

• Trivselsøkonomi breder sig – i adskillige af verdens regeringskontorer og nu også i Danmark
• Danmark har fået en ny tænketank, som vil ændre selve formålet med økonomien
• En nobelprisvinder i økonomi retter nu en fundamental kritik mod sit fag: Vi overser det vigtigste i verden

Læs mere om WHO Healthy Cities 6p´er her

Det faglige input er skrevet af:
Tsering Lama, Consultant to the WHO Healthy Cities Europe, Ditte Kirkegaard Madsen, Chefkonsulent i Sund By Netværket, Charlotte Iisager Petersen, Sekretariatschef i Sund By Netværket og Jan Andersson, Specialkonsulent og National Koordinator i Sund By Netværket, bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Folkesundhed

Folkesundhedsperspektiver på natarbejde

Betydningen af natarbejde for folkesundheden
Natarbejde er udbredt inden for mange samfundskritiske erhverv. Fx arbejder 22-45% af medarbejderne i sundhedssektoren, politi- og fængselsvæsenet og inden for transport af mennesker og gods om natten. Natarbejde er således noget, der berører mange mennesker. Natarbejde forstyrrer kroppens naturlige døgnrytmer, og på kort sigt hænger det sammen med dårligere søvn, mere sygefravær, en højere risiko for spontan abort og en højere forekomst af ulykker både på og uden for arbejdet.

Natarbejde hænger også sammen med langvarige helbredseffekter. Risikoen for flere af de store folkesygdomme, som fx hjertekarsygdom og diabetes er højere hos natarbejdere, og natarbejde øger sandsynligvis risikoen for bryst-, prostata-, tyk- og endetarmskræft. Natarbejde kan dermed have store konsekvenser både for den enkelte medarbejder, arbejdspladsen og samfundet. Fra et folkesundhedsperspektiv er det relevant at afsøge mulighederne for strukturel forebyggelse af helbredsrelaterede konsekvenser af natarbejde. Fordi natarbejde er et vilkår i mange erhverv handler strukturel forebyggelse om, hvordan man organiserer arbejdstiden, så man undgår ulykker og sygdom, snarere end hvordan man helt undgår natarbejde.

Forskningsfaglige anbefalinger om organiseringen af natarbejde
I samarbejde med en gruppe internationale eksperter har forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) udarbejdet en række anbefalinger til, hvordan natarbejde kan organiseres for at mindske risikoen for kræft, ulykker og spontan abort. Det anbefales højest at have 3 nattevagter i træk, at have mindst 11 timer mellem to vagter, at undgå lange nattevagter over 9 timer, og særligt for gravide, at disse ikke skal have mere end én nattevagt om ugen. Disse forskningsfaglige anbefalinger er direkte aftalt, anbefalet eller nævnt i private og offentlige overenskomster. Herudover skal arbejdsgiver nu sikre, at gravide højst har én nattevagt om ugen (jf. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1839).
Anbefalingerne har således haft et betydeligt samfundsmæssigt aftryk, som findes beskrevet i en nyligt offentliggjortimpact-case.

Er mere fleksible arbejdstider en løsning blandt personer, der arbejder om natten?
Mere fleksibilitet og indflydelse på vagtskemaet opleves som noget positivt af mange medarbejdere. Litteraturgennemgange konkluderer, at mere indflydelse på egen arbejdstid er forbundet med forbedringer i selvvurderede mål for helbred, trivsel (fx balance mellem privatliv og arbejdsliv), restitution og arbejdsmiljøet. Indflydelse på arbejdstiden hænger også sammen med lavere sygefravær og har vist sig vigtig for rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.
Imidlertid er der kun ganske få studier, som belyser effekten af indflydelse på arbejdstiden på biologiske risikomarkører for sygdom. Det betyder, at på trods af medarbejdere ønsker og trives med mere indflydelse på arbejdstiderne, så er der endnu ikke tilstrækkelig evidens for at det vil mindske effekten på alvorlige helbredsudfald i forbindelse mednatarbejde. Det er et af de spørgsmål, som arbejdstidsforskningen på NFA sigter mod at besvare.

Hvis du vil vide mere om natarbejde og fleksible arbejdstider
På NFA forsker vi i helbredseffekter af og mulige interventioner relateret til arbejdstid og nattevagter.
Du kan læse mere om vores forskning her påNFA’s hjemmeside. Du kan også læse mere
om1001 nat-kohorten, som er en nyetableret kohorte, der skal danne grundlag for fremtidens forskning i døgnrytmeforstyrrelser, arbejdstider og helbred.

