Pitch & Popcorn

– en faglig netværksaktivitet med praksiserfaringer, indsatsidéer og samarbejder mellem forskning og praksis

Igen i år har vi Pitch & Popcorn på programmet! Pitch & Popcorn er en faglig netværksaktivitet inden middagen på konferencens første dag. Sessionen giver dig som deltager en mulighed for i uformelle rammer at komme i dialog med andre deltagere om dét, der optager dig inden for folkesundhedsområdet, at få nye input fra dine fagfæller, og at udbygge og styrke dit netværk.

Sidste år sagde deltagerne sådan her:

”Hvor var det fedt med Pitch og popcorn. Her fik jeg talt med mange, og fik virkelig netværket.”

”Det fungerede godt med Pitch og Popcorn, hvor man nemt kunne gå i dialog med andre deltagere med de emner, der optager dem.”

Til sessionen kan du fx præsentere en case, en indsats, dit arbejde eller noget, der optager dig. Del fx en poster, en illustration eller invitér til samtale ved et cafébord. Alle konferencens deltagere opfordres til at lægge vejen forbi – enten ved selv at præsentere noget eller ved at lytte, gå i dialog og lade sig inspirere.

Alle konferencens deltagere kan indsende input til denne del af konferencens program, og vi tilskynder i særlig grad praksiserfaringer i form af beskrivelser af cases, indsatser og interventioner fx i en kommunal eller regional kontekst – også meget gerne eksempler på forskning/praksis-samarbejder.

Du kommer på programmet ved at indsende en kort beskrivelse af, hvad du vil præsentere (skriv til administration@dsff.dk). Teksten kan have form af et pitch, et kort resumé eller et mere traditionelt forskningsabstract (på dansk) – 10-20 linjer. Den skal også indeholde en kort beskrivelse af relevansen for folkesundsområdet, en sigende titel på præsentationen samt navn og arbejdsplads for oplægsholder og evt. andre involverede. Titel på præsentationen samt navn og arbejdsplads for oplægsholder annonceres i konferencens program.

Der kan indsendes input til denne session helt frem til 14 dage inden konferencen. Bemærk dog, at der kan være pladsbegrænsning.