Erfaringer og perspektiver fra de gennem­førte work­shops

Et centralt omdrejnings­punkt på de gennemførte workshops var spørgs­målet om, hvorvidt der er brug for at arbejde mere med evidens i folke­sundheds­arbejdet? Og hvorfor/hvorfor ikke? Deltagerne blev præsenteret for reflek­sions­spørgsmål som fx skal vi blive ved med at diskutere hvad evidens er og hvordan vi anvender det? Handler det i virkeligheden mere om, at vi skal gøre arbejdet med evidens mere jordnært og nemmere at gå til? Nedenfor følger et sammenkog af input deltagerne på work­shoppene.

Der var generelt enighed blandt deltagerne om, at det i den grad er vigtigt at arbejde (mere) med evidens i folke­sundhed­sarbejdet. Det er der flere grunde til. Bl.a. at beslutninger, hvad enten det gælder politikker eller indsatser på lokalt eller nationalt plan, altid bør læne sig op ad den bedst tilgængelige viden/evidens. Dette gælder både i udviklings­fasen, men også i afviklings­fasen (så vi ikke fortsætter med indsatser, som ikke virker eller ikke kan implementeres). Evidens giver et praj om, hvordan vi bruger vores ressourcer bedst og sikrer kvaliteten af folke­sundheds­arbejdet. Deltagerne pegede imidlertid også på en række udfordringer relateret til at anvende evidens i folke­sundheds­arbejdet.

Begrebsafklaring

Der er (fortsat) behov for begrebsafklaring. Der er brug for klarhed over, hvad vi mener, når vi siger 'det virker', det er 'evidens­baseret' eller 'evidens­informeret'. Meget bliver kaldt evidens – men noget er også dårlig evidens, fx betalt af særlige indu­strier/interes­senter eller vedvarende fortællinger om "det plejer vi at gøre"/oplevelse af, at det virker uden, at det nødvendigvis er rigtigt. Der brug for, at vi bliver mere opmærk­somme på, hvornår vi gør noget på baggrund af evidens – og hvilken evidens der anvendes. Der blev også udtrykt et behov for anerkende, at evidens­begrebet inden for folke­sundheds­videnskab er udvidet, så vi inddrager flere forskningstraditioner og arbejder anderledes med evidens end andre fagtraditioner. Man kan ikke altid arbejde øverst oppe i evidens­hierarkiet – nogle gange kan feltstudier også kvalificere kvantitative studier. Desuden udtrykte deltagerne i workshoppen et ønske om bedre formidling af, hvordan evidens konkret skal/kan anvende i folke­sundheds­arbejdet i fx kommunerne.

Behov for bedre adgang til evidens (videns­mægling/bro­byg­ning)

Praktikerne i fx kommunerne har ikke altid adgang til evidens (tid og mulighed for at tilgå viden­skabelige publi­ka­tioner og har derfor brug for formidling af forsknings­resultater). Fx blev det nævnt, at kommunerne har svært ved at gennem­skue, hvad der skal priori­teres/vælges og at der ofte kræves hurtig handling. Der er behov for vejledning til, hvordan man finder den relevante evidens og opnår adgang til den. Således er det et behov for 'videns­mægling' eller konden­sering af den tilgængelige viden i en form, som kan anvendes i praksis. Publi­ka­tioner og andre produkter fra fx Vidensråd for Forebyggelse, Sundhedsstyrelsen, KL (Center for Forebyggelse i Praksis) og Sund By Netværket er relevante ift. at samle viden i en tilgængelig form (fx Sundeborgere.dk). Flere fremhævede, at det er godt, når der kommer nye rapporter, hvor der er et kort fakta­blad/resume, da de ikke altid har tid til at læse hele rapporten (og så kan man læse rapporten, hvis der er noget, man har behov for at dykke ned i). For at undgå, at forskning sker i halen på handling, er der brug for et tættere samarbejde mellem forskning og praksis.

Manglen på evidens for imple­men­tering

Vi skal arbejde anderledes med evidens – ikke mere eller mindre. I kommunen bruges evidens bl.a. til udvikling af indsatser. Her er det en udfordring, hvis beslutningen udelukkende baseres på evidens for effekt. Der er generelt en efter­spørgsel, men også en mangel på det, som vi betegner som type 3-evidens. Vi ved hvad, der kan/vil virke under optimale omstændig­heder, men ikke så meget om, hvordan det virker i en anden kontekst og den virkelige verden. Desuden gjorde nogle af deltagerne opmærksom på pragma­tikken ved at tilpasse evidens­baserede handlinger til den lokale kontekst. For at kvalificere evidensens over­førbarhed skal der inddrages forsknings­baseret viden om betydningen af kontekst og implemen­te­ring. Dette indbefatter et ønske om, at vi er bedre til at samle op på den eksisterende viden, der er fra imple­men­tering. Hvis der ikke er en tydelig viden, så kan vi inddrage anden viden (ved manglende evidens skal søges beslægtet evidens). Nogle demografiske forhold kan gøre det vanskeligt at overføre evidens til bestemte områder.

Prioritering af anvendelsen af evidens i folke­sundheds­arbejdet

Der er et ønske om og en praksis for at træffe informerede beslutninger baseret på evidens (og anden viden/erfaringer). Ofte kan manglende evidens for en indsats have betydning for beslutningen om, hvorvidt indsatsen fortsættes eller afvikles. Det er derfor essentielt, at beslut­ningen baseres på evidens/bedste tilgængelige viden. Men der kommer meget ny viden, og det kan svært at følge med. Desuden kan det også være svært at arbejde med indsatser i en politisk styret organisation, hvor effekten først kan måles senere. Arbejdet med evidens skal prioriteres, og der skal prioriteres et samarbejde mellem forskning og praksis. Opfølgning på eksisterende indsatser og undersøgelse af deres vedvarende effekt er vigtigt. Politikere efter­spørger ofte data, men det kan være svært at finde på visse områder. Hertil er der brug for kompetence­udvikling til, hvor og hvordan evidens anvendes i arbejdet med folke­sundhed i praksis. Det blev imidlertid påpeget, at ressourcer og prioriteringer også er vigtige faktorer, og nogle gange kan det være nødvendigt at kradse i overfladen og så bruge evidensen til at kvantificere udfordringernes størrelse og behovet for at nå målene.

Samlet set under­streger opsamlingen fra de afholdte workshops, at deltagerne overordnet set erkender værdien i evidens­baseret folke­sundheds­praksis, men peger på en række udfor­dringerne ved implemen­te­ring og brug af evidens. Der er behov for mere opmærksomhed på at tilpasse evidens til den lokale kontekst og at sikre tilstræk­kelig tid og ressourcer til at indsamle, forstå og anvende evidens i folke­sundheds­arbejdet.