Case 2

Sociale medier, kropsopfattelse og mental sundhed

Du er af din ledelse blevet til blevet bedt om at udvikle et program eller en lokal indsats, der sigter mod at fremme sunde mad- og måltidsvaner og et positivt kropsbillede blandt børn og unge i udskolingen. Baggrunden for projektet udspringer af en bekymring over, hvordan sociale medier påvirker kropstilfredshed og uhensigtsmæssige spisevaner blandt unge og en uhensigtsmæssig vægtudvikling. Din ledelse pointerer, at det er vigtigt, at I udvikler et program, der ikke øger stigma for det kan skade mental sundhed. Og den skal være evidensbaseret – for vi skal vide, at det virker?

1. Hvilken evidens findes der?

Type 1-evidens: Du ser den seneste rapport fra Skolebørnsundersøgelsen udgivet af Statens Institut for Folkesundhed, at flere unge har et negativt kropsbillede, og at der er en stigning i andelen af børn og unge med overvægt. Du læser i rapporten Forebyggelse af overvægt blandt børn og unge fra Vidensråd for Forebyggelse at årsagerne til overvægt er komplekse og fortsat uklare. Den evidens der findes om sammenhæng mellem overvægt og kropsopfattelse og mellem brugen af sociale medier og kropsopfattelse synes at være lav eller utilstrækkelig.

Type 2-evidens: Der findes utilstrækkelig evidens for indsatser, der har vurderet effekten af en indsats målrettet brugen af sociale medier på kropsopfattelse. Men vi ved fra andre indsatser, at brugen af skærm er relateret til fysisk aktivitet og mental sundhed. Og her tyder studierne på at der er forskel alt efter om det er skærmbrug med et socialt indhold, aktiverende (fx spil) eller passiv underholdning (videoklip fra Instagram, TikTok e.l.). Desuden peger litteraturen også på at indholdet af det der vises på skærmen, har en betydning fx herunder typen af billeder, tempo, musik m.v.

Type 3-evidens: Blandt forebyggelsespakkerne fra Sundhedsstyrelsen finder du mad og måltider. Her findes nogen evidens for, at skoleelevers viden om og handlekompetence i forhold til mad og måltider fremmes dels gennem grundfaget madkundskab og det obligatoriske emne sundheds- og seksualundervisning. Vi ved desuden, at skolebaserede indsatser kan opleves som en ekstra byrde for skolerne (lærerne) og derfor modvirke implementeringen. Hvis det nye program skal gennemføres på skoler, så ved vi fx fra implementeringsforskning, at det er vigtigt at inddrage skolelederne, lærerne og evt. forældrene, og at de skal involveres allerede i udviklingen af indsatsen.

2. Hvordan kan evidensen inddrages?

Her samles evidensen præsenteret i pkt. 1. Der er nogen (omend sparsom) evidens, som peger på at skærmbrug har en negativ indvirkning på mental sundhed. Fx at der foreligger begrænset evidens for en sammenhæng mellem kropsopfattelse og brugen af sociale medier. Dette kan tale for en indsat målrettet brugen af sociale medier i udskolingen. Evidensen sammenholdes med lokale behov og ressourcer. Til trods for at du viser, at evidensen for sammenhængen mellem skærmbrug og kropsopfattelse er uvis, så mener ledelsen, at det er bedre at reducere brugen af skærme i skoletiden (fx ingen mobiltelefoner) frem for at have et fokus på sociale medier. Det ville være vanskeligt at implementere i skolens praksis. Et andet aspekt er, at kommunen kun har mulighed for at rulle det ud på 7. klassetrin – de andre klassetrin er pressede af eksamener. Dette er ok, for den evidens, som du har fundet, er baseret på 7.-9. klassetrin. Du erfarer, at skolen i forvejen har emneuge i uge 6. Kunne emnet kobles til undervisningen her? Du leder efter andre erfaringer med andre kommuner, som har lavet lignende indsatser med kropsopfattelse i databasen sundeborgere.dk. Under emnet om seksuel sundhed finder du god inspiration til, hvordan emnet kan integreres i skolernes undervisning.

3. Hvordan omsættes evidensen til praksis?

Du mener fortsat, at der ud fra evidensen er god grund til at have fokus på brugen af sociale medier. Du overvejer, hvad det vil have af negative konsekvenser at fjerne skærmene i skoletiden. Der vil være en potentiel risiko for at de unge ikke lærer at mestre de sociale medier og derved blot 'forsinker' eksponeringen. Desuden lægges der et stort pres på lærerne ift. at skulle håndhæve reglerne.