Det faglige input er skrevet af Kirsten Nabe Nielsen, seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og medlem af DSFFs konferenceudvalg.

Ifølge WHO udgør klimaforandringer en af de største trusler mod menneskers sundhed i det 21. århundrede. Ud over en række direkte konsekvenser af klimaændringerne på menneskers sundhed såsom fejlernæring, luftforurening og hedeslag er der også en række indirekte konsekvenser, herunder forværring af levevilkår og nedbrydning af sociale strukturer, som rammer sårbare grupper mest, herunder personer bosiddende i lavindkomstlande, børn, ældre og personer med kroniske sygdomme (1).

Sundhedsvæsenet i sig selv har et markant klimaaftryk. Det er estimeret, at det danske sundhedsvæsen står for 6 % af Danmarks samlede CO₂-udledning, hvoraf 70 % stammer fra forbrug af varer og tjenesteydelser (2). Samtidig bruges en betydelig del af sundhedsvæsenets ressourcer uhensigtsmæssigt – mellem 15 og 30 % af aktiviteterne vurderes at være irrelevante (3), og 10 % af hospitalsudgifterne går til at håndtere fejl (4). Men det er ikke kun sundhedsvæsenet, der bidrager til CO₂-aftrykket og til ressourcespildet. Både forskere og praktikere inden for folkesundhedsområdet foretager sig også ofte velmenende, men uhensigtsmæssige handlinger, der kan have utilsigtede klimakonsekvenser. Mange folkesundhedsprojekter og -interventioner udvikles og implementeres uden tilstrækkelig evidens for deres effekt eller med tanke for deres bæredygtighed. Resultatet er brug af eller spild af ressourcer, som netop er med til at bidrage til vores samlede CO₂-aftryk og med de dertilhørende skadelige konsekvenser for sundheden – både nu og i fremtiden.

Ifølge Brundtland-rapporten fra 1987 defineres bæredygtighed som ”en udvikling, der opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare” (5). Bæredygtighed kan opdeles i en social/organisatorisk, en økonomisk og en miljømæssig dimension, men med overlap mellem disse. Hvis vi skal gøre en reel forskel for både folkesundheden og planeten, kræver det, at vi som forskere og praktikere gentænker vores tilgang til interventioner og ressourceforbrug med netop de forskellige dimensioner inden for bæredygtighed in mente.

Dimensioner af bæredygtighed i interventioner

Ift. den miljømæssige dimension, så det vigtigt, at vi som forskere og praktikere overvejer, hvilket klimaaftryk vores interventioner har. Flere teknologibaserede adfærdsinterventioner anvender fx wearables og sensorer såsom skridttællere og pulsmålere til sundhedsmonitorering. Selvom de kan have positive sundhedseffekter i form af fx at øge gruppers aktivitetsniveau, har de også en miljøbelastning. Det skyldes, at mange af disse wearables/sensorer har en begrænset levetid, og mange bliver hurtigt forældede eller udskiftet. Udover selve ressourceforbruget til at producere disse, herunder sjældne jordarter, vand og energi, bidrager forbruget også til det stigende problem med elektronisk affald. Endelig er der et energiforbrug i form af dataindsamling og cloud-baseret lagring af sundhedsdata, som kræver store mængder energi, hvilket ligeledes bidrager til CO₂-udledningen.

Ift. den sociale/organisatoriske dimension er mange af vores interventioner designet uden tilstrækkelig tanke på, hvordan de kan integreres i organisationen ud over den periode, hvor bevillingen dækker interventionens levetid. Vi investerer derfor betydelige ressourcer i at udvikle, teste og evaluere sundhedsinterventioner, der ender som ”add-ons” fremfor ”add-ins”. Dette gør dem ofte omkostningstunge og sjældent bæredygtige og betyder, at de med stor sandsynlighed ikke vil blive prioriteret efter bevillingens udløb.

Ift. den økonomiske dimension, så har mange forskere fokus på at udvikle nye interventioner i stedet for at fokusere på eksisterende interventioner, hvoraf mange hverken er evidensbaserede eller tilstrækkeligt evaluerede. Her ligger et stort potentiale: før vi udvikler nyt, bør vi undersøge, hvad der allerede virker – og ikke virker – for at undgå spild af ressourcer og sikre varige resultater.

Endelig lider alt for mange interventionsstudier under utilstrækkelig finansiering, hvilket fører til reduceret omfang eller varighed, for få deltagere eller begrænset samarbejde med centrale aktører. Det er ikke kun ineffektivt – det er også etisk problematisk, da vi spilder deltagernes tid uden at kunne konkludere noget meningsfuldt. Der mangler tilstrækkelig med finansiering til at udvikle interventioner med målgruppen og organisationen omkring dem, indhente data, der kan beskrive problemernes omfang i dybden, dykke ned i utilsigtede konsekvenser, virkningsmekanismer eller mere forfinet viden om netop om ”hvad der virker for hvem, under hvilke omstændigheder”. Vi må hellere satse på nogle ordentlige, solide studier end mange små, og samtidig må vi have modet til at fravælge etablerede indsatser, der efter tilstrækkelig viden har vist sig ikke at være virksomme.

Mod mere bæredygtighed i interventioner

Selv de mest velmenende interventioner kan således have utilsigtede konsekvenser for bæredygtigheden. For at fremme en mere bæredygtig tilgang inden for både praksis og forskning i folkesundhedsvidenskab er der en række vigtige overvejelser, vi bør gøre os.
Disse overvejelser omfatter:

• Genbrug interventioner i stedet for at udvikle. Der er allerede mange indsatser i gang, som ikke er evidensbaseret eller evaluerede. Overvej om vi ikke skal undersøge disse i stedet for at udvikle og implementere og evaluere nye?
• Miljømæssig og social bæredygtighed. Interventioner bør tage højde for både deres klimaaftryk og deres indflydelse på social ulighed. Hvis vi ignorerer disse dimensioner, risikerer vi at skabe løsninger, der i sidste ende skader mere, end de gavner.
• Acceptabilitet og ejerskab. For at interventioner skal være bæredygtige, er det vigtigt, at de er designet i samarbejde med dem, de er til for, og de, der skal implementere dem. Det skaber ejerskab og sikrer, at løsningerne kan integreres i eksisterende systemer og praksisser.
• Langsigtet effekt. Interventionen skal have varig virkning, ikke kun kortsigtede resultater. En langvarig effekt kræver også ofte kapacitetsopbygning – fx uddannelse og træning af nøgleaktører – så indsatsen lever videre efter projektets afslutning.
• For at interventionen kan have en lang levetid, som går ud over den umiddelbare bevilling, skal den understøttes af målgruppen og beslutningstagere. Overvej, hvem der skal overtage interventionen efterfølgende for, at den bliver bæredygtig.
• Drop underpowered studier – tid og ressourcer er afgørende. Fokuser på færre, men større og bedre finansierede projekter, der kan levere robuste resultater og reel implementeringskraft.
• Integratérbarhed og skalerbarhed. Kan interventionen let integreres i eksisterende systemer og praksisser? Hvis ikke, opfylder den sandsynligvis ikke organisatorisk bæredygtighed og må gentænkes. Interventioner skal være skalerbare og have potentiale til at blive bredt implementeret. Det kræver, at vi fra starten tænker i langsigtet implementerbarhed.

Konklusion

For at skabe et mere bæredygtigt sundhedsvæsen og sikre bæredygtighed i vores folkesundhedsinterventioner, kræver det en grundlæggende ændring i vores tilgang. Det handler ikke kun om at reducere energiforbruget, men om at integrere bæredygtighedens forskellige dimensioner i alle vores handlinger og turde udfordre ineffektivitet, overforbrug og kortsigtede løsninger. Vi skal genbruge eksisterende interventioner, prioritere grundig evaluering og fokusere på at udvikle løsninger, der kan implementeres bredt, er skalerbare og har varig effekt. Dette ansvar hviler på mange aktører: undervisningsinstitutionerne, der skal uddanne kommende generationer af medarbejdere og forskere i bæredygtighed inden for folkesundhed, forskningsmiljøerne, der skal integrere bæredygtighed i deres (interventions)forskning, praktikere, der skal fokusere på effektive og bæredygtige folkesundhedsindsatser, ledere og politikere, der skal træffe beslutninger, som fremmer bæredygtighed – og som tør fravælge aktiviteter uden effekt – samt fonde, der skal sikre, at bæredygtighed indtænkes i praksis og forskning og tør satse på større bevillinger, der har kapacitet til at drive udviklingen fremad. Det er en forpligtelse, vi har som samfund, fagfolk og beslutningstagere til at sikre, at vores handlinger i dag ikke underminerer fremtidige generationers muligheder for at leve et sundt og bæredygtigt liv.

1. WHO. Climate Change. 2023.
2. Lægeforeningen. Klimapolitik er også sundhedspolitik. 2022.
3. Robusthedskommissionens anbefalinger. Sundhedsministeriet; 2023.
4. OECD. Tackling Wasteful Spending on Health. 2017.
5. Brundtland GH. Our Common Future: Report of the World Commission on Environment and Development. Geneva: UN-Dokument A/42/427; 1987.

Af Signe Smith Jervelund, lektor, cand.scient.san.publ., ph.d., Afd. for Sundhedstjenesteforskning, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, medlem af DSFFs forskningsudvalg.

Den varslede folkesundhedslov bør være meget mere end det nu foreslåede med fokus på
kommunal indsats.

Jeg vil anbefale, at lov paragrafferne kommer til at hedde:

Stk. 1.Regeringen etablerer et folkesundhedsprogram, der periodisk revideres
Stk. 2. Der etableres et rådgivende folkesundhedsråd til at understøtte udviklingen af et
folkesundhedsprogram i Danmark.

Vi kan lære af historien – men skal gøre det på nutidens præmisser.

Folkesundhedsprogrammet 1999 - 2008

Vi har haft et fortrinligt folkesundhedsprogram for Danmark tidligere. Prøv at se på figuren over programmets 17 mål, - præsenteret i ”Sundere rammer i hverdagen, - Om Regeringens
Folkesundhedsprogram 1999-2008”

Kommunerne er vigtige i realisering af målene – men stat og regioner er lige så vigtige. Og fra klimaområdet har vi erfaret, hvor vigtigt det er med et bredt sammensat, sagkyndigt rådgivende organ bag hele den politiske udvikling.

Jeg var i sin tid med til at udforme programmet og fulgte implementering og evaluering af
programmet og dets mål igennem mange år.

Vi nåede langt med dette program.

Programmet fokuserede på sundhedens determinanter – vores levevilkår og vores livsstil - og
relationen til folkesygdommene som det fremgår af figuren neden for.

I programmet stillede man spørgsmålene:

- Hvad kan den enkelte gøre?
- Hvad kan vi gøre i fællesskab?
- Hvad kan det offentlige gøre?

Og i f.eks. Regeringens publikation fra 2002: ”Sundhed hele livet, - de nationale mål og strategier for folkesundhed 2002 – 2010” kunne man læse om konkrete målsætninger og de foreslåede indsatser.

Om livsstilsfaktoren ”fysisk aktivitet” skrev man f.eks. om fakta: ”20-30 % af befolkningen er så fysisk inaktive, at det indebærer en sundhedsrisiko. Fysisk inaktive har dobbelt så stor risiko for tidligere død end fysisk aktive”. De opstillede sundhedspolitiske mål var herefter: ”Antallet af fysisk aktive skal øges markant, og fysisk aktivitet skal være en del af hverdagen”. En række indsatser blev vist.

Om levevilkårsfaktoren ”arbejdsmiljø” opregnede man f.eks. at 10 % af sygehusindlæggelserne kan undgås ved godt arbejdsmiljø, og at der årligt anmeldes ca. 50.000 arbejdsulykker. Som sundhedspolitiske mål anførtes: ”Omfanget af helbredsforringende arbejdsmiljøbelastninger skal reduceres markant. Det skal bl.a. ske gennem målrettede forebyggelsesaktiviteter på arbejdsmiljøområdet og integration med målrettede sundhedsfremmeaktiviteter”

Om forebyggelige kræftsygdomme skrev man bl.a. som sundhedspolitiske mål: ”Antallet af
kræftsygdomme skal nedbringes ved reduktion af befolkningens udsættelse for risikofaktorer, der vides at være forbundet med udviklingen af kræftsygdom.”

Forskellige ministerier meldte efterfølgende ud med handlingsprogrammer, - og status for
programmet. 

På nogenlunde samme tidspunkt begyndte vi at få de såkaldte kræftpakker med
forløbsprogrammer for kræftsyge og med patientrettigheder.

Vi er på vej i dag med kræfthandlingsplan 5.

Sundhedsprofiler

Gennem interviews hvert 4. år med et repræsentativt udsnit af bl.a. voksne danskere har vi her i landet kortlagt danskernes sundhedsprofiler – og dermed kunnet følge udviklingen i en række af de opstillede målsætninger. Det er ret unikt her i Danmark, at vi har fået sådanne profiler både på nationalt, regionalt og kommunalt niveau. Færre rygere og flere motionsaktive og bedre arbejdsmiljø er eksempler på de opnåede forbedringer.

Derfor mit forslag til en folkesundhedsparagraf i sundhedsloven med de 2 anførte stykker. Stat, regioner og kommuner – og befolkningen og civilsamfundets skal involveres i forbedring af folkesundheden i Danmark.

Det faglige input er skrevet af Finn Kamper-Jørgensen, tidligere direktør for Statens Institut for Folkesundhed. Finn er medlem af og var første formand for Dansk Selskab for Folkesundhed.

Fra bøvl til bold: Hvem tager ansvar for velfærdsforskning?

Kommentar til DFIRs rapport “Forskningsinformereret velfærdsinnovation i de danske kommuner”.

I oktober fremlagde DFIR rapporten  “Forskningsinformeret velfærdsinnovation i de danske kommuner”[ https://ufm.dk/publikationer/2024/dfir-rapport-forskningsinformeret-velfaerdsinnovation-i-de-danske-kommuner] , som på én gang er inspirerende men også nedslåede læsning.

Det inspirerende i rapporten er, at DFIR deler vores konklusion om behovet for at styrke forskningen for at opretholde den borgernære velfærd.  Vi ser derfor positivt på de seks anbefalinger, som vi i høj grad støtter. Eksempelvis kan vi fremhæve behovet for, at kommunerne får et klart mandat til at indgå i forsknings- og innovationssystemet, at der etableres et nyt paradigme til vurdering af kvaliteten af denne type forskning. og at rammerne for kommunernes forskningsdeltagelse forbedres. 

Det nedslående er, at rapporten bekræfter billedet af, at den kommunale velfærdsforskning har det hårdt. Blandt andet anslår DFIR i rapporten, at under en promille af det kommunale velfærdsbudget bruges til forskning og udvikling. Men det kan der, som rapporten også skriver, være mange gode (og mindre gode) grunde til. Vi er i mange års forskningssamarbejder med kommuner stødt ind i de fleste af dem.

Men lidt gemt væk midt i det hele på side 29, står den nok vigtigste sætning i rapporten: “Ingen har bolden”.

Det er en konklusion, som vi kun kan nikke genkendende til efter mange års erfaring med udviklingen af velfærdsektoren i spændingsfeltet mellem forskning, kvalitetsudvikling, analyse – og kommunal og regional drift af social- og sundhedsvæsenet.

Når vi er lykkedes med forskning i samspil med kommunerne, så skyldes det et langt sejt træk med at udvikle nye metoder og tilgange, indgå i ligeværdige samarbejder med praksis, bidrage til at opbygge forståelse for den kommunale hverdag blandt forskere og have en fleksibel overgang mellem udvikling, forskning og implementering. Men som en deltager på DFIRs konference i oktober sagde, ”så er samarbejdet mellem forskning og praksis helt kort fortalt bøvlet”.  Og vi er enige, ’bøvlet’ er dækkende. Derfor har denne type forskning og udviklingsprojekter også lidt trange kår hos mange fonde, og betragtes i mange forskningsmiljøer ikke som “rigtig” forskning.

DFIRs rapport, tager derfor et vigtigt opgør. Gennemføres anbefalingerne vil der være tale om et paradigmeskifte i dansk forskning.

Om de øgede ressourcer udmøntes i en selvstændig fond (DFIR rapportens anbefaling 3) eller som nu gennem særopslag via især Danmarks Fri Forskningsfond, har begge sine fordele og ulemper. Den fælles udfordring er, at flere udbudte fondsmidler let risikerer at det fastholder en projektlogik, som i høj grad er på forskningsinstitutionernes præmisser. Den kan ved første øjekast virke tillokkende for kommunerne, da de så ikke selv som driftsinstitutioner skal finde midler for at deltage. Men det er også vejen til at sikre, at der ikke sker en vedvarende forandring og en fortsættelse af den konstante knopskydning af projekter hist og pist, som stort set ikke implementeres i driften, og som heller ikke spredes og skaleres.

Det afgørende er derfor det paradigmeskift som rapporten beskriver, hvor staten for det første skal give kommunerne et klart mandat i forskningen, hvor kommunerne skal have bedre rammer for at udfylde det mandat. Som Jesper Fisker sagde ved rapportens præsentation skal praksis have definitionsretten. Det lyder på papiret helt logisk, men det bliver en stor kamel at sluge for mange forskningsmiljøer. Når svaret er “forskning”, så er det svært som forsker ikke også at mene, at man skal definere spørgsmålet. I DEFACTUM har vi selv måtte lære at sidde på hænderne og bide os i tungen i de situationer.  Men kun på den foreslåede måde kan velfærdsforskning og –innovationen styrkes i praksis og bidrage til udvikling af praksis – og ikke kun på papiret.

Det er et stort men afgørende arbejde, som DFIR har lagt op til, som kræver samarbejde på tværs af mange forskellige aktører på tværs af hele landet baseret på repræsentation, fleksibilitet, forståelse og tålmodighed.

Udfordringen er med andre ord ikke bare, at ingen har bolden, men at ingen skal have bolden alene. Vi kan kun løfte det her sammen. Vi er klar til indskiftning.

Indlægget har også været bragt i Altinget Forskere: Den kommunale velfærdsforskning har det hårdt, fordi ingen har ansvaret - Altinget: Kommunal og er udarbejdet af forskningschef og lektor Camilla Palmhøj Nielsen og forskningsleder og professor Thomas Maribo, DEFACTUM, Region Midtjylland og Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.
Camilla Palmhøj Nielsen er medlem og tidligere bestyrelsesmedlem i DSFF og Thomas Maribo er forperson i DSFFs forskningsudvalg.

Favoritpodcasts inden for folkesundhed i 2024

Jeg er altid på udkig efter nye måder at udvide min viden på og finde inspiration til mit arbejde. En af de metoder, jeg har fundet særligt givende, er at lytte til forskelligartede podcasts inden for folkesundhed. Ugentligt bruger jeg flere timer på at lytte til podcasts, fx når jeg går tur med hunden, gør rent eller kører bil. Disse podcasts giver også inspiration til planlægningen af den Nationale Folkesundhedskonferencen, hvor jeg deltager i konferenceudvalget arbejde.

I 2024 har tre podcasts gjort et særligt indtryk på mig. De adresserer meget forskellige målgrupper og tematikker. Jeg håber, at I vil finde dem lige så inspirerende og informative, som jeg har gjort og måske endda finde nye favoritter blandt mine anbefalinger.

’Er du helt væk’ er en podcast, der giver indblik i ungelivet og alt det, som kan udfordre. De foreløbige tre afsnit centrerer om tematikkerne perfekthedskultur, søvn, trivsel og alkohol. Forældre, eksperter og ikke mindst de unge selv stiller skarpt på de dilemmaer, som følger med, når teenageårene rammer familielivet. Podcastseriens vært er Maria Koch Aabel, som er programleder for Fælles om ungelivet i Sundhedsstyrelsen. Podcasten er produceret i et samarbejde mellem Heartbeats og Gentofte Kommune.  

Er du helt væk!?

'Du dør, hvis du græder' er en sårbar og elegant fortælling om at få en uhelbredelig sygdom. Den handler også om mødet med sundhedsvæsenet, når man får en alvorlig sygdomsdiagnose, og hvordan dette møde internaliseres og får betydning for, hvordan mennesker håndterer deres sygdom. Podcastserien er produceret og tilrettelagt af Sigurd Hartkorn Plaetner, som var 20 år gammel, da han fik konstateret sclerose. Podcastserien findes i 14 afsnit og er blevet til i et samarbejde med Scleroseforeningen og JFM. 

Du dør hvis du græder Podcast – Apple Podcasts

’De gyldne dråber’ handler om kommercielle kræfter i relation til svær overvægt og behandlingen heraf. Vægttabsmedicin var på alles læber i 2024 og podcastserien, som findes i tre afsnit, afslører et massivt PR- og lobbyarbejde fra Novo Nordisk A/S, som har sigtet mod at påvirke befolkningens, politikernes og lægernes syn på overvægt og vægttabsmedicin. Podcastserien er produceret af DR.

Sorte tal | Gyldne dråber 1:3 | DR LYD

Det faglige input er leveret af Nana Folmann Hempler, Forsknings- og Analysechef i Scleroseforeningen. Nana er medlem af DSFFs bestyrelse og forperson for konferenceudvalget, som blandt andet står for planlægningen af Den Nationale Folkesundhedskonference